Historiker: Coronakrisen kan give familielivet et comeback

Familien er samfundets vigtigste dannelsesinstitution, og det genopdager mange i øjeblikket, mener historikeren og forfatteren Henrik Jensen, der er aktuel med debatbogen “Efter Gud”

"Familien er samfundets vigtigste dannelsesinstitution, og det genopdager mange måske først for alvor nu,” siger Henrik Jensen, som her ses i sit sommerhus ved Fårevejle.
"Familien er samfundets vigtigste dannelsesinstitution, og det genopdager mange måske først for alvor nu,” siger Henrik Jensen, som her ses i sit sommerhus ved Fårevejle. . Foto: Leif Tuxen.

De afstandsparate børnefamilier smiler venligt til hinanden som små lykkelige øgrupper på grusvejene i forfatteren og historikeren Henrik Jensens sommerhuskvarter i Fårevejle i Nordvestsjælland. Her er der ikke meget tegn på krise, mens forårssolen får alting til at blomstre i haverne, så den forbandende virus næsten virker som en velsignelse for familielivet, fortæller han.

”Folk virker glade for hinanden, når de triller forbi med barnevognene. Det ser i hvert fald fornuftigt ud på afstand, så i bedste fald vil det være svært for mange at vende tilbage til en institutionsmæssig trummerum, når de først har mærket de samværsmuligheder, der har vist sig under coronakrisen.”

Er det trods alt ikke også de mere ressourcestærke familier, der har råd til at nyde krisen i sommerhus?

”Jo, så det er måske et lidt for idyllisk danmarksbillede, man får her,” siger Henrik Jensen med en lun latter, inden han tilføjer:

”Men der er ingen tvivl om, at familielivet har forandret sig for de fleste i denne mærkelige tid. Og forhåbentlig til det bedre.”

I den mærkelige tid, vi lever i, har den politiske debat på få måneder flyttet sig fra hjemsendelser af afviste asylansøgere til hjemsendelser af os alle, da en virus uden visum stjal alle dagsordener. Og selvom de små børn nu langsomt er ved at vende tilbage til deres daginstitutioner, klasseværelser og afsprittede institutionslegetøj, skal de fleste børn stadig blive mere hjemme end normalt.

Det har givetvis givet fornyet respekt for skolelærere og pædagoger, mener Henrik Jensen. For presset på familierne – måske især uden for sommerhuskvartererne – opleves for eksempel allerede i overfyldte kvindekrisecentre over hele landet. Sandsynligvis vil det også skabe flere skilsmisser, når vi alle som et stort socialt eksperiment tvinges til at tilbringe mere tid sammen, mens nyheder om fyringer og økonomisk krise tikker ind på fladskærmene som frygtfremkaldende brændstof til flere skænderier i de små stuer.

Men der er altså også håb midt i det hele, mener historikeren, som er aktuel med debatbogen ”Efter Gud”.

”Der er ingen tvivl om, at krisen også presser mange familier i øjeblikket. For et forhåbentlig mindre mindretal vil det nok også betyde skilsmisser, men for det store middelklasseflertal er det både mit håb og min vurdering, at mange nu vil genopdage værdien af familiesamværet, så familien vil få et comeback som samfundsbærende institution,” siger Henrik Jensen, som dog ikke tror på en tilbagevenden til tidligere tiders kønsopdelte kernefamilie, hvor manden drog i krig eller på kontoret, mens konen blev derhjemme for at passe hus og børn.

For den klassiske magtpyramide med fædre i toppen af familien er for altid forsvundet, skriver Henrik Jensen i sin nye bog, som også kan læses som en selvstændig efterfølger til hans tidligere bøger som ”Ofrets århundrede” (1998), ”Det faderløse samfund” (2006) og ”Det ordentlige menneske” (2009).

Den nye bog bærer undertitlen ”Det 20. århundredes fortabte generationer og meningsløsheden” og handler om samfundets værdiskred siden Første Verdenskrig (og især efter 1968), hvor autoriteterne, gudstroen og den familiebårne opdragelse ifølge forfatteren måtte vige til fordel for et faderløst samfund med institutionaliseret børnepasning og næstekærlighed. Det var en udvikling eller afvikling, som ungdomsoprøret ifølge Henrik Jensen nok forstærkede, men ikke udløste.

”I bunden af Guds og faderens fald ligger den dybe samfundsforandring, vi kalder modernisering: industrialisering, vandring til byerne, sekularisering, demokratisering, teknologisk revolution, og så fremdeles. Hvortil kommer krigene, intet har forandret samfundet så indgående som verdenskrigene, især Første Verdenskrig med tabet af gudsautoriteten,” skriver Henrik Jensen, der selv bekender sig til kristendommen, selvom han ikke altid kan mærke sin himmelske far.

”Det ændrer intet ved sagen. Skulle Guds eksistens afhænge af, om jeg hver morgen vågner op og føler mig på bølgelængde, ville det under alle omstændigheder ikke være meget af en Gud. Derfor spekulerer jeg mig ikke gul og blå over, om Gud findes. Jeg antager det, nærmest ud fra Voltaires ord: Hvis Gud ikke eksisterede, måtte vi opfinde ham. Jeg antager det, som barnet antager det, bare ved at lære ordet Gud at kende. Hvis der er et ord, er der også en genstand. Jeg antager det, ud fra nykantianeren Hans Vaihingers filosofi om ’Als ob’, som om-filosofien, som siger, at det godt kan være, at et givet begreb ikke kan bevises, men hvis det er gavnligt, så har det sin eksistensberettigelse,” skriver Henrik Jensen i sit eget lille bevis for Guds eksistensberettigelse. Men når bogen hedder ”Efter Gud”, hentyder titlen også til Nietzsches ord om, at Gud er død.

”Spørgsmålet er, om det så mest er friheden eller tomheden, der falder i øjnene,” siger han og citerer Poul Henningsen, bedre kendt som PH, som i 1963 – fem år før ungdomsoprøret – skrev, at han troede, at man kunne få mennesket til hvad som helst og ”gøre det til nazist, kommunist, katolik, protestant, få det til at skyde sine medmennesker, stege sine forældre, prygle sine børn, pine livet af sin kone, tilbede en sten, æde Jesu legeme og blod, lynche sagesløse – sig til hvis jeg har glemt noget. Det er menneskets infame tilpasningsevne, der gør situationen så overmåde farlig”.

”Hvis Gud ikke eksisterede, måtte vi opfinde ham,” mener Henrik Jensen med et Voltaire-citat.
”Hvis Gud ikke eksisterede, måtte vi opfinde ham,” mener Henrik Jensen med et Voltaire-citat. Foto: Leif Tuxen

Nu viser menneskets infame omstillingsparathed sig så igen – vi er ovenikøbet blevet afstandsparate.

”Jeg er fuldstændig enig i det PH-citat, når man tænker på, hvordan mennesket har været i stand til at tilpasse sig de mest utrolige ting på godt og ondt. Tænk bare på de jøder, der overlevede ved at gasse andre jøder i udryddelseslejrene under Anden Verdenskrig. Og under den sorte død kan man læse i Boccaccios ’Dekameron’, hvordan folk var villige til at lægge afstand til deres egne børn og opgive at hjælpe dem for ikke at blive smittet selv. Hele den bog er jo interessant nu, fordi den handler om 10 unge mennesker, der distancerer sig fra verden for ikke at blive smittet, så må Fanden bare tage familien, der bliver inde i byen.”

Spørgsmålet er, om vores aktuelle afstandsparathed på sigt kan føre os tættere på hinanden – i hvert fald på familieplanet. Det håber historikeren:

”Jeg tror, at mange nu genopdager, at familien er en eksisterende og vigtig institution, hvad man måske tidligere har været lidt i tvivl om, fordi familien i mange sammenhænge har været en lidt løs ramme omkring folks liv. Det har måske været et sted, man trak sig tilbage til, mens ens aktiviteter ellers var meget udadrettet. Nu er det en helt anden snak, og jeg kan ikke forestille mig andet end, at det kan aktualisere familien som samfundsinstitution. Ikke bare som et værested, men som en institution med en opgave. Lige såvel som man i europæisk sammenhæng nu har indset, at nationalstaten i forhold til bestemte problemstillinger kan noget, som EU ikke formår, så kan man også forestille sig, at man opdager, at familien kan noget, som velfærdsstaten mangler, selv den kan alt muligt,” siger historikeren med en faderlig alvor i stemmen:

”Familien er samfundets vigtigste dannelsesinstitution, og det genopdager mange måske først for alvor nu. Og det er tiltrængt i en tid, hvor både civilsamfundet og familien ellers længe har været under erosion. Jeg har læst, at Danmark er et af de samfund i verden, som institutionaliserer børn tidligst, og det tror jeg ikke er godt. Men det er et rendyrket dilemma, for man hverken kan eller skal vende tilbage til 1950’erne, hvor moderen gik hjemme, men måske kan coronakrisen vise os, at vi kan arbejde mere hjemme, så familien kan være mere sammen på den måde.”

I bogen skriver Henrik Jensen også om sin egen familiehistorie, som består af faderopgør, så langt historikeren kan se tilbage, med ”mindst fem generationer af ubrugelige faderbilleder”. Farfaderen var succesfuld entreprenør, men nægtede at samarbejde med tyskerne under krigen. Det blev Henrik Jensens mere opportunistiske far så fortørnet over, at han selv tog til Tyskland under krigen for at bygge barakker.

Foto: Leif Tuxen

”Jeg har tit tænkt på, hvad de barakker skulle bruges til, men min far talte aldrig om det. Han var i det hele taget meget fraværende, og det er en trist historie, at min far og farfar aldrig fandt ud af at samarbejde efter krigen, hvor familievirksomheden så gik ned. Men jeg har selv ønsket at være far på en mere nærværende måde. Jeg har skrevet meget, men altid forsøgt at være til rådighed, når familien kom hjem. Jeg har to sønner på 25 og 30 år, og vi har et helt andet tillidsforhold, end jeg havde til min egen far. Men jeg var også klar til at blive far. Jeg var over 40 år, før jeg fik børn, og det var en god ting for mit vedkommende. For vi bliver sent modne i min familie, men da jeg blev 40 år, var jeg stærkt motiveret for at danne familie, og der var heldigvis nogen, der ville være med,” siger Henrik Jensen og tøver, inden han tilføjer:

”Man har altid et valg. Og det gælder både i den store historie, på samfundsniveau og på familieplanet. Enten kan man skabe mere kaos eller også kan man fastholde en vis orden. Det glemte 68-generationen, som jeg selv blev formet af. Men jeg ser 68-generationen som den første generation, som for alvor vendte ryggen til historien. I 1960’erne vendte man i det hele taget blikket væk fra de nationale rødder og gik globalismens vej for at lade sig inspirere af især USA med importeret både forbrugskultur og oprørskultur, som om det, vi selv havde bygget på, var passé. Jeg var allerede borgerlig dengang og er på alle måder blevet mere borgerlig med alderen, så jeg forsøger at bidrage til at bevare en form for orden ved at minde om værdien af de samfundsbevarende institutioner – og her er familien den vigtigste,” siger Henrik Jensen, som synes, at generationerne er kommet for langt væk fra hinanden, og at fædre og mødre skal bruge coronatiden til at tænke over, hvilken slags forældre de selv vil være. For måske kan krisetiden faktisk blive familielivets forår.