Hjertets renhed er at ville ét

I Tidehverv har man ment det samme siden 1926. Men gælder det også her i det nye århundrede? Sprækker i Tidehverv er ved at vise sig

Nu har der i tidens løb været mange opgør i Tidehverv. Både enkeltpersoner og grupperinger har smækket med døren eller er blevet gået. Det kan synes logisk nok, at der opstår strid i en stridbar bevægelse. Men det er prekært for definitionsmagten. For de, der går, har jo ikke altid været udenfor. De var kampfæller, skriver Nils Gunder Hansen.
Nu har der i tidens løb været mange opgør i Tidehverv. Både enkeltpersoner og grupperinger har smækket med døren eller er blevet gået. Det kan synes logisk nok, at der opstår strid i en stridbar bevægelse. Men det er prekært for definitionsmagten. For de, der går, har jo ikke altid været udenfor. De var kampfæller, skriver Nils Gunder Hansen.

Man skriver ikke om Tidehverv, man skriver i Tidehverv. Sådan lyder en gammel vittighed om den mest indflydelsesrige teologiske retning i Danmark i det 20. århundrede. Som i øvrigt heller ikke vil kaldes en retning, for Tidehverv er jo blot et sommermøde og et tidsskrift, som det hedder med en anden kanonisk formulering.

Det gælder i almindelighed for personer og bevægelser, at de gerne vil have lov til måske helst endda have monopol på at beskrive og definere sig selv. Men det er, som om det i særlig grad gælder for Tidehverv. Det er det, der ligger i vittigheden. Hvis man drister sig til at mene noget om, måske endda analysere, Tidehverv fra et sted udenfor, så kan man få nogle bank. I hvert fald verbale øretæver. For så har man med garanti misforstået et eller andet. Eller det hele.

LÆS OGSÅ: Ære og hæder må ikke være på livstid

Tankegangen findes også i en mere sofistikeret eksistensfilosofisk udgave, der viser Tidehvervs gæld til Søren Kierkegaard. Man går fundamentalt fejl af eksistens og engagement, hvis man tror, at man kan beskrive, omtale Tidehverv med en analytisk distance. Objektiviteten findes ikke. Som der står i Skriften: Fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund. Lunken og veltempereret og afbalanceret, det er det værste, man kan være. Man må sætte sig selv ind, i tilslutning eller i modsigelse. Og hvis det er det sidste, så kan man i øvrigt også få nogle bank.

Nu har der i tidens løb været mange opgør i Tidehverv. Både enkeltpersoner og grupperinger har smækket med døren eller er blevet gået. Det kan synes logisk nok, at der opstår strid i en stridbar bevægelse. Men det er prekært for definitionsmagten. For de, der går, har jo ikke altid været udenfor. De var kampfæller.

På den anden side kan der ikke være flere udgaver af Tidehverv. Så går hjertets renhed i det at ville ét jo fløjten. Så kan alle de blodfattige historikere pludselig komme krabbende og afdække udviklinger og positioner, alt sådan noget, der lyder objektivt og identificérbart.

De tilbageblevne i Tidehverv har derfor altid stået stærkt på, at linjen er ubrudt. I Tidehverv har man altid ment det samme. At det ikke altid ser sådan ud og at de frafaldne derfor kan hævde, at Tidehverv var noget helt andet og bedre i de gode gamle dage skyldes alene, at Tidehverv løbende har skiftet modstandere, fordi de er gået ind i de kampe, der til enhver given tid var de nødvendige og mest påtrængende.

Men lader denne selvforståelse sig fastholde her i det 21. århundrede? Sognepræst Henrik Bach skriver på en bog om Tidehvervs historie det trækker lidt ud, måske er han bange for at få bank og i Information forleden (den 11. august) gav han et interview om den aktuelle situation. En ny indre brudlinje har tegnet sig gennem de senere år. En tredje generation af teologer som Katrine Winkel Holm, Søren Holm og Claus Thomas Nielsen står for en ny opbyggelighed og kristen positivitet. Dette er i grel modsætning til den negativitet og radikale kritik, der ellers har kendetegnet Tidehverv i traditionen fra Kierkegaard, Nietzsche og eksi­stens­teologien. I den aktuelle debat modsiges den tredje generation af Christian Langballe, der optræder som repræsentant for Tidehverv Classic. Han har blandt andet skrevet om de andre, at Paven bliver dyrket som en superstar, så Luther, Kierke­gaard og Olesen Larsen nu skiftes ud til fordel for Aristoteles, Thomas Aquinas og ja, Joseph Ratzinger, alias pave Benedictus den 16.

Det vil føre for vidt at skulle udrede striden her, men den har indtil videre været holdt inden døre. Selvom den angår den teologiske livsnerve i Tidehverv, har den ikke ført til forskellige synspunkter i den offentlige debat om alskens emner fra kirkelig vielse af homoseksuelle til DRs markering af den muslimske eid-fest.

Måske er det stilhed før stormen og nye afskalninger. For det virker u-tidehvervsk at hengive sig længe og lidenskabeligt til rent akademiske debatter, der ikke har nogen konsekvenser for, hvordan man stiller sig til øjeblikkets opgave. Men det kan også være, det er mig, der har misforstået det hele.

Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen Tidens tegn skriver han hver anden uge om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv