Hjertet skælver ikke for alvor

Dunkel Simon Staho-forestilling på Aarhus Teater

Men når man går ind til et værk af Simon Staho, om det er en film eller som her en teaterforestilling, så skal man vide, at det er ham, kunstneren, der er i absolut kontrol. Den frie vilje - og tanke? - deponeres sammen med overtøjet i garderoben.
Men når man går ind til et værk af Simon Staho, om det er en film eller som her en teaterforestilling, så skal man vide, at det er ham, kunstneren, der er i absolut kontrol. Den frie vilje - og tanke? - deponeres sammen med overtøjet i garderoben. Foto: Kristine Kiilerich.

Teater: 3 stjerner ud af seks

Vi kom til at udvise civil publikums-ulydighed. Men efter at have fået rigtig mange instrukser om, hvad vi ikke måtte, når vi blev lukket ind bag forhænget til Studio-scenen, havde ingen fortalt os, at vi skulle stoppe på halvvejen og kigge videre på de mange glas, der forandrede sig mikroskopisk lidt. Og som på alle kunstudstillinger og det her er jo en slags genskabt ARoS så går man videre, når man har set nok. Hvad man ret hurtigt havde.

Men når man går ind til et værk af Simon Staho, om det er en film eller som her en teaterforestilling, så skal man vide, at det er ham, kunstneren, der er i absolut kontrol. Den frie vilje og tanke? deponeres sammen med overtøjet i garderoben.

For mit vedkommende betyder det, at jeg bliver endnu mere granskende efter en mening med alle de regler, den tunge symbolik. Giver det værket noget særligt, en ekstra dimension og dybde? Eller er der tomt bag den næsten uigennemtrængelige facade?

LÆS OGSÅ: Har sjælen en bund?

Med de fleste af Simon Stahos ting er det en både-og følelse. Der sker noget fascinerende og menneskeligt anderledes ved at træde ind i en meget dunkel foyer. Stemmerne er dæmpede, roen sænker sig over publikum på en meget særlig måde. Mens den alenlange ventetid i det oplyste teaterrøde rum med de orange, let fyldte glas, meditativ musik og svag røgelseslugt kommer til at virke småkomisk i sin tilstræbte højtidelighed.

En for en bliver vi hentet ind bag en papvæg og videre ned i kælderen under Aarhus Teater. I et tættere mørke end normalt for selv et teater.

Skuespillerne er blot svagt antydede silhuetter i mørket, vi sidder på umagelige bænke, og så er det bare at lytte til de forskellige tekster af Peter Asmussen, der er sat sammen til en slags næsten sammenhængende fortælling om lidt liv, meget lidt kærlighed og overvældende mange eksempler på voldsom død. På trods af mørket kan det anbefales at lukke øjnene og lade sig vugge ind i en næsten vegetativ tilstand af lytten. Nogle ord glider bare direkte fra øre til øre, andre skærper pludselig ens opmærksomhed.

Det vil på mange måder være en forestilling, jeg vil kunne huske. For dens klart definerede rammer og regler for min publikumsadfærd. Til og med i en tid, hvor man ellers mest diskuterer, hvordan man kan sætte publikum fri i forhold til teaterrummet. Men jeg vil ikke huske den, fordi den er kunstnerisk nyskabende og tankevækkende. For det er den ikke. Men tak for tekstuddraget, som vi får udleveret, da vi går. Det vil jeg genlæse ved lejlighed.