Prøv avisen

Hitler i glas og ramme

Udstillingen i Berlin omfatter blandt andet en række buster af Adolf Hitler. Foto: Odd Andersen.

Hvor meget kan man vise af Hitler som person, før han ender som en harmløs figur i historiens galleri af diktatorer? Med en omdiskuteret Hitler-udstilling sætter det tyske historiske museum i Berlin fokus på vekselvirkningen mellem fører og folkefællesskab i Det Tredje Rige

Stormen af mediefolk fra ind- og udland bekræfter, at udstillingen allerede før åbningen er årets mest omdiskuterede i den tyske hovedstad. Alligevel er der på udstillingsplakaten ikke skyggen af grafik eller billeder til at understrege det prekære tema, som står mejslet i røde bogstaver: "Hitler og tyskerne - folkefællesskab og forbrydelser".

Den kedelige plakat er dog yderst velovervejet. Efter voldsomme protester fra blandt andre Auschwitz-overlevende og den jødiske menighed i Berlin måtte netop det tyske historiske museum i 1994 aflyse en lignende udstilling med propagandabilleder og private fotos af "der Führer". Blandt årsagerne var, at man nødig så den tyske hovedstad klistret til med plakater med hagekors og Hitlers kontrafej, ligesom en sådan udstilling ufrivilligt kunne blive en relikviesamling for nynazistiske pilgrimme.

Af samme grund har historikerne bag "Hitler og tyskerne" valgt ikke at vise førerens uniformer og mere private ejendele. Til gengæld får vi blandt de hundredvis af udstillede genstande serveret et rigt og dog skarpt udvalg af propagandamalerier, naziskilte, Hitler-buster, hidtil ukendte fotos af føreren, private breve, noter til taler og forskellige udgaver af "Mein Kampf". Intet forbliver ukommenteret, og ned til mindste detalje har kuratorerne sørget for, at besøgende hverken kan overse det didaktiske aspekt i udstillingen eller lade sig fascinere af – eller fotografere sammen med – de mange propagandagenstande. Med kurator Klaus-Jürgen Sembachs ord er det i udstillingen "meget svært at hengive sig til det æstetiske kosmos i det nazistiske system".

Ved at vise de mange genstande i en kritisk fortolket helhed overlades nazisternes ikonografi ikke til de få opmærksomhedshungrende nynazister. De gøres derimod tilgængelige for en offentlig refleksion over et historisk tema, der alligevel er allestedsnærværende i medierne og på internettet, mener Sembach.

Han står ikke alene. Til forskel fra udstillingen i 1994 er der bred opbakning til "Hitler og tyskerne", for eksempel fra Jødernes Centralråd og den berlinske "Jødiske menighed til bekæmpelse af antisemitisme". Ved Moses Mendelsohn-centret for europæisk-jødiske studier ser leder Julius Schoeps det ligefrem som naturligt, at der her 16 år senere er sket en endnu større grad af historisering af det svære tema, som gør det muligt at vise mere af det problematiske historiske gods.

På trods af denne tiltagende normalisering og af-tabuisering i den tyske omgang med fortiden er historieprofessor og udstillingsleder Hans-Ulrich Thamer ikke i tvivl om, at udstillingen er nødvendig – ikke som provokation, men som oplysning:

"Vi lider jo stadig under følgerne af Anden Verdenskrig. Kig på de tyske byer, se på vores institutioner, vores familiers biografier," siger han og tilføjer:

"Jeg tror ikke, at vi bliver færdige med disse spørgsmål foreløbig: Hvordan var nazismen og massemordet muligt? Hvordan var Hitler mulig?"

Igennem generationerne siden krigen har der på intet tidspunkt været enighed om svarene på disse spørgsmål. Analysen af en tysk "Sonderweg" eller historisk "sær-vej" med en sen, men eksplosiv industrialisering samt en politisk topstyring, der med den preussiske elites foragt for demokratiske strømninger skabte svære betingelser for parlamentarismen i Weimar-republikken, har været et af de mere omfattende forsøg på en socialhistorisk forklaring af nazismens succes. Latent og århundredgammel europæisk antisemitisme, Første Verdenskrigs håbløse fred og 1930?ernes økonomiske krise er ligeledes historiske faktorer, der ikke kan ignoreres, hvis man vil forklare, hvordan det tyske folk - fra de brede masser til eliterne - kunne skabe og følge deres fører gennem opsving, krystalnat, holocaust og total krig.

Men disse argumentationer synes ikke at række.

"I min generation - de såkaldte 68'ere - spurgte de fleste af os vores forældre med foragt: Hvordan kunne I gøre det? Med nutidens afstand er et mere interessant spørgsmål: Hvordan ville jeg selv have ageret under de givne omstændigheder?" lyder det fra udstillingsleder Hans-Ulrich Thamer, der hermed antyder, at nazismen snarere kræver historisk-strukturelle end biografisk-psykologiske forklaringer.

"Hitler og tyskerne" handler ikke om Hitler som biografisk person – som miskendt geni, hævner, forfører eller agitator – og heller ikke om tyskernes forudgående historie. Fokus ligger derimod på det "folkefællesskab", som i en vekselvirkende proces skabte førerfiguren og blev holdt sammen af ham.

Som fører mobiliserede Hitler - der på én gang udgav sig som frelser og som en mand af folket - effektivt tyskernes sociale skrækscenarier og håb i forestillingen om det harmoniske, tyske folkefællesskab. Et folkefællesskab, der med krigsudbruddet blev omfortolket til et kampfællesskab. Til denne form for fællesskab hører udgrænsning, i nazismens tilfælde udgrænsning af jøder, kommunister, homoseksuelle med flere. Og når samfundets angivelige homogenitet bliver et mål i sig selv, så råder magthaverne ifølge Hans-Ulrich Thamer over nærmest endeløse muligheder for at "integrere selv meget forskellige sociale forventninger og bevæggrunde, og omvendt: for at udgrænse, forfølge og udøve vold."

Udstillingen viser begge sider, for eksempel i form af billeder fra en Hitlerjugend-lejr (de integrerede) samt grufulde billeder fra koncentrationslejre (de udgrænsede). Et mere broget billede på folkefællesskabets integrationsmekanismer kan man opleve på et 2,3 x 3,3 meter stort vægtæppe, der hang i den evangeliske Jakobi-Kirke i Rotenburg i 1935-1945. Med et indvævet fadervor som baggrund ses formationer af Hitlerjugend og SA'ere, der sammen med både katolske og evangeliske kvinder marcherer til nationalsocialistisk træf i kirken, hvor hagekorset vajer fra tårnet - et integrativt folkefællesskab med mange rødder.

I den yderst seværdige udstilling vises Hitler fra hans tidligste politiske dage frem til den gennemgribende tyske samfundsomvæltning med magtovertagelsen i 1933 og videre over verdenskrigen til den opblæste mystik omkring førerens død i maj 1945. Med lempe fremstilles æstetikken i nazisternes politiske selviscenesættelse, og selv med et herligt begrænset tekstmateriale bliver man i den grad klogere på symbiosen mellem folk og folkeforfører.

Hvad udstillingen til gengæld ikke giver et entydigt svar på, er, hvordan Hitler og nazismen var mulig. Her forbliver udstillingen tro mod historiens kompleksitet. Ubesvaret står det også, om det fasttømrede, modsigelsesfrie nazistiske folkefællesskab virkelig eksisterede, eller om det på trods af sin selvforstærkende effekt forblev et ideal. Udstillingens filmklip, billeder og genstande er overvejende officielt, nazistisk propagandamateriale og hører derfor nærmere til idealforestillingen end til den tyske hverdagsvirkelighed i 1933-1945. Det kan godt virke provokerende, ikke mindst for de få tilbageværende modstandere af naziregimet, som ikke ser sig selv som en del af et fuldt integreret folkefællesskab.

Tilbage står spørgsmålet, om udstillingen overhovedet har føjet noget nyt til de endeløse meter af litteratur om den store Führer. Substantielt set nej, men i sin form har den sat folkeforføreren Hitler i nye, etablerede rammer. I sin reflekterede, kritiske form er det et stort fremskridt, både for den tyske omgang med fortiden og for formidlingen af den menneskelige histories hidtil største katastrofe. Samtidig affortryller udstillingen endegyldigt førermyten og synet på nazismen som en enkelt mands dæmoniske genistreg. I stedet møder vi en opportunistisk distanceblænder og et brutalt menneske, der med sin åbenlyse skrupelløshed udnyttede et folks længsel efter forløsning. Intet mindre - men heller ikke meget mere, og det er måske udstillingens vigtigste lære i forhold til de diktatorer og diktaturer, som verden måtte kæmpe med i nutiden og fremtiden.

Hitler und die Deutschen - Volksgemeinschaft und Verbrechen. Åbnede i fredags og fortsætter indtil den 6. februar 2011, dagligt klokken 10-18. Deutsches Historisches Museum, Berlin.