Marianne Jørgensens roman ”Gudruns arv”, der er en såkaldt selvstændig fortsættelse af ”De tavse vidner” (2015), foregår i årene efter 1550, hovedsageligt i Jylland. I en rolig fortællerytme følger vi på skift forskellige personer og deres udvikling. Kvindesynsvinklen dominerer. Resultatet er troværdigt og gedigent uden at være opsigtsvækkende. Stilen kan karakteriseres som historisk hverdagsrealisme.
Et særligt indtryk gør Maren, der blev skændet ved en episode under Grevens Fejde. Hun er nu gift med Asger, manden, der engang reddede hendes liv. Han er blevet købmand i Aalborg og tager lange, målbevidste skridt ind i fremtiden. Kursen er sat mod rigdom. Han tror ikke på Gud, men på sig selv. Hans holdning forskrækker den ydmyge Maren, men samtidig er hun lykkelig for ham og den tilværelse, han har givet hende.
I Selde i Salling møder vi Rasmus, der har overtaget sin fars smedje. Han mangler kvindelig assistance, et problem, der løses af den smukke Gudrun, først som hans husholderske, senere som hans kone.
”Gudruns arv” viser sig at være en dreng på tre år. Da hans rige mor i Viborg ligger for døden, beslutter hun, at han skal gives til hendes eneste mandlige slægtning, Rasmus, som desuden skal forvalte den medfølgende formue. Dér slutter romanen. Man aner kimen til en fortsættelse.
En af de få medvirkende historiske personer er Niels Kaas, en jysk student i København. Sammen med en kammerat begiver han sig til Wittenberg for at opleve Martin Luther. I en note oplyses det, at han vendte tilbage til Danmark i 1560, og at han senere dels blev kansler, dels formynder for Christian den Fjerde, mens denne endnu var barn. Men den del af studentens historie ligger uden for romanen. Portrættet af den unge mand virker mest som et tilløb og er for ufuldstændigt til rigtigt at kunne engagere.
Marianne Jørgensen fortæller glimrende om ”det almindelige liv”. Det er dér, hendes styrke er. Hun kan skabe miljø og atmosfære.
Men de enkelte kapitler står stærkere end den helhed, som de udgør. At netop ”Gudruns arv” bliver fremhævet i titlen, virker lidt som en tilfældighed – og dermed som et udtryk for manglende klarhed hos forfatteren med hensyn til, hvad hun overordnet vil med bogen.