På Koldings supermoderne teater, Mungo Park, fejrer man i år hundredåret for kvindernes valgret.
Det sker med en forestilling om Danmarks første karrierekvinde, den visionære billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen, og hendes for sin tid atypiske ægteskab med komponisten Carl Nielsen.
Senere på året følger teatret op med ”Teaterkoncerten Carl” i samarbejde med BaggårdTeatret i Svendborg - en forestilling, der spilles på Bramstrup Gods på Fyn i anledning af Carl Nielsens 150- årsfødselsdag.
Det er en spændende historisk linje, de to fremsynede teatre fremfører, som tilmed har lokalhistoriske perspektiver. Første forestilling i serien udfolder sig i Anne Maries fødeby, ved soklen af hendes mesterværk, rytterstatuen af Christian IX, som er opført ved Ridebanen på Christiansborg Slot.
”Anne Marie gift Carl-Nielsen” er et på samme tid historisk og moderne drama med en svært definerbar stil: Maja Juhlin og Frank Thiel synes at spille to skuespillere, der udforsker og udvikler deres to karakterer live på scenen, mens de i et levende og moderne sprog fortæller karakterernes historier - fra deres første møde i Paris i 1891 til Anne Maries død i 1945.
Forestillingen er altså både en historielektion og en analyse af det moderne parforhold og kønsrollemønster.
Her får Anne Marie chancen for at træde ud fra under skyggen af sin kendte mand, som hele vejen igennem spiller andenviolin til sin kone.
Anne Marie er drevet af angsten for mindreværd, også på sit køns vegne, og hun kan ikke arbejde, når det flyder med bilag og børnemadpakker. Så hun rejser.
Den forsmåede ægtemand bliver tilbage og passer børnene, mens konen er ude i verden at realisere sine drømme. Hun tjener pengene, så han kan få lov at komponere sin musik.
Kønsdiskussionen suppleres af en interessant analyse af de kunstformer, de to idealistiske individualister hver især foretrækker at udfolde sig i.
Carl klandrer Anne Marie for at lave overfladekunst, værker, der blot kopierer virkeligheden, mens Anne Marie ikke kan forlige sig med hans musiks uhåndgribelighed.
Carl taler i musikmetaforer, mens Anne Marie taler i former og strukturer, og det er et flot og klogt greb fra dramatiker Vivian Nielsen, som har skabt en tankevækkende tekst - der nok er særligt interessant for kunsthistorikere og medienørder.
Frank Thiel er overbevisende som den bløde komponist, men han må vige for Maja Juhlins intense blik og kraftfulde fremtoning, når hun står dér på soklen i jeg-stilling og vrider våde lerklude og forsøger at afholde både sine værker og sit ægteskab fra at krakelere under vægten af hendes ambitioner. Dialogen mellem de to ægtefæller flyder ubesværet og realistisk, og deres samspil fungerer til fulde.
Men trods de mange følelsesmæssige op- og nedture, der finder sted på scenen, bliver stykket aldrig en decideret bevægende oplevelse.
Nej, ”Anne Marie gift Carl-Nielsen” er en intellektuel og moderne forestilling med et væld af symbolske og kulturhistoriske lag - et vellykket historisk fortælleeksperiment, som dog er mere lærerigt, end det er rørende.