Faktisk har det været et fantastisk år for dansk opera. Helt unge komponister som Josefine Opsahl og Matias Vestergård har vist enormt potentiale. Førstnævnte med en opera om Margrete den Første og hendes drøm om et forenet Norden, der fremstod klar og smidig ved premieren i Esbjerg i maj. Sidstnævnte med en forrygende, tempofyldt opera om et dekadent, hjemsøgt højhus, som man fik lov at aflægge et visit ved Copenhagen Opera Festival i august.
Også andre har sat markante aftryk. Louise Alenius med en omdiskuteret opera om aktiv dødshjælp på Det Kongelige Teater, Niels Rønsholdt med en opera om koloniseringen af Grønland, som blev opført i intet ringere end Østerbro Skøjtehal i København. Den genre, som mange komponister i en nær fortid lagde afstand til for dens tunge åg af konventioner, blomstrer for tiden med de mest forunderlige skud.
I den kontekst faldt den 58-årige komponist Bo Gunges coronaudsatte opera om genforeningen, ”Grænsemageren”, ulykkeligvis helt til jorden ved premieren onsdag aften i sønderjyske Alsion i Sønderborg. Gunge står selv bag både musik og libretto, og alle sejl var sat med et lille dusin solister, adskillige øvrige medvirkende og Sønderjyllands Symfoniorkester i den ikke videre teatervenlige koncertsal.
Omdrejningspunktet er de knap to år, der gik mellem afslutningen på Første Verdenskrig og afstemningen i 1920 om, hvordan en ny grænse skulle tegnes mellem Danmark og Tyskland. For at gøre en potentielt tør historielektion mere vedkommende havde Gunge indsat en dramaturgisk motor i form af lokalpolitikeren H.P. Hanssens datter, Astrid. Hun så ikke med udelt begejstring frem mod en mulig genforening, for hvis faderens livslange kamp for genvindelse af dansk territorium lykkedes, havde hun da selv længere noget at kæmpe for i livet? Hvad identitetskriser angår, må Astrids nok betegnes som af den mindre ophidsende af slagsen.
Operaen lagde da også primært sine æg i det historiske stofs kurv, desværre med en så overlæsset libretto at de alt for mange og alt for usmidige ord satte sig i musikken som en krampe. En musik, som i øvrigt forekom helt uden stringens i sine omslag mellem romantisk pastiche, lange citater fra dansk sangskat og pludselige dramatiske orkesterbrøl: virkning uden årsag.
Den scenografiske indsats lod, ligesom Jens Krogsgaards uopfindsomme instruktion, meget tilbage at ønske. Et stort lærred viste sort-hvide, statiske billeder af Dybbøl Mølle eller den tyske rigsdag i baggrunden, mens et fåtal af rekvisitter – oftest blot borde og stole – fuldendte det iltfattige visuelle udtryk. Trods sparsomheden måtte forestillingen standse op mellem hvert sceneskift for at flytte rundt på inventaret for åbent tæppe. ”Grænsemageren” varede blot to timer, men føltes lang.
Kombinationen af usmidig tekst og upersonlig musik levnede ikke sangerne mange chancer for at formidle den intimitet, der skulle til for at gøre operaen til mere end en lektion i arkivalier. Meget, inklusive Morten Frank Larsens partier som H.P. Hanssen, lød mere brølende end glødende. En indsats blev der gjort fra alle medvirkende, men materialet og iscenesættelsen løftede sig aldrig.
Det aldrende kunstneriske hold bag ”Grænsemageren” savnede ganske enkelt et skud ungdommelig energi. Der er ellers nok at tage af i det danske operamiljø for tiden.
Bo Gunge: Grænsemageren. Instrueret af Jens Krogsgaard med scenografi og lysdesign af Jens Klastrup. Sønderjyllands Symfoniorkester dirigeret af Henrik Vagn Christensen. Alsion, Sønderborg, den 21. og 22. september.