I 1848, da Peter Faber skrev ”Højt fra træets grønne top”, var der kommet mange nye slags pynt på juletræet i forhold til de sukkersager, honningkager og æbler, der havde domineret i de første årtier. Nu var det blevet almindeligt med blandt andet papirpynt, glitterstads, kurve, fugle og glaskugler. En stor del af inspirationen kom fortsat fra det tyske område. For eksempel havde det her i mange år været almindeligt med glaskugler og metaltråde, som kunne give genskær af træets levende lys.
Samtidig fortsatte man med at lade sig inspirere af tyskerne, når det gjaldt julesange og -salmer. For eksempel er B.S. Ingemanns ”Glade jul, dejlige jul”, som er lavet under og umiddelbart efter Treårskrigen (1850-1852) og skrevet på en tysk melodi af Franz Gruber fra 1818.
Som et af de største paradokser i nyere dansk historie fandt den omfattende kulturimport fra Tyskland i 1800tallet (og første del af 1900tallet) sted, sideløbende med at mange danskere opbyggede en stærk afstandtagen, for ikke at sige et had, til tyskerne. Man udviklede en nationalisme, som var vendt imod alt, hvad der var tysk. Dette viste sig også i julepynten, hvor man under Treårskrigen begyndte at hænge dannebrogsflag, trompeter og trommer på juletræet. En tendens, der blomstrede op igen i forbindelse med krigen i 1864 og i årene derefter.
En af undtagelserne fra reglen om, at mange af de danske juletraditioner i denne periode kom fra Tyskland, var det flettede julehjerte, som var en ren dansk opfindelse. Det første flettede hjerte, vi kender til, er lavet af H.C. Andersen i 1860’erne. Det var dog uden hank og ikke tiltænkt juletræet. Men allerede i 1870’erne blev det almindeligt at flette hjerter og give dem hank, så de kunne hænge på træet sammen med den øvrige pynt.
En anden nyskabelse var julenissen. Allerede i 1818-1823 havde den danske folkemindesamler, forfatter og kunsthistoriker J.M. Thiele i sit værk ”Danske Folkesagn” beskrevet, hvordan man ude på landet troede på en nisse, som havde gråt tøj og en spids rød hue, og som skulle have sin grød hver juleaften, hvis man ville holde sig gode venner med ham. Fra omkring 1840 lavede J.Th. Lundbye flere tegninger af en sådan nisse, og i 1853 illustrerede Vilhelm Petersen på tilsvarende vis, hvordan nissen så ud, i H.C. Andersens eventyr ”Nissen hos spækhøkeren”. Men dette var alt sammen ”helårsnisser”. Også i H.C. Andersens historie var nissen fremme hele tiden.
I løbet af sidste del af 1800tallet udviklede nissen sig imidlertid mere og mere til at blive en decideret julenisse. Han blev samtidig i nogle sammenhænge rodet sammen med julemanden, som på dette tidspunkt var under kraftig udvikling. Men mens nissen er af nordisk og nordtysk oprindelse, stammer julemanden fra historierne om biskop Nicolaus, som virkede i Myra i det nuværende Tyrkiet i midten af 300-tallet. Fortællingerne om den gavegivende og børnebeskyttende helgen kom med hollandske udvandrere til Nordamerika i 1600-tallet og udviklede sig derefter til vore dages julemand.
I Johan Krohns berømte ”Peters jul” fra 1870 med tegninger af hans bror Pieto Krohn optræder en person (Den gamle jul), der minder om julemanden, som går rundt i byens gader og lytter ved gadedørene for at finde ud af, om børnene i de forskellige huse har været artige. Hvis de har det, går han ind i huset og får ved et nik med hovedet lysene på familiens juletræ til at brænde med ”en klar og dejlig flamme”. Den gamle jul har langt hvidt skæg, en stor ulden frakke, men endnu ingen lang, rød hue. Han bærer derimod en rød pelshue. Og han har endnu ingen gaver med. Men få årtier efter, omkring 1890, er hovedtrækkene i julemandens udseende (inklusive lang, rød hue) fastlagt, både i Danmark, det øvrige Europa og Nordamerika. Ligesom historierne om, at han har gaver med til børnene.