Den islandske ”Kvinde på krigsstien” må fylde én op med forundring. For hvorfor er den ikke mere overvældende? Æstetisk, filmteknisk nærmer den sig perfektion. Den er lidt skæv med en kunstnerisk nerve, stærk kvinde i hovedrollen, islandsk, engageret. Benedikt Erlingssons økokomediedrama er politisk, ovenikøbet intelligent.
Men er dens venstrefløjsfremstilling af onde kapitalis-ter og magthungrende politikere over for økoflippere og klimaselvtægtskvinder alligevel for politisk korrekt til at være en fuldstændig værdig fiktion i egen ret?
Imellem lyng og muld, i hjertet af de umålelige vidder, står den benede Halla (Halldóra Geirhardsdóttir), hvis målrettethed er mejslet i både blik og benet ansigt. Hun er som korleder og enlig barnløs i slutningen af 40’erne en af de usynlige i samfundets traditionelle nåleøje, hvor kvindeansigter ikke træder frem, medmindre de er unge eller klassisk smukke.
Men Halla skaber verdenshistorie under radaren, langt væk fra overvågningskameraernes nyfigne røde øjne. Hun er ved at underminere hele Islands rigdomseventyr ved at sabotere elkabler. Halla fosøger at kappe ørigets forbindelser udadtil, men globaliseringen kommer.
Som en midaldrende Jeanne d’Arc trasker Halla med vandrestøvler og sweater som brynje til kamp mod den usynlige fjende. Kald den kineserne, amerikanerne, industrien. Fjenden vil ødelægge det Island, hun elsker. Det land, der er hendes nærmeste slægtning.
Halldóra Geirhardsdóttir som Halla er berusende. Den vejrbidte skønhed med det levede liv gemt i hver en ansigtsfold bærer en troværdig mildhed bag det forskansende ydre.
Men i al sin vælde bliver Halla et menneskeligt udklædt udtryk for en postfinanskrisekonsensus om, hvad der er godt, hvad der er ondt. Det sorte og det hvide, de etablerede verdensbilleder, er sjældent synderligt interessante at se udfoldet på film. Man vil gerne kildes, udfordres. Og selvom ”Kvinde på krigsstien” på overfladen er udfordrende og rørende og billedskøn, så kan selv de tilbagevendende spillemænd ikke ændre ved det lidt behagesyge indhold.
Det fungerer ellers fint. Tre spillemænd dukker op. De dukker op i fjeldet, ved søen, i stuen. De dukker op og akkompagnerer Halla og selve filmen. De er ventil for det lidt alvorlige, og de er da både rare og gode. Men når man tænker på, hvor overrumplende Benedikt Erlingssons forrige ”Om heste og mænd” var, er det, som om de politiske paroler skurrer som klippefremspringene på den islandske tundra.
Hvis der bag feltråbene gemmer sig bankende hjerter, som hos for eksempel Ken Loach, så kan indignation være et fremragende udgangspunkt for en film.
Udfordringen for ”Kvinde på krigsstien” er, at hjertet aldrig banker igennem panseret af politisk korrekthed.
”Kvinde på krigsstien” er en hyggegod film, varm og lun. Men man undrer sig over, at den ikke kilder lidt mere.