Poul Ebbe Nielsen, Dyssegård ved København, har haft en flot karriere som hjertelæge. Men sideløbende har han også været kunstner, og nu har han udgivet en bog om sine oplevelser i kunstens verden.
Den er foreløbig kulmineret med udsmykning af fire kirker, og dermed er ringen sluttet. Poul Ebbe Nielsen er født og opvokset i Nordvest-salling, hvor han voksede op i et kristent miljø, og han elsker stadig at gå i kirke.
Jeg går selvfølgelig i vores egen kirke her i Dyssegård, men jeg går også gerne i en ny kirke for at opleve rummet og stemningen og for at høre en ny præst, siger han.
LÆS OGSÅ: Skal kirkekunst være kristen kunst?
Det var under et sådant besøg, han blev sporet ind på kirkekunsten. På en ferietur gik han sammen med sin kone, Birgit, til gudstjeneste i Vile Kirke tæt ved Salling-sund, og det var ikke noget tilfældigt valg.
Vile Kirke havde været hans oldeforældres, og under gudstjenesten i den gamle romanske kirke sad han og kiggede på det østvendte vindue over alteret. Et stort trækors var blevet taget ned og havde åbenbaret et kedeligt vindue med jernsprosser, og under salmesang og prædiken fik Poul Ebbe Nielsen idéen til en glasmosaik. Den blev senere lavet med hjælp fra en af landets dygtigste glasmagere, nemlig Per Hebsgaard, som skar glasset så nøjagtigt til, at stykkerne kunne limes sammen, og man undgik tidligere tiders brede blybånd.
Da mosaikken blev hængt op foran vinduet, var Poul Ebbe Nielsen sikker på, at Gud havde havde haft en finger med i spillet. Hans egen idé var en abstrakt gengivelse af lyset fra oven, men midt i vinduet ses tydeligt en Kristus-figur med udbredte arme.
Senere kom han til at lave en glasmosaik til Glyngøre Kirke, og desuden har han lavet kunst til Borbjerg og Hogager kirker. Da Dyssegårdskirken i Hellerup i 2011 skulle restaureres, udsmykkede han sognegården, så den i halvandet år kunne bruges som kirke. Han har lavet en meget stor syvarmet lysestage til det nye menighedshus i Naur-Sir, og til Skredsande Plejehjem i Holstebro har han lavet et tredelt alterbillede, der bruges ved gudstjenester på plejehjemmet.
Bogen om Poul Ebbe Nielsen og hans kunst er med forord af Allis Helleland, som med god grund hæfter sig ved starten på det hele. Poul Ebbe Nielsen er født i Durup i Nordvestsalling, hvor forældrene drev Durup Varehus, og da der skulle piftes lidt op i privaten, gik moderen ikke til farvehandleren efter tapet.
I stedet lod hun den 17-årige Poul Ebbe male en vægfrise rundt om spisekrogen med moderne plasticmaling. Det blev til to store, abstrakte malerier i klare og skrappe farver, og den 50 centimeter høje frise kom til at smykke huset de næste 35 år. Den overlevede dog ikke en senere ombygning af huset og eksisterer i dag kun som en skitse.
Moderen havde ubetinget tillid til sønnens evner og havde allerede gjort ham til varehusets skiltemaler. Hun havde selv meldt sig til et korrespondancekursus i den vanskelige kunst, men inden længe overtog den kun 13-årige Poul Ebbe lektionerne og fik da også det flotte afgangsbevis.
Da han ligesom sine fem søskende kom på Morsø Gymnasium, havde kunst ikke nogen høj prioritet, og da han forsynede sine fysikopgaver med overskrifter med tusch og farver, blev det for meget for fysiklæreren. Han rådede den unge Poul Ebbe til at gøre mere ud af indholdet.
Efter studentereksamen overvejede han at søge ind på Kunstakademiet, men valgte Københavns Universitet i stedet og gav sig til at læse medicin, og det har han aldrig fortrudt. I 1965 fik han guldmedalje fra Aarhus Universitet, og da han i 1967 tog lægeeksamen, lå karrieren åben for ham. Han blev hjertespecialist og dr.med. på en afhandling om direkte og indirekte blodtryksmåling og blev senere overlæge på Frederikssund Sygehus, samtidig med at han havde sin egen speciallægepraksis i København.
Fagligt har han været engageret på mange områder, blandt andet som formand for Tobaksskaderådet og som aktiv debattør med en kritisk holdning til overdreven brug af kolesterolsænkende medicin. Det har alt sammen givet ham et travlt lægeliv, men han har altid haft tid til kunsten.
Jeg er glad for, at det blev på den måde. Jeg tror, det er lettere at være kunstner, når man har et interessant og velbetalt job, som man kan leve af, siger den nu 72-årige læge, der både har atelier derhjemme og ved sommerhuset i Rågeleje.
I den rigt illustrerede bog gennemgår han sin kunst fra de første år på Regensen, hvor han udsmykkede fægtekælderen, til de senere år, hvor han er begyndt at lave skulpturer i fedtsten, moseeg og moler og har taget fat på vanskelige opgaver som bronzestøbning og emaljearbejde. Fra de mellemliggende år er der udtryksfulde linoleumssnit fra hans tid som skibslæge ved Færøerne og som læge i Lapland. Der er akvareller og tegninger med oliekridt fra hans mange rejser, kompositioner og landskabsmalerier.
På sidstnævnte område har han udviklet sit helt eget format på 40 x 120 centimeter.
Det er mit frontrudeformat. Det var sådan, jeg så landskabet, når jeg kørte til og fra mit arbejde i Frederikssund, siger han.
Formatet har vist sig særdeles velegnet, når han skal gengive barndommens elskede limfjordsland, og han har malet mange limfjordslandskaber i dette lidt særprægede format.
Bortset fra en kort periode i de unge år, hvor han lod sig inspirere af de gamle hollandske mestre, er al hans kunst farvestrålende og lige så livsglad som det miljø, han voksede op i hjemme i Durup.
Min far kom fra en meget indremissionsk famille og var selv formand for samfundet, mens min mor var mere grundtvigiansk i sin indstilling. Forskellen gav dog ingen konflikter i hjemmet. Min far havde et godt humør og var altid fuld af gode historier, fortæller Poul Ebbe Nielsen.
Det er ikke kun spisestuen i det durupske varehus og Regensen, der er blevet betænkt med udsmykninger. Poul Ebbe Nielsen har i to omgange fået indopereret nye hjerteklapper, og da koagulations-laboratoriet på Gentoftes Sygehus i 10 år havde passet hans blodfortyndende medicin, kvitterede han i 2008 med en stor udsmykning.
I 2010 blev den fulgt af en ny og større, da Gentofte Sygehus åbnede et nyt sengeafsnit på hjerteafdelingen. I samarbejde med de ansatte lavede Poul Ebbe Nielsen et billede til hver af ugens dage og havde stor fornøjelse af det. I det hele taget arbejder han gerne sammen med andre og allerhelst sammen med børnebørnene. Her har han opfundet en ny form for fælles maleri, hvor alle arbejder på det samme lærred, og børnene elsker det.
Til sidst skal det lige nævnes, at den travle læge og kunstner også har forsøgt at gennemføre den elementære organistuddannelse og lære orgelspil, men at det ikke gik helt så godt, da han skulle til eksamen.
Når man skal spille bas med fødderne, må man ikke kigge ned, men det kunne jeg ikke lade være med, så jeg dumpede, siger han med et stort smil.
Poul Ebbe Nielsens bog hedder Oplevelser og udfordringer i kunstens verden fra barndom til pensionist. Forord af Allis Helleland.
