Løgn og ondsindet sladder kan slå meget i stykker. Det er denne roman et barsk vidnesbyrd om. Men det står ikke alene.
Med slutningen tilføjes en vigtig dimension: En erfaring gjort af en dødsdømt morder om, hvor dybt en personligt oplevet tilgivelse fra Gud kan forandre et menneske. Også på den måde, at den, der føler sig mødt med tilgivelse, får overskud til at række den videre.
Til de 5-600 personer, der er til stede ved henrettelsen, siger den dømte: ”På jorden er der ingen tilgivelse for min misgerning. Både for jeres og for min egen skyld er det da bedst, at jeg dør. Så kan I leve videre uden angst for at møde mig. I skal være trygge, så jeres børn kan leve i tryghed!”.
Et dramatisk og mulighedsrigt stof er det, Jens Kristian Lings breder ud for læserne – og også breder for meget ud. Jeg savner en skarpere vinkling. Til det bedste i bogen hører, foruden slutningen, et overbevisende tidsbillede.
Handlingen, der finder sted i og omkring Fjaltring i Vestjylland i årene 1770-1837, indledes med, at en kvinde voldtages af en fremmed rytter. Det er en hændelse, der kaster lange skygger. Den voldtagne regnes for en horekvinde, og den datter, der blev resultatet af voldtægten, for en horeunge. Sidstnævnte, Else Laursdatter Mærsk, som vi følger fra fødsel til død, er romanens ene hovedperson. Den anden er hendes søn, Laust.
Romanens onde ånd er den nederdrægtige Maren, der ønsker Else alt det værste og handler derefter. Ikke desto mindre klarer Else sig fint som køkkenleder. Tilmed har hun evner for mere end madlavning og bliver sommetider ved selskaber bedt om at synge for gæsterne til sit eget akkompagnement på mandolin. Og for at gøre det hele ekstra festligt optræder hun altid i hvid mol-kjole.
En tid gør hun stor lykke, men skiller sig altså også ud – hvad man skal passe på med i det lille samfund. At hun desuden er synsk, sætter hende i stand til at opklare tyveriet af guldhornene.
Hvad er der med hende? En anklage for at være i ledtog med farlige magter er ikke langt borte.
Elses forhold til Laust er ikke godt. På en måde belastes det allerede ved den farefulde fødsel, der ødelægger hendes mulighed for at få flere børn, ja, hun anser ligefrem fødslen for at være den egentlige årsag til sin ulykke.
Dertil kommer, at hun lader den vrede, hun føler mod barnefaderen (som ikke er hendes ægtemand), gå ud over sønnen. Dennes voldsomme temperament samt sladderens gift bidrager yderligere til det drastiske klimaks: Lausts drab på sin mor.
Den gribende, afsluttende scene med den dødsdømte er den, der først og fremmest står tilbage efter læsningen. Men den ophæver ikke det, der er problemet i romanen, nemlig at Jens Kristian Lings har villet have for meget med. En strammere disponering kunne have givet stoffet mere nerve. Ikke mindst ville den have gavnet dialogen, der for ofte går i tomgang.
Og så en lille undren: I bagsideteksten hedder det, at romanen ikke alene er skrevet på et præcist, men også på et korrekt dansk. Er noget, der burde være så selvfølgeligt som det sidste, virkelig blevet så usædvanligt, at det må fremhæves, når det forekommer?
kultur@k.dk