portræt
People are strange when youre a stranger, synger Jim Morrison i mine hovedtelefoner. Men så afbrydes han af en amerikansk kvindestemme, der byder mig velkommen til The Strangers Podcast og fortæller, at jeg nu skal høre en fars historie: Stephen Rochelles beretning om, hvordan det var, dengang hans søn blev dømt for mord. Men radiolytterne snydes. For kvindestemmen er slet ikke så indfødt, som den lyder. Den tilhører Lea Thau, som er opvokset i Aarhus.
Historien om, hvordan Lea Thau er endt som vært på sit eget radioprogram i USA, kan fortælles over klicheen to make it the American way. Efter at have læst litteratur-historie på universitetet tog hun i 1996 et år til New York som visiting scholar (gæsteunderviser) på Columbia University. Hun blev klar over, at New York var en by, hun måtte vende tilbage til, og hermed indledtes hendes amerikanske liv.
I 1999 startede hun som dårligt lønnet deltidsansat på fortællestedet The Moth, Natsværmeren. The Moth blev stiftet i 1997 af digter og bestsellerforfatter George Dawes Green, som drømte om at genskabe den intime og nære stemning fra sin barndoms aftener i Georgia, hvor folk samledes på verandaerne for at høre og fortælle historier, mens mørket faldt på, og natsværmerne kredsede om lyset.
Fra at foregå hjemme i Greens lejlighed voksede fortællescenen The Moth sig stor og flersporet. I slutningen af 2001 var Lea Thau avanceret fra gulvet til at sidde som daglig leder og kreativ direktør, og i de følgende år voksede stedets popularitet enormt.
Dengang som nu er der scener, hvor man kan høre folk optræde, som har fået coaching til at fortælle deres historie. Og scener, hvor folk fra salen kan gå direkte på. Flere millioner mennesker lytter til The Moths podcast og radioshow og frekventerer livescenerne, der har bredt sig landet over.
For Lea Thau betød succesen imidlertid, at hun blev mere administrator og arbejdede mindre med det, hun rent faktisk brænder for, nemlig historiefortællingen. Så da muligheden i 2010 bød sig for at få sit helt eget uafhængige radioprogram hos radiostationen KCRW i Los Angeles, tog hun chancen og flyttede over på den anden kyst. Her bor hun i dag sammen med sin lille søn, og herfra producerer hun sit eget storytellingsprogram, Strangers.
I am a storyteller vi husker Karen Blixens knitrende stemme hun var en historiefortæller. Den form for storytelling, som Lea Thau arbejder med, handler om at mestre og fortælle sin egen historie. Ved hjælp af litterære teknikker kan man forme sit private råmateriale til en fortælling. Jo mere man arbejder med materialet, jo tydeligere træder mønstre og motiver frem for én. I storytelling gælder mange kneb, og det handler netop ikke om at udstille sig selv eller udkrænge sit indre i en bekendelse, men om at blive så meget herre over sit stof, at man selv bestemmer, hvilken historie man vil fortælle.
Den samme historie har mange versioner. Alle kender mennesker, der kun fortæller den triste version af sig selv, og andre, der altid fortæller overskudsversionen. Ingen af dem er specielt interessante. At lege med mange versioner er reelt bevidsthedsåbnende arbejde.
Jeg mødte Lea Thau i København, da hun var hjemme på ferie for nylig. Som kursussekretær i Dansk Forfatterforening havde jeg hyret hende til at holde et kursus for de danske forfattere om storytelling. Der var fuldt hus og en venteliste, der peger på en voksende interesse for den autobiografiske fortælling.
LÆS OGSÅ: Advokat med ekspertise i tunge sager
Blandt kursisterne var der flere garvede fortællere, men også for dem var det en overskridelse at bruge historier fra hovedstolen. Når man optræder med autobiografisk storytelling, står man mere nøgen over for sit publikum. Man gemmer sig ikke bag skuespillerens maske, men møder tilhørerne i øjenhøjde.
Ved dagens ende kunne kursisterne fortælle hver sin vidt forskellige, sjove, alvorlige eller rørende historie. Alles ører var på stilke, og ingen krummede tæer. Det kræver psykologisk sans og respekt for det andet menneske at undervise i storytelling, og det har Lea Thau med selvironi og stor integritet.
Ifølge Lea Thau er der flere grunde til, at storytelling er blevet så populært i USA:
Den ene handler om, at tiden efterspørger sande historier. Jeg er ikke så vild med trenden, når det kommer til reality-tv og den slags, men der er en form for slægtskab. Man kunne kalde det den sande histories hegemoni. Den anden grund er til gengæld noget af det bedste i tiden, nemlig en trang til dybde og kvalitet, ægthed og medmenneskelig kontakt, siger hun og peger på, at det skønne ved storytelling netop er, at vi igennem historierne kan opleve, at verden er stor og mangfoldig, og at der findes mange måder at leve på. Samtidig giver historierne os en følelse af samhørighed og fællesskab. Den dobbelthed er noget af det, storytelling i unik grad er god til.
På livescenen i Danmark er det overvejende fiktive historier eller eventyr, der er på programmet i fortællekredse landet over, og fortællekulturen er slet ikke en toneangivende trend blandt unge mennesker. Når det er anderledes i USA, skyldes det, at storytelling er blevet taget ud af den støvede kontekst, storytelling engang befandt sig i, forklarer Lea Thau.
Det var meget gammeldags, enten med folkefortællinger eller fortællinger med firkantede moraler skåret ud i pap. For at distancere os fra den tradition var vores oprindelig slogan for The Moth, der var det første sted af sin art, urban story telling byfortællinger.
Unge, hippe byboere mødes i dagens USA også omkring storytelling, fortæller hun. For det giver unge mennesker et alternativ til stand-up, som har en kynisk, hårdtslående tilgang til verden.
Standup handler om at dekonstruere verden, at udstille dens idioti, idiosynkrasi og så videre. Storytelling handler om det modsatte, om at finde eller skabe en form for sammenhæng i vores komplicerede og til tider ensomme liv, men og det er vigtigt uden at reducere livets kompleksiteter til simple metaforer eller allegorier med en morale eller pointe, siger hun og fortsætter:
Moderne storytelling stritter i alle mulige retninger som vores moderne liv gør det men skaber samtidig en form for forbindelse, kontakt eller mening midt i galskaben. I Danmark er der stadig en form for berøringsangst over for den personlige historie. Måske fordi det i USA ikke er flovt at fortælle om sig selv, mens det i Danmark kan anses for både selvhævdende og påtrængende.
Hør Lea Thaus radioudsendelser på: www.kcrw.com/etc/programs/sg
