Prøv avisen
Bog

Historier ophobes i gamle sten

Billedsproget i Anthony Doerrs prisvindende værk, der foregår under Anden Verdenskrig, er med til at skabe en eventyrromans univers. - Foto: Leif Tuxen

Eventyrlighed og radiobølger stråler ud af dette års vinder af Pulitzer-prisen for fiktion, magiske amerikanske Anthony Doerrs ”Alt det lys vi ikke ser”

Nogle romaner er poetisk opsigtsvækkende allerede i deres titler. Den kategori kan ”Alt det lys vi ikke ser” siges at tilhøre. Når forsiden samtidig er visuelt indbydende med et billede i blå nuancer af den franske by Saint-Malo på Bretagnes østkyst, kan en bog fremstå skønt dragende.

Det er Politikens Forlag, der udgiver denne tredje roman af Anthony Doerr, den første på dansk, og forlaget har timet udgivelsen godt med uddelingen af Pulitzerprisen, der hvert år i slutningen af april uddeles på Columbia University i New York som hæder til journalistik og kunst.

I år gik prisen for bedste fiktion til denne tryllebindende roman, der dog også sine steder balancerer på kanten til det langtrukkent underholdende. Prisen uddeles traditionelt til den gode og i bedste forstand populære kvalitetsroman med prismodtagere de sidste par år som for eksempel Donna Tartt for ”Stillidsen” og Jennifer Egan for ”Tæskeholdet banker på”.

Kort beskrevet er ”Alt det lys vi ikke ser” en hyldest til virkeligheden som eventyrlig, til fortællingen som både magisk tiltrækkende og som noget, man kan klynge sig til med et desperat håb om overlevelse fra både krig og kræft. ”Historier ophobes i alle de gamle sten,” siger en gammel, krumrygget kustode på Museum National d'Historie Naturelle i Paris i det første kapitel, og en værdifuld sten, en diamant med navnet Flammernes Hav, er sammen med radioen helt centrale omdrejningspunkter i romanen. Handlingen udspiller sig under krigsårene i 1940'erne, men afstikkere til 1930'erne og afslutningsvist i 1974 og 2014. Der springes frem og tilbage i tid, og der springes mellem især to hovedpersoner, pigen Marie-Laure fra Paris og drengen Werner med det kridhvide hår fra kulmineområdet Zollverein i Tyskland.

Desuden optræder en næsten for karikeret tysk nazist, der som en gradvist mere sygdomsramt galning jagter Flammernes Hav, diamanten, i Frankrig, mens krigen brøler omkring ham. De tre personers veje krydses skæbnesvangert i romanen i den historiske fæstningsby Saint-Malo i august 1944, hvor byen bombarderes og brænder.

Omstændighederne omkring dette handlingsmæssige peak udpensles gennem spændingsopbyggende krydsklip i tid og mellem personer til formen næsten bliver for mekanisk. Det er dog et mindre kritikpunkt i en på mange måder helstøbt roman.

Undervejs følges Marie-Laures og Werners forskellige opvækster på hver sin side af fronten. Hun vokser op med sin far, der er låsesmed på det naturhistoriske museum i Paris.

Som barn bliver hun blind, og faderen bygger en miniatureudgave af byen, så hun kan lære den at kende. Forholdet mellem modellen, der lugter af lim og savsmuld, og den virkelige verdens dufte, lyde og sansninger tematiseres allerede i titlen. ”Alt det lys vi ikke ser” henviser til hjernens evne til at sanse verden, selvom den befinder sig i mørke under kraniet.

Mens den blinde fregnede Marie-Laure lærer at gå på opdagelse i både miniaturebyen og den levende by, udvides også den forældreløse Werners verden, da han finder og reparerer en gammel radio. Sammen med sin søster tuner han sig ind på Europas byer og fascineres især af videnskabsprogrammer for børn sendt fra netop Saint-Malo fjernt i Frankrig. Senere søger han ind på en nazistisk eliteskole for at kunne uddanne sig naturvidenskabeligt, ansporet af radioen. Men han er også medløberen, der mister sin ven Frederick, drømmeren, før han indrulleres i den tyske hær.

Selvom ”Alt det lys vi ser” foregår i Europa under Anden Verdenskrig, er den i højere grad et magisk værk end en roman om nazisme, besættelse og krig. Der er langt fra Claude Lanzmanns dokumentariske filmværk ”Shoah” fra 1985 og Theodor W. Adornos værgen sig mod kunstens meningsskabende mulighed efter Auschwitz. Den nazistiske eliteskole Schulpforta beskrives for eksempel som en bygning med ”mørke spir, sengevædere og søvngængere og ondskabsfulde drenge”. Billedsproget er med til at skabe en eventyrromans univers. På hver eneste side står maleriske sammenligninger som ”Marie-Laures tanker galopperer som blodhunde”, ligesom der er beskrivelser af byen som søvnig, af en verden, der svajer frem og tilbage, og af et Frankrig, der bider negle.

Stederne gøres sanseligt levende, og begivenhederne sammenlignes af både Marie-Laure og den alvidende fortæller med Jules Vernes ”En verdensomsejling under havet”.

Ting er kun ting, og historier er kun historier, gentager Marie-Laures far flere gange. Men nogle historier er mere charmerende og tiltrækkende end andre, som sådan er Anthony Doerrs roman en fortjent prisvinder.

kultur@k.dk

Læs interview med Anthony Doerr på