Historier i selvsving

Fra tid til anden når forfattere fortæller om tilblivelsen af en bog, beretter de om de fiktive figurers evne til at overtage handlingen. Sagt lidt humoristisk: selvom forfatteren havde planlagt at tage livet af en person i kapitel 13, så nægtede vedkommende at dø før i kapitel 21. Dén følelse af afmægtig forfatter sidder læseren med efter at have læst Kate Atkinsons tredje roman på dansk »Følelsesmæssigt sær«. Figurerne har i den grad taget føringen med romanen, at man let mister overblikket i det virvar af personer, bipersoner, steder og begivenheder - og historier, der skal fortælles. Systemet omfattes af en ramme omkring den cirka 21-årige jeg-fortæller, Effie Stuart-Murray. Hun er titlen på romanen - følelsesmæssigt sær. Ingen far, vist nok ingen kendt mor - og helt uden en normal opvækst. Vi er i 1972, hvor den unge Effie studerer engelsk på universitetet i Dundee, Skotland: tiden for revolutionære oprør, gryende kvindepolitik og ikke mindst eksperimenter med stoffer. Effie er en doven studerende, der ligesom alle de andre studerende keder sig jammerligt under de tågesnakkende professores højtravende og uforståelige forelæsninger. Hun bor sammen med den apatiske Bob, og rundt om Effie er der en gruppe skøre og skæve medstuderende, universitetslærere, der kræver aflevering af opgaver, og en vis Chick Petrie, der fra sin Ford Cortina udspionerer formodede ægteskabsforbrydere. Denne historie fortælles af Effie til en kvinde ved navn Nora, som vistnok er Effies mor. Nora afbryder fra tid til anden Effies historie, og Nora har også en historie at fortælle, nemlig om sin opvækst og bemærkelsesværdigt rodede liv og sluttelig også om Effies herkomst. Effies følelsesmæssige særhed har vitterlig sine gode grunde og skal ikke røbes her. En tredje historie er »Skæbnens hånd« - en ubehjælpsom kriminalhistorie forfattet af Effie til et kursus på universitetet i kreativ skrivning. Ligeledes skriver hendes medstuderende også på et ukendt antal historier (røverromaner, ridderromaner osv.), som vi også får smagsprøver på. Dertil kommer en lægeroman skrevet af en filosofilærer og en overbroderet psykologisk gyser skrevet af en anden universitetslærer. For at dæmme op for den totale forvirring er bogens mange historier heldigvis skrevet med forskellige skrifttyper, så læseren kan nogenlunde hurtigt orientere sig og holde personkonstellationerne ude fra hinanden. Men det kan de ikke selv finde ud af. For pludselig begynder nogle af personerne at træffe hinanden på tværs af romangrænser - og så bliver det labyrintiske systems sammenbrud både elegant og dobbelt forvirrende. Atkinsons roman bringer mindelser om A.S. Byatts »Besættelse«, Lewis Carolls »Alice i eventyrland« og visse steder om Laurence Sternes beretning om Tristam Shandy fra 1700-tallet. Det er leg med ord og jonglering med stilarter, fortælleformer og personsammensætninger, ofte meget morsomt gjort, men ikke nær så stringent og åndfuldt som nogle af de berømte forgængere. Det er som om alle disse historiers personer tog magten fra den egentlige dukkefører Atkinson. Kate Atkinson: Følelsesmæssigt sær. Oversat af Vibeke Houstrup. 381 sider. 298 kr. Lindhardt og Ringhof.