Historisk opera om genforeningen i 1920 savnede ungdommelig energi

”Grænsemageren” forsøgte på sympatisk vis at skildre historisk stof, men endte med at kløjes i sine alt for mange ord

Faktisk har det været et fantastisk år for dansk opera. Helt unge komponister som Josefine Opsahl og Matias Vestergård har vist enormt potentiale. Førstnævnte med en opera om Margrete den Første og hendes drøm om et forenet Norden, der fremstod klar og smidig ved premieren i Esbjerg i maj. Sidstnævnte med en forrygende, tempofyldt opera om et dekadent, hjemsøgt højhus, som man fik lov at aflægge et visit ved Copenhagen Opera Festival i august.
Også andre har sat markante aftryk. Louise Alenius med en omdiskuteret opera om aktiv dødshjælp på Det Kongelige Teater, Niels Rønsholdt med en opera om koloniseringen af Grønland, som blev opført i intet ringere end Østerbro Skøjtehal i København. Den genre, som mange komponister i en nær fortid lagde afstand til for dens tunge åg af konventioner, blomstrer for tiden med de mest forunderlige skud.

I den kontekst faldt den 58-årige komponist Bo Gunges coronaudsatte opera om genforeningen, ”Grænsemageren”, ulykkeligvis helt til jorden ved premieren onsdag aften i sønderjyske Alsion i Sønderborg. Gunge står selv bag både musik og libretto, og alle sejl var sat med et lille dusin solister, adskillige øvrige medvirkende og Sønderjyllands Symfoniorkester i den ikke videre teatervenlige koncertsal.