Hjemme og ude med bøgerne

En bog kan føles som et hjem, man som læser får lov til at flytte ind i. Derfor kan man også rammes af en følelse af hjemløshed, når man bliver færdig med en god bog

Jeg har lige undervist på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Eleverne har skrevet noveller ud fra emnet hjem. Det kunne handle om at føle sig hjemme, at føle sig fremmed, at have hjemve eller bare de materielle ting, vi forbinder med et hjem. Vi talte om synsvinkler, om dialog, om hvordan man skriver en intens stemning frem og omvendt, hvordan man kan skrue tempoet ned og give læseren plads til at trække vejret.

Eleverne delte deres tekster med mig, og jeg, der kom med blikket udefra, forholdt mig til deres styrker og svagheder. Den ultimative læser findes ikke, andre ville have set andre ting, end jeg gør. Men vi etablerer en samtale om teksterne og dermed en bevidsthed hos de skrivende om, hvordan de tekster, de har bygget op, ser ud udefra.

Deres tekster havde på nogle måder bevæget sig væk fra temaet. De handlede ikke så meget om hjem på den måde, jeg havde forestillet mig. Men det gør mig glad, for de handler om alt muligt andet, jeg netop slet ikke havde forestillet mig. Sådan er det, hver gang der bliver sat en pen til papir, nok bygger alting på noget, der er sagt i forvejen, men hver tekst har også potentialet til at være en helt ny version.

Jeg kommer i tanker om en samtale på biblioteket i Aarhus, det må have været festivalen Vild med Ord i 2015, mellem Kirsten Thorup og Christel Wiinblad. Jeg kan huske, hvor fine de var sammen, dér på scenen, den høje, unge, lyse, den lidt lavere, ældre, mørke kvinde, begge så intenst til stede, den kunstige samtalesituation til trods. De begyndte med at spørge hinanden om, hvorfor man skriver. Og Kirsten Thorup svarede som den første: ”At skrive er en livsform, en måde at være til i verden på. At skrive er en slags hjem i hjemløsheden. Når jeg skriver, har jeg et hjem, et sted at være. Når jeg er færdig, står der et hus tilbage, som jeg er flyttet fra.”

Det er et stærkt billede, det med huset. Alle de huse, man som læsende flytter ind i. På den måde kan man se det læsende menneske som en slags hjemløs, en eremitkrebs, der flytter ind i bøgernes gæstfri skaller, bor der en stund, begynder at finde ud af, hvordan det fungerer derinde, indretter sig måske ligefrem lidt. Og siden flytter videre til en ny skal. De fleste læsere kender måske den følelse af tomhed, der kan gribe en, når man er færdig med en god bog, der egentlig gerne måtte være fortsat. Det er måske en slags hjemløshed. Jeg ser dem for mig, forfatterne, de bygger på deres huse, de bygger op, og de river ned, de laver sidebygninger og underlige krybekældre, nogle får kun bygget små vindblæste skure. Noget bliver stående, andet braser sammen med tiden.

Et par dage efter er jeg i Esbjerg. Jeg ser en udstilling på Kunstmuseet, går lidt rundt i byen, som er fremmed for mig. Ud på eftermiddagen tager jeg toget hjem til Humlebæk, sidder og ser ud på det flade land, der forsvinder ind i skumringsmørket. Tænker over, hvad et hjem er. Mit hjem er i Humlebæk, hvor jeg har boet i 22 år. Da jeg flyttede til byen, var mine børn ganske små, nu er de store flyttet hjemmefra, og det efterlader mig med en sær rastløshed. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle blive så længe et sted.

Jeg finder tilbage i min bog i togets stillekupé. Jeg læser om at skrive – ”How Fiction Works” af den engelske forfatter og kritiker James Wood, som avisen bragte et stort interview med sidste lørdag. Her skriver han blandt andet om, at det i virkeligheden er ret begrænset, hvor mange forskellige slags fortællere man som forfatter kan operere med. Overordnet set har vi første- og tredjepersonsfortællinger, altså jeg-fortællinger og han-/hun-fortællinger. ”Fiktionens hus har mange vinduer, men kun to eller tre døre,” skriver han. Sådan har jeg aldrig tænkt over det før; at man går ind i fortællingens hus gennem fortælleren som en dør.

Og så skal jeg ud ad togdøren selv, det er Humlebæk, hjem gennem regnen.

I klummen Liv&Litteratur skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.