Som ung begyndte Knud Heinesen at male.
Allerede dengang var han optaget af billedkunsten, og interessen voksede i takt med hans eget arbejde med akvarelmaling og oliefarver.
På et tidspunkt havde han kastet sig over det for mange kunstnere dengang elskede motiv en sti gennem en skov. Knud Heinesen smurte det ene lag olie efter det andet på lærredet, men måtte sande, at billedet blev mindre og mindre vellykket og mere og mere klodset.
LÆS OGSÅ: Du har set rigtigt, Djurhuus
Da han kort tid efter for første gang trådte ind ad døren til Statens Museum for Kunst i København, blev han i forhallen mødt af et værk af den danske maler Edvard Weie med samme skovmotiv, som han netop havde kæmpet med. Og det overvældede ham fuldstændig:
Jeg blev så betaget af den elegance og den lethed i farver og form, hvormed han havde løst den opgave, som jeg med stor klodsethed havde forsøgt at løse. Jeg kan huske, at jeg fældede en lille tåre ikke af misundelse over, at nogen kunne mere end mig, men af beundring. Det var en følelsesmæssig øjenåbner.
Siden har den nu 79-årige tidligere minister og erhvervsmand Knud Heinesen lagt penslerne på hylden og i stedet ladet andre kunstneres værker pryde sit hjem.
Og her fylder naturen stadig meget. Både skovstier, landskaber, marker og møddinger hænger rundt omkring på væggene i store gyldne rammer. Mange af motiverne stammer fra fødeegnen, Kerteminde, eller fra Færøerne, hvor Knud Heinesen har boet i perioder.
Jeg holder mig ikke udelukkende til én form for kunst, men når man kigger sig omkring, må man nok sige, at der er mange jordfarver og meget natur. Og det er klart, at det siger noget om mig. At jeg for eksempel holder af min fødeegn og af Færøerne, og at jeg godt kan lide de moderate udtryk i den klassiske modernisme, som er den form for kunst, jeg sætter mest pris på. Jeg kan ikke sige andet end, at det sætter megen følelse og fantasi i sving, siger Knud Heinesen, som også har en del værker hængende af datteren Signe Heinesen, som i modsætning til sin far aldrig lagde penslerne på hylden og i dag har gjort kunsten til sin levevej.
Selvom et enkelt billede af Cobra-kunstneren Karel Appel samt abstrakte malerier af de danske malere Mogens Andersen og Peter Brandes også har sneget sig ind i stuen, er det den klassiske modernisme, der fylder og altid har fyldt mest.
Ligeledes var det første værk, Knud Heinesen købte tilbage i 1956, også inden for denne stil. Dengang var han 24 år og på forårsudstillingen i Den Frie Udstillingsbygning i København. Selvom økonomien som studerende ikke indbød til kunstkøb, fik værket Skovrand af den danske kunstner Jeppe Vontillius ham på andre tanker:
Vi manglede stor set alt dengang, men jeg syntes, jeg trængte til at have ét ordentligt kunstværk. Så jeg besluttede, at jeg gerne ville have det billede, og jeg holder stadig meget af det og Jeppe Vontillius. Man kan ikke sige, mine børn har kvitteret for det de har aldrig kaldt det andet end hvalen, men det har ikke taget humøret fra mig. Jeg synes stadig, det er et godt billede, siger Knud Heinesen, som tilbage i 1956 valgte at stikke sin far en større hvid løgn, da der blev spurgt ind til prisen. Egentlig havde han betalt 800 kroner for værket, men til faderen lød prisen på lidt over 100, hvilket gjorde faderen bekymret nok.
Min far var fortvivlet, da han fik oplyst lidt mere end en tiendedel af prisen. Jeg syntes ikke, jeg skulle give ham større sindsbevægelse, siger Knud Heinesen og griner.
Det var altså ikke familien, der fik Knud Heinesen til at interessere sig for kunst. Hans adoptivfar var færing og havde ganske vist en forkærlighed for færøsk kunst og den færøske maler Samuel Joensen-Mikines, som også hænger i Knud Heinesens hjem. Men kunst var ikke noget, der spillede en stor rolle eller optog dem.
Det blev derimod skolen, der satte gang i det, siger Knud Heinesen og finder en bog frem fra reolen. Den er et minde fra, da han gik i tredje mellem på gymnasiet og fik sit livs første og eneste flidspræmie. Det var den danske kunsthistoriker og forfatter Rudolf Broby-Johansens gennem årene meget kendte og genoptrykte Hverdagskunst Verdenskunst, som Heinesen læste med det samme:
Det var virkelig en kolossal øjenåbner for mig. Jeg læste den mange gange og var meget optaget af den, siger han og tilføjer, at han senere som forstander på Roskilde Højskole brugte bogens forfatter til at fortælle om og vise kunst, når de holdt korte kunstkurser i ferierne. I sin tid som højskoleforstander gik Knud Heinesen generelt meget op i kunstformidling. Sammen med lærerne sørgede han for, at der hang et ordentligt billede på hvert eneste værelse og arrangerede, at eleverne to-tre gange i løbet af deres ophold skulle bytte, så de fik nye billeder op at hænge.
I dag er det ikke kun billedkunsten, men også musik, opera og litteratur, han har glæde af. Og han vil ikke sige, at han foretrækker den ene kunstart frem for den anden:
Jeg synes, at kunst i alle dens forskellige former kan vække følelser og udvide erkendelsen af både omverdenen og en selv. Og det gælder på de lyse og mørke sider. Og de forskellige kunstarter kan ofte supplere hinanden med deres forskellige udtryksformer, siger han og tilføjer, at han forleden faldt over et citat fra den franske filosof Denis Diderot om malerkunsten:
Diderot sagde: At male er kunsten at bevæge sjælen gennem øjnenes formidling. Hvis maleren kun når øjnene, har han kun tilbagelagt halvdelen. Og det, synes jeg, dækker meget godt min egen oplevelse af det.
Selvom interessen for kunst kom tidligt, holdt Knud Heinesen sig fra at købe for meget, før økonomien var til det. Derefter er der blevet købt og solgt, for trods sin store kærlighed til værkerne er han meget afklaret med at skille sig af med kunst for at få råd til nyt:
Jeg oplever værker, som jeg bliver voldsomt betaget af, men der kommer en tid, hvor de ikke bevæger mig lige så meget, som de har gjort. Så tror jeg, man skal skille sig af med dem og købe noget nyt, for man har godt af at se på nye ting.
Det senest købte værk er af maleren Maja Lisa Engelhardt. Knud Heinesen har tidligere haft kontakt med hende og fulgt hendes udstillede arbejde på galleriet Weinberger og hendes mange kirkeudsmykninger. Heriblandt det arbejde, hun har udført under renoveringen af Raklev Kirke, som Knud Heinesen selv kommer meget i.
Knud Heinesen har især været inspireret af hendes naturmalerier og fik hende overtalt til at lave et værk til ham og hans kone personligt:
Hendes farvevalg og udtryksform er langt friere end Jeppe Vontillius stil, men det er stadig jordfarver og med et forholdsvis afdæmpet udtryk i billederne. Jeg holder meget af hende og af de forskellige ting, hun laver, siger han og tilføjer, at hun i dag også står for udsmykningen af det socialdemokratiske gruppeværelse i Folketinget.
Fra sin tid som minister husker han også glæden ved at kunne låne værker fra Statens Museum for Kunsts lager til at hænge op på kontoret. Knud Heinesen kan blive ved med at nævne kunstnere, han kan lide. Det kunne nemt blive til 50 navne, siger han, men skal han fremhæve nogle, bliver det malerne Fritz Syberg, Samuel Joensen-Mikines, Vilhelm Lundstrøm og Erik Henningsen.
Jeg synes, det er så fantastisk et udtryk, de har, både i form og farver. Det er så enkelt, og man kan se, hvad det er for en opgave, de har villet løse. Jeg synes, det er utrolig bevægende og samtidig meget monumentalt, siger han og tilføjer, han også er meget optaget af Erik Henningsens socialrealistiske billeder, som han mener har en unik skildring af forholdene for den begyndende arbejderbevægelse i starten af det forrige århundrede.
Mange af favoritkunstnerne ejer han ikke noget fra, da de ligger i et for højt prisniveau. Men så gemmer de sig i stedet i nogle af de mange kunstbøger på hjemmets reoler eller på nettet, som Knud Heinesen ofte benytter.
Nettet er blevet et pragtfuldt sted, hvor man kan søge på hvem som helst. I dag er meget af det, man ser på salgsudstillinger, dækket på nettet. Det er nok den største handelsplads for kunst i dag.
