Historier kan godt være sande, selvom de ikke er til at tro på

Karen Blixens sidste samling, der blandt andet indeholder den filmatiserede ”Babettes gæstebud”, er genudgivet med noter og efterskrift

Karen Blixen med den engelske udgave af ”Skæbne-Anekdoter” fra 1958. I efterskriften til den nye udgave hører man mere om modtagelsen i USA og de amerikanske magasiner, som Blixen blev trykt i. – Foto: Ritzau Scanpix.

Denne fine, sidste samling fra Karen Blixens hånd fra 1958 er nu udkommet med noter og efterskrift. Men titlen er fra starten af lidt mærkelig, for der er ikke meget skæbne i den forstået som forudlagt bestemmelse. Måske er det mere betydningen ”et menneskeligt forløb”, som kan kaldes ”en skæbne”?

Og så er der sammensætningen med ”anekdoter”, der jo er noget, man normalt fortæller hurtigt og kort med en vis vredet pointe, som tydeligvis ikke passer helt i sin korthed. Men disse historier er lange, og kun én rigtig kort. Under alle omstændigheder var titlen længe i Blixens bevidsthed som en gruppeoverskrift, som historier kunne ordnes under. Og i hvert fald adskilte hun dem fra 1940 i sine papirer fra ”Vintereventyrene” og markant fra de ”Syv fantastiske Fortællinger”.

Man kommer let til at fordybe sig i den slags genrespørgsmål ved de fem historier, som udgør samlingen: ”Dykkeren”, ”Babettes Gæstebud”, ”Storme”, ”Den udødelige Historie” samt ”Ringen”. Men det egentlig overraskende er, at mens man befinder sig rart og tilsyneladende sikkert i den Blixenske historie, så handler de modsat om alt det, en historie ikke kan! Og skønt flere af dem er skrevet i en slags normalstil til amerikanske dameblade, så er de temmelig historie-teoretiske bag den lette overflade. De taler hele tiden dæmpet om, hvad en historie er for noget, som man måske ikke kan tro på.

”Dykkeren” har to fortællere: en yngre med flyvedrømme og håb og så igen samme fortæller i en senere alder, hvor han tilslutter sig fiskenes filosofi, at man godt kan svømme i havet uden håb, altså leve fra hånden og i munden uden for en historie. Denne sene fortæller siger ligefrem, at han i sin unge udgave passede til en historie, hvad han ikke gør mere. Han er adskilt fra sit tidligere liv og sin kvindelige engel, der kærligt narrede ham til at tro på engle.

”Babettes Gæstebud” er selvfølgelig om det store madkunstværk, hun sætter i værk for sine egne penge over for mennesker, som ikke ved, hvad de får at spise. Langt ude er den desuden et billede på, hvor stor en indsats der er har været på spil for at sætte en historie sammen, som kun få forstår dybden af. Men den siger jo dermed også, at en historie er sat sammen af ingredienser som en sammenkogt ret. Den er en menneskelig skabelse og ikke noget guddommeligt, men netop kunstigt frembragt.

”Storme” handler om teateret som bygget på historier og om de teatermennesker, der frembærer disse historier og tager skade på deres virkelighedssans af det. De lever så meget i fiktionens verden, at de kan klare de voldsomste skibsforlis, så længe de blot tror, det er et skuespil, de spiller med i. Men de skader de almindelige mennesker, de omgås, for de er aldrig i disses virkelige verden. De må skilles fra dem. Et eller andet sted tænkte Karen Blixen vist på sig selv og sit eget forfatterskab i denne indirekte selvbiografiske historie.

Så kommer vi til den berømte og lange ”Den udødelige historie”. Om gamle, tørre og rige Mr. Clay, der vil gøre en historie virkelig og lade en ung sømand ligge med sin unge kone for at sikre sig en arving. Men en sådan vandrehistorie om at hyre en sømand til dette arbejde kan ikke blive til virkelighed, for virkelige mennesker skaber ikke historier af deres faktiske, virkelige liv, men af deres drømme. Hvis noget faktisk er sket, kan det ikke blive til historie. For da skal stoffet forsimples til typiske handlinger i en historie. Her er det så en karakters handling og ikke et individuelt menneskes, der måske kun elsker 3/8 og ikke helt, som det kræves af en fiktiv person. Historier er noget, vi praler med eller overdriver på forskellig vis over for hinanden, og netop derfor er de aldrig virkelige.

Den sidste fortælling er ”Ringen”, og den drejer sig om om en uventet adskillelse fra den historie, som synes lagt for den nygifte Lise, der elsker sin mand, men billedlig talt bliver voldtaget af en fåretyv, hun møder på en gåtur i skoven, og dermed lærer sit køn at kende fra den grove side, sådan at hun nok fortsat er gift med ægtemanden, men de er milevidt fra hinanden i ægteskabet. Hun har symbolsk mistet sin vielsesring, den ægteskabshistorie er en illusion, ringen, det vil sige også historien som sammenbindende ring er brudt.

Således som den tillige er det i alle samlingens fortællinger om adskillelse, der er fortalt klassisk, som om de, hver for sig, var en sammenhængende historie. Måske derfor er de hver for sig en ”anekdote”, der ved, den ikke passer.

Noterne til bogen er endnu en gang udarbejdet til perfektion af Nicolas Reinecke-Wilkendorff i denne DSL-udgave, mens Annegret Heitmann, professor i nordisk filologi ved universitetet i München, har skrevet efterskriften. Den har en international tilgang og et internationalt format.

Det er sjældent at se så megen global litteraturteori søge efter tilknytningspunkter i Blixens forfatterskab og her især i ”Skæbne-Anekdoter”. Det er alle udenværkerne omkring værket, der optager Heitmann, tilblivelsen, amerikanske kvindeblade, som Blixen blev trykt i, modtagelsen i Danmark og USA, og så videre. Der arbejdes i redegørelsen for selve historierne i samlingen med dikotomier (modsætninger mellem tilfælde og mønster, mellem individ og forsyn/skæbne) samt økonomiske betragtninger. Ja, man mærker, hvor langt borte vi er fra den eksistentielle læsning, den læsning, der tager historierne som menneskelig alvor.

Det er godt gjort som en teoretisk og praktisk tilgang til ”Skæbne-Anekdoter”, og det er oplysende at se værket belyst udefra. Men det ufortællelige tomrum, som Heitmann finder inderst i Blixens historier, er ikke hendes egen opfindelse, som hun synes at mene, det har været kendt de sidste 20 år i den danske forskning.