Levende lys blafrer i kubusstagen, og FDB-stolene er knækket hvide. Ved vinduet står en rank og smuk kvinde. Alt er klassisk, klassisk god smag. Men da telefonen ringer og en stemme grædende bekender, at hun ikke kan få en islamisk skilsmisse, træder en anden hverdag end den modernistisk danske frem.
Kvinden i stuen er Sherin Khankan, selv en hybrid mellem det kristne og det muslimske, det mellemøstlige og det nordiske. Som datter af en syrisk far og en finsk mor er hun opvokset i en interreligiøs familie. Instruktør Marie Skovgaard dyrker uanmassende modsætningen i poetiske dækbilleder af termoruder i vestegnens lejlighedskomplekser mod Khankans sprossevinduer. Filmudtrykkets afdæmpede inderlighed, hvor blomster klippes til og stearinlys tændes, er i fuld harmoni med Khankan, der aldrig hæver stemmen, aldrig optræder krænket. Det lyder måske lidt for meget, lidt for ”zen”. Men det faste håndtryk mellem Khankan og Marie Skovgaard resulterer i en fin, omend selvbedragerisk loyal, forløsning af fortællingen om Sherin Khankan og Mariam Moskéens første år.
Mariam Moskéen i hjertet af København har gjort Khankan verdensberømt. Danmarks første kvindemoské skal modernisere islam, nedbryde de patriarkalske strukturer og hjælpe muslimske kvinder med at opnå islamisk skilsmisse. Moskéen er sufistisk, denne spirituelle og filosofiske afart af islam. ”En spirituel, progressiv læsning ind i den tid, vi lever i”, siger imam Khankan, mens hun prædiker en forståelse af koranen, som ikke er dogmatisk bogstavtro, men i stedet en oversættelse ind i den moderne verdens kontekst.
Og hyldestportrættet følger samme metode som Khankan. Den forklarer ikke, hvad hun vil teologisk, men følelsesmæssigt. Khankan, moskéen og dokumentaren er emblemer på vores tid, hvor børn føler, de har lektier for, og voksne føler sig krænkede.
Filmens akilleshæl bliver da også, at det følelsesmæssige fylder for flot. Da Khankans far afdæmpet siger til sin datter, at hun skal udvide sin viden om islam for at kunne udfordre dogmerne, har man lyst til, at han vil vende sig mod Marie Skovgaard og sige det samme. For al den kritik fra muslimsk side, der er af Khankan og Mariam Moskéen, får lov til at blive stående, fordi læren mestendels bliver udlagt som hjertets overgivelse.
Den dramatiske motor bliver Mariam Moskéens interreligiøse vielser. Khankan kaster sig ind i den kontroversielle praksis og den mediekamp, der følger. Bestyrelsen vil være mere tilbageholdende, afventende. Men den teologiske konflikt bliver ikke åbnet velgørende op. De interne diskussioner er ellers interessante, det er spændende som en thriller, hvor længe bestyrelsen holder. Men hvori konflikten egentlig består, lyser kun op som en sms-tråd.
”Reformisten” er en ukritisk hyldest af en ildsjæl. Det ville ikke gøre Khankans landvindinger mindre, hvis der var mere kritisk modspil til den poetiske inderlighed.