Prøv avisen
Film

Denne film bør ses af alle, der beskæftiger sig med tro

5 stjerner
Lea Van Acken i rollen som den unge, ubefæstede konfirmand Maria i ”Korsvejen”. Filmen fik en Sølvbjørn ved Berlin Festival 2014. Foto: Miracle Film

”Korsvejen” er en rystende film om en pubertets-piges lidelsesfulde offer på troens alter

Den oprindelige ”korsvej” var den vej, Jesus gik langfredag fra Pilatus til Golgata, tynget af sit kors. Inden for den katolske kirke har ”korsvejen” fået betydning som en bøn, hvor det enkelte menneske i ånden går den samme vej som Jesus og mediterer over hans lidelse. Der er tale om en bodsvandring, hvor mennesket soner sin skyld og forklares ved Jesu kærlighed og offer.

”Korsvejen” har 14 stationer: Jesus dømmes til døden (1), Jesus bærer korset (2), Jesus segner første gang under korset (3), Jesus møder sin mor (4), Simon af Kyrene hjælper Jesus med at bære korset (5), Veronika rækker Jesus svededugen (6), Jesus segner anden gang under korset (7), Jesus trøster de grædende kvinder (8), Jesus segner for tredje gang under korset (9), Jesus bliver berøvet sine klæder (10), Jesus bliver naglet til korset (11), Jesus dør på korset (12), Jesus nedtages fra korset og lægges i sin mors skød (13) og endelig Jesus bliver lagt i graven (14).

Den tyske instruktør Dietrich Brüggemann følger i kapitel efter kapitel korsvejen i sin film af samme navn. Jesus inkarneres i filmen af en pubertetspige, der manende bærer navnet Maria. Det er hendes korsvej, filmen skildrer i et nøgternt formsprog med faste frontale kameraindstillinger og helt uden ledsagemusik. Så meget mere rystende bliver oplevelsen af den unge piges rejse i Jesu fodspor. Det er en konfrontation, hvor vi bliver vidner til en moderne version af det kristne martyrium.

Maria - spillet med nærmest overmenneskelig sårbarhed af Lea Van Acken - står foran at skulle konfirmeres. Hun befinder sig på tærsklen til livet og den voksne verden, hvor tro og viden skal forenes i et levet liv.

I den centrale nadverlignende åbningsscene modtager hun undervisning af den unge, tilsyneladende renfærdige katolske præst. Han forkynder en lære, der rækker bag om Det Andet Vatikanerkoncil. Koncilet, der blev holdt i 1960'erne, løsnede på en række af de dogmatiske sider af katolicismen og var tænkt som en reform.

Den unge præst vil tilbage til en lære med strenge afkald, hinsides moderniteten. Han opfatter konfirmanderne som ”Kristi stridsmænd”, der skal gå i kamp for deres tro. Og denne kamp føres ikke alene i hjerte hos den enkelte, men udstrækkes til alle livsområder.

Præsten har en forbundsfælle i Marias mor - spillet med ubønhørlig styrke af Franziska Weitz - og den katolske kirke bliver i hendes skikkelse en moderkirke af frygtindgydende dimensioner. Den ubefæstede Marias korsvej bliver således ikke let. Hun tilbagelægger station for station på sin vandring mod Golgata, stadig mere udsat for den tro, der i sit udgangspunkt skulle være hjertets, men viser sig at være smertens. Det er - ikke mindst på grund af filmens konsekvens og strenge udsigelse - hjerteskærende at bevidne. Man sidder i bogstaveligste forstand vantro og følger hendes færd under troens tunge kors, som hun med en viljestyrke af en anden verden tager på sig. Tilskyndet af kræfter omkring hende, der helt i overensstemmelse med den kristne arvesynd vil det gode, men gør det onde.

Der er gode kræfter undervejs, som taler hjertets sprog. En ung Simon, der hjælper Maria med at bære korset, og en Veronica, det tørrer hendes tårer og lindrer hendes angst. Og der er Marias stumme lillebror, der mod slutningen af dette sært uafvendelige drama giver hendes offer en form for - ja, mirakuløs mening, som den kendes inden for katolicismen.

”Korsvejen” har i den henseende et slægtskab med Carl Th. Dreyers ”Ordet” (1955), Lars von Triers ”Breaking the Waves” (1996) og Selma Lagerlöfs mest sitrende og martrede Lucia-legender. Men filmen er samtidig skånselsløs og gør sig meget få illusioner, hvad angår den katolske kirke i denne strenge og fordømmende version.

Ved slutningen slippes det låste kamera endelig løs i en panorering, der rækker fra jord til himmel, men den er grå af skyer, der lægger en uigennemtrængelig hinde af tvivl over håbet og sjælens frigørelse.

”Korsvejen” fik en Sølvbjørn ved Berlin Film Festival 2014, og den har modtaget flere økumeniske priser ved festivaler verden over. Ligesom dette års polske oscarvinder ”Ida” (2014) bør den ses af alle, der beskæftiger sig med trosspørgsmål og har ubefæstede sjæle i deres varetægt. Dietrich Brüggemanns film er tydelig, måske også for tydelig, i sin modstilling af tro og viden, tro og nåde, men rummer også et gedulgt budskab om tro som nåde.