Prøv avisen

”Så længe jeg lever” er en hyldest til den oprørske danske folkesjæl

4 stjerner
Rasmus Bjerg overtager nærmest John Mogensen. Fra den tydelige diktion i tiden med Four Jacks til den mere Amager-flade udtale i solosangene om Danmark, kærlighed og de høje herrer. Bjerg ligner ikke kun Mogensen, men giver liv til ham. Foto: Fra filmen

Ole Bornedals udgave af John Mogensen er en splittet mand, der både vil være kunstner og en helt for masserne. Måske er den menneskelige film også et selvportræt?

Der er to veje, man kan gå, når man skal have et levet liv ned i spillefilmsstørrelse. Enten koges essensen ned til én livsomvæltende begivenhed. Det er tilfældet i den biograf- aktuelle Churchill-film ”Darkest Hour”, der udelukkende følger Anden Verdenskrigs første intense uger. Den anden mulighed er at følge hovedpersonen fra barnsben til grav. Det gør Ole Bornedal med den varme, vellykkede John Mogensen-biografi ”Så længe jeg lever”.

En instruktør kan skræve over for meget, have så meget med, at alt bliver ligegyldigt. Men med Rasmus Bjerg i djærv front lykkes ”Så længe jeg lever” som portræt af perfektionisten Mogensen. Og som en mere almengyldig meditation over en kunstnersjæls splittelse mellem folkelighed og elite, mellem selvbillede og opfattelse.

John Mogensen startede sin karriere i Four Jacks sammen med Poul Rudi (Kasper Leisner), Bent Werther (Troels Malling) og Otto Brandenburg (Carl-Christian Riestra), der dog senere blev erstattet af James Rasmussen (Laus Høybye). I overgangen mellem 1950’erne og 1960’erne tog kvartetten danskerne med storm med blandt andre ”Mandalay” og ”Åh, Marie, a ve hjem te dig”.

Bornedal lader barnet John (Harald Kaiser Hermann) være den voksne Mogensens samvittighed. En lille salmesyngende engel, der hvisker ham snart i det ene øre, snart i det andet.

Filmen starter, selvfølgelig, rørstrømsk. Mogensen sidder på et værtshus. Indtil han falder om af druk. Alkoholens sentimentale åg ligger over den kæmpe krop. For Mogensen fandt styrke i flasken. Styrken til at gå på scenen 300 dage om året. Styrken til at vende hjem til hustruen Ruth (Helle Fagralid) og datteren Minna (Katinka Evers-Jahnsen).

Alkohol har mange følgesvende. Sentimentaliteten er en af dem. Og i Ole Bornedals storladne hænder kunne mange nok frygte, at ”Så længe jeg lever” ville blive en svulstig, voluminøs affære.

Filmen om kærlighed og livsvalg er selvfølgelig stor i slaget, som Mogensen og Bornedal selv, men den er også nærmest intim. For følelserne har en oprigtighed, en eksistentiel nerve, som heldigvis ikke fortælles skandinavisk, knugende og tyst.

Rasmus Bjerg overtager nærmest John Mogensen. Fra den tydelige diktion i tiden med Four Jacks til den mere Amager-flade udtale i solosangene om Danmark, kærlighed og de høje herrer. Bjerg ligner ikke kun Mogensen, men giver liv til ham. Det er et knugende og et meget fintfølende portræt.

Mogensen hutler sig gennem tilværelsen efter Four Jacks. Drømmer om at være Cornelis Vreeswijk, men ender som hyggepianist. Indtil han finder sin stemme og bryder igennem dansktoppen med bandeord og samfundskritik. Men heller ikke her, på toppen af poppen, finder den store mand lykken. For han vil også være kunstnerisk anerkendt. Væk fra halballerne og ind i de hellige haller. En koncert i Tivoli i 1974 markerer den kunstneriske succes, men landevejene lokker. Han kan ikke sige nej, og han bliver slidt op. For der skal meget sprut til, før han tør træde på scenen.

Hustruen Ruth beskrives som solen i Mogensens univers, men Helle Fagralid efterlades desværre med en lidt for anonym plads at fylde ud. Der er ikke noget Ruth tilbage, for det hele handler om John.

Bornedals portræt af John Mogensen bærer kimen til et selvportræt. Begge er de fanget mellem det elitære og det folkelige. Bornedal laver film for masserne, men med kunstneriske ambitioner. En melodramatisk mester i et ydmygt, socialrealistisk land.

”Charlot og Charlotte” og ”1864” var begge, blandt meget andet, nærmest nationalromantiske portrætter af et land og et folk. Som sådan var ”1864” noget af den mest ægte og modige tv-dramatik, DR længe har serveret.

Også ”Så længe jeg lever” er en hyldest til den oprørske danske folkesjæl, til vidderne, markerne og fuglenes flugt, selvom Dan Laustsens mættede billeder mangler. Det er blevet en selvforstærkende sandhed at affeje Bornedals signatur som svulstigt gøgl. Men det er netop med patos, Bornedal hengivent indfanger John Mogensens både glødende side og ukuelige trods.

Bornedals John Mogensen samtaler med sit unge selv kan af automatpiloter affærdiges som unødigt sjælfulde. Men det er en åbning, en sprække ind i eksistensen. Og den idé, der knytter filmens mange tidsbilleder sammen.

Når Rasmus Bjerg råber: ”Jeg er John Mogensen, for helvede”, kan man levende forestille sig Bornedal råbe: ”Jeg er Ole Bornedal!”. For egoet og usikkerheden, selvagtelsen og fornedrelsen hænger uløseligt sammen.

”Så længe jeg lever” er fuld af følelser. Fuldemandsfølelser og ædruelig selverkendelse. En folkelig film skabt af en på mange måder udansk kunstner med store armbevægelser og masser af patos. Dansk film ville være iltfattig uden Ole Bornedal.

Bjerg ligner ikke kun Mogensen, men giver liv til ham. Det er et knugende og et meget fintfølende portræt.