Prøv avisen
Historieserie

"Historien om Danmark" taber højde i konkurrencen mod fiktion

4 stjerner
I lørdagens afsnit af "Historien om Danmark" hører vi om livet på landet, om de slesvigske krige, om vandringen fra land til by og om den tidlige arbejderbevægelse Foto: DR

Grundloven, folket og magten var temaet for lørdagens afsnit af ”Historien om Danmark” og satte gang i en del blandende følelser

”Historien om Danmark” er i tredjesidste afsnit nået til 1800-tallet. En tid præget af hjemlige politiske kampe og en tid, hvor Danmark blev mindre end nogensinde før og (foreløbig) siden. Vi hører om livet på landet, om de slesvigske krige, om vandringen fra land til by og om den tidlige arbejderbevægelse. Og vi får det, vi længe har regnet ud vil være det foreløbige dramatiske højdepunkt for anden sæson, da Lars Mikkelsen andægtigt lader sin hånd glide hen over Junigrundloven og fortæller om ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og medbestemmelse til bønderne.

Inden for det koncept, der nu engang er seriens, fungerer afsnittet på mange måder fint. Lars Mikkelsen er stadig den autoritative og alvidende beretter, der med patos og baggrundsmusik fortæller os, hvad der skete, og heller ikke lader os i tvivl om, hvad vi skal synes om det. Vi bliver præsenteret for en historieopfattelse, hvor de seneste 3-400 år har været en kontinuerlig bevægelse frem mod større og større frihed for flere og flere, og hvor fortiden altid ses i lyset af, hvad den mangler for at blive lige så god som nutiden.

Afsnittet formår at give et overblik over perioden. Og selvom vi stadig hører meget lidt om, hvad der sker uden for rigets grænser, bruges for eksempel kortene fint til at give et geografisk overblik over riget og dets udvikling. Der er også kommet lidt bedre styr på kortene, og at man så glemmer Lauenborg og lader Femern høre til Holsten frem for Slesvig, skal korttegnerne ikke høre for. Det har både Lauenborg og Femern måttet finde sig i mange gange før.

Jeg må indrømme, at jeg har været spændt på, hvordan seriens mange dramatiseringer ville virke, når vi kom tættere på vores egen tid. Instruktører af historieprogrammer har altid været hæmmet af, at folk har været utroligt dårlige til at gemme gode filmoptagelser af tiden før 1890. For et medie bygget på levende billeder er det naturligvis en udfordring, som gennem tiden er søgt løst på en række forskellige måder. De seneste årtier oftest med forskellige former for dramatiseringer, når budgetterne har tilladt det. Inspirationen til dramatiseringerne er typisk hentet fra fiktionsfilmens verden, men hermed følger også det helt grundlæggende problem, at dokumentargenren stort set aldrig råder over de samme budgetter til skuespillere, rekvisitter og instruktion.

Det er også tydeligt i ”Historien om Danmark”, og når det kommer til seriens dramatiseringer af 1700-tallets hofliv, livet på landet omkring år 1900 og krigen i 1864, kan man ikke lade være med at tænke på tilsvarende scener fra ”En kongelig affære”, Bornedals ”1864” eller ”Pelle Erobreren”. Og hvad man end måtte mene om disse films historiefremstilling, taber ”Historien om Danmark” naturligt nok i enhver sammenligning på filmisk kvalitet i scenerne. Det er i sidste ende en større udfordring for dramadokumentarkonceptet end ”historisk korrekthed”.

Men selv uden sammenligning med fiktionsproduktioner må man erkende, at dramatiseringerne virker dårligere, jo længere serien skrider frem. Skuespillerne ligner i alt for høj grad det, de netop er: ferske og sunde nutidsmennesker, der er blevet bedt om at klæde sig ud og så stirre henholdsvis ulykkeligt, tænksomt eller beslutsomt ud foran sig. Eller er blevet bedt om at tænke ”fordømt!”, mens de ser fogeden køre bort med deres beslaglagte dyne. Skuespillerne kan næppe klandres, da det er en uhyre vanskelig opgave at give personer karakter i korte klip uden replikker. Problemet ligger snarere i konceptet, og man kunne ønske, at serien viste lidt mere mådehold på dette område. Hvis man er fra Aarhus, er det i øvrigt meget vanskeligt at abstrahere fra, at arbejderbevægelsen i Danmark tilsyneladende startede i Den Gamle By. Og mens det for øvrigt er et glimrende frilandsmuseum, er dets renskurede sommeridyl ikke en ganske overbevisende tv-kulisse, når der skal vises scener med usselt og beskidt byliv i slutningen af 1800-tallet. Til sidst i afsnittet ser vi dog for første gang samtidige optagelser. Gerne mere af det i de sidste to afsnit, tak.

Afsnittet afsluttes med systemskiftet i 1901 og septemberforliget fra 1899, som normalt regnes for ophavet til ”den danske model” for løsning af stridigheder på arbejdsmarkedet. Også dette dokument lader Mikkelsen sine hænder glide så henført hen over, at det næsten bliver til en kanoniserende handling. Afslutningsvis står man tilbage med lidt blandede følelser. På den ene side bliver det oprigtigt spændende at se, hvilke dokumenter og begivenheder Lars Mikkelsen skal kanonisere i de to sidste afsnit, hvor serien når det 20. århundrede, og hvilke greb det skal gøres med. På den anden side har man en mistanke om, at serien hverken formår eller ønsker at overraske. Men man har jo lov at håbe.