Hjælper musik mennesket med at overleve?

Vi ved, at mad og seksualitet er nødvendigt for menneskets overlevelse som art. Nu har hjerneforsker og jazzbassist Peter Vuust sat sig for at undersøge, om også musik er en nødvendighed for menneskehedens overlevelse

Peter Vuust har, lige så længe han kan huske tilbage, haft musik på hjernen.
Peter Vuust har, lige så længe han kan huske tilbage, haft musik på hjernen. Foto: Ritzau Foto

Forskere har længe vidst, at når vi mennesker foretager os noget, der gavner artens overlevelse, så udløses stoffet dopamin i hjernen og giver os en følelse af nydelse og velvære. Det sker eksempelvis, når vi sætter os til et veldækket bord med dejlig mad, vinder i lotteriet, eller har intimt samvær med den elskede. Og så sker det, når vi lytter til musik.

Betyder det så, at musik er, om ikke nødvendigt, så i hvert fald gavnligt for menneskehedens overlevelse? Det tætteste svar, vi kommer på det spørgsmål, er: måske. Men sikkert er det, at vores hjerner godt kan lide, når musik leger med vores forventninger.

Det fortæller professor Peter Vuust, der er hjerneforsker og musiker. Han er aktuel med bogen ”Musik på hjernen”, hvori han gennemgår perspektiverne i noget af den grundforskning, han leder i Center for Music in the Brain, en forskningsenhed, der har eksisteret siden 2015 som et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium.

”Vi har ikke svaret på, om musik spiller en rolle for menneskets overlevelse, eller om det er helt tilfældigt, at næsten alle mennesker lytter til musik, kan synge eller holde rytmen, og mange kan lære at spille et instrument. Men vi kan konstatere, at musik tilsyneladende har eksisteret lige så længe, som der har været mennesker på jorden,” siger Peter Vuust og fortæller, at der blandt andet er fundet musikinstrumenter hos fjerntliggende stammer i Afrika og blandt de første mennesker, der vandrede ind i Europa.

”Hvor der er mennesker, er der også musik. Ligesom vi har et sprog til faktuelle ting, så har vi brug for musikken til at regulere det emotionelle niveau i en gruppe. I stammesamfund kan musikken være knyttet til ritualer som mandsdomsprøver, og i vores samfund oplever vi det blandt andet ved begravelser. Når vi kommer ind i kirken hører vi først noget sørgelig orgelmusik og synger en salme eller to, før vi er klar til at modtage den følelsesmæssige stemning med ord. På samme måde er det, når vi går rundt om juletræet eller synger morgensang i skolen. Musikken knytter os som gruppe sammen om den samme følelse,” siger han.

Modene hjernescannere gør det muligt at betragte musik som et biologisk fænomen. Netop spørgsmålet om musiks mulige evolutionære betydning søger Peter Vuust og hans medarbejdere i disse år svar på. I den forbindelse kommer vi tilbage til det med musikken og forventningerne som en del af forklaringen på, hvorfor musik frigiver dopamin.

”De fleste kender fornemmelsen af at vente på et bestemt sted i musikken, som hele nummeret kredser om. Det kan være en bestemt harmoni eller den spænding, der udløses, når sangeren når den højeste tone. Den forventning eller forudsigelse er ikke kun noget, vi kender fra musik, men er muligvis et princip, som hele hjernen fungerer efter, og som er knyttet til dopaminsystemet. Forventningen booster os, og musikken har fundet en måde at lege med forventnigen på, som stimulerer vores dopaminsystem optimalt,” siger Peter Vuust.

Han fortæller om et forsøg, hvor en flok laboratorieaber hver dag fik serveret noget mad, de særlig godt kunne lide. Forskerne kunne måle, at abernes dopaminniveau steg, og begyndte så at ringe med en klokke inden måltidet, hvilket efterhånden i sig selv udløste stigningen i dopaminniveauet. Forskerne gjorde så det, at de ringede med klokken og derefter gav aberne noget endnu mere lækker mad. Det udløste først et lille fald i dopaminniveauet, men hurtigt derefter fik aberne et endnu større boost.

”Det samme sker, når vi lytter til et stykke musik. På vej hen mod vores yndlingssted, vil dopaminen blive udløst, men hvis musikken overrasker os positivt, vil niveauet først falde og derefter stige endnu mere,” siger Peter Vuust.

Den balance mellem at give os det, vi forventer, og noget, vi ikke forventer, men som er endnu bedre, udnytter de fleste komponister bevidst eller ubevidst, mener professoren, der taler om dopamin som ikke bare et nydelsesstof, men også et læringsstof, der gør os i stand til at registrere sammenhænge. Derfor kigger han og hans medarbejdere også på, om vi mennesker bliver klogere af at lytte til musik, om vi bliver mere opmærksomme eller følsomme over for andre. Og om vores sprogelige evner hænger sammen med vores opfattelse af musik. Helt lavpraktisk foregår forskningen gennem scanningerne af musikeres og ikke-musikeres hjerner.

”Hvis der findes et særligt gen for musik, nærmer vi os et svar på, hvorfor vi alle i større eller mindre grad har musik på hjernen,” siger Peter Vuust.

Selv fik Peter Vuust et ”kick”, når han som teenager i timevis lyttede til Beatles-albummet ”Abbey Road”, og han har så længe, han kan huske tilbage, altid haft musik på hjernen. Han taler om sin definerende oplevelse, det øjeblik, der afgjorde, at han blev musiker, som en eftermiddag hos genboens pige, hvor han som 13-årig i hovedtelefoner for første gang hørte Paul McCartneys nummer ”Venus and Mars”. Da han kom i gymnasiet, brugte han hver dag sit spisefrikvarter på at cykle hjem og øve sig på den sang på familiens klaver.

Han fik sin studentereksamen og også en universitetsuddannelse i både matematik og fransk, men det har hele tiden været musikken, der har fyldt mest. Med en velfungerede karriere som bassist, komponist og studiemusiker ved siden af sit job som docent på Det Jyske Musikkonservatorium havde han aldrig forestillet sig at skulle komme til at forske i musikkens centrale placering i menneskers liv.

”For mig var det ganske indlysende,” som han siger.

Ikke desto mindre blev han interesseret i at forstå de større sammenhænge: Hvorfor der er forskel på, hvad forskellige mennesker hører i musikken, og hvilke biologiske forudsætninger vi har for at opleve musik og udvikle musikalitet. På Center for Music in the Brain bruger han nu det meste af sin tid på at lede undersøgelser om, hvad det er, musik gør ved hjernen og især ved hjernens plasticitet – altså det at hjernen kan ændres gennem træning. På længere sigt kan det nemlig være afgørende for, hvilke behandlingsmuligheder der findes for sygdomme som alzheimer, parkinson, og andre lidelser der har med hjernen at gøre.

”Vi skal huske på, at vi har haft hjernescannere i utroligt få år, og først nu begynder vi at forstå, hvad man kan med dem. Der er så meget om hjernen, som vi mangler at vide. Men fordi vi bliver ældre og ældre, bliver det stadigt vigtigere at forstå, hvordan en normal hjerne fungerer. Og i sidste ende hvad det vil sige at være menneske,” siger Peter Vuust.