Prøv avisen

Billedkunstner og professor har sammen skabt en overvældende hyldestforestilling til Klaus Høeck

4 stjerner
Udstillingen er i sit visuelle udtryk smukt kurateret og orkestreret i Kunsthal Nords rå og industrielle rammer, det tidligere kraftvarmeværk Nordkraft i Aalborg. Et højdepunkt i udstillingen er ”S.K’s Plunge” af Morten Stræde, der henviser til Søren Kierkegaard, i et udstillingsrum, der samlet set tematiserer faldet som filosofisk og teologisk begreb. – Foto: Kunsthal Nord

Billedkunstner Morten Stræde og professor Frederik Stjernfelt har skabt en personlig og fagligt funderet hyldestudstilling i ord, skulptur og billede til deres ven og inspirationskilde, digteren Klaus Høeck, som fylder 80 år i næste uge

De er nogle af dansk kulturs grand old men: Morten Stræde (født 1956) har for længst manifesteret sig som anerkendt billedkunstner og udstillet på danske og interna- tionale institutioner, mens Frederik Stjernfelt (født 1957), professor i idéhistorie, semiotik og videnskabsteori på Aalborg Universitet samt forfatter og kritiker, har skrevet adskillige bøger og vundet priser for sit arbejde. Digteren Klaus Høeck (født 1938) har udgivet talrige digtsamlinger, og både han og Stræde er blevet belønnet med Statens Kunstfonds livsvarige ydelse og tildelt priser og medaljer.

For 10 år siden, da Klaus Høeck fyldte 70 år, udgav Stjernfelt ”Admiral Bitumen Zodiak”, en encyklopædi om Høecks forfatterskab, mens Stræde stod for de grafiske illustrationer. Nu er det omvendt. Stræde har først skabt sine værker med inspiration i Høecks forfatterskab og med en række fælles helte in mente, hvorefter Stjernfelt har skrevet digte ud fra værkerne og sine tanker om heltene.

Udstillingen er et overvældende tværæstetisk fletværk af visuelle indtryk og informationer, og den virker på beskueren både klar og forvirrende, visuelt skarptskåret og som et uendeligt sort hul af systemer og referencer. Den har flere spor. Et samlende greb er forholdet mellem system og ophævelse af system. Ifølge Stræde er denne skurren mellem at være systemdigter og romantiker til stede i både hans og Høecks virke.

Udstillingens system er inspireret af den enkle japanske digtform haiku, som Høeck også anvender: Tre linjer med fem-syv-fem stavelser. 17 i alt. Stjernfelt og Stræde har ladet sig inspirere til et matematisk og rytmisk benspænd med 13 tekster og 13 skulpturer. 13 gange 13 giver 169. Der er 13 linjer med 169 tegn i alle Stjernfelts digte. For at opretholde formkravet i Stjernfelts digte er han nødt til at bryde ordene, så linjernes antal stavelser er konsekvente – hvilket også ses i Klaus Høecks digtning.

Et andet spor på udstillingen er de helte, Stjernfelt og Stræde deler med Høeck. Værkerne er tituleret efter og hylder disse helte, som spænder vidt fra digtere til matematikere, musikere til billedkunstnere og filosoffer. Gennem værkerne kommer vi på en klassisk dannelsesrejse, hvor vi møder en række betydningsfulde mænd gennem historien.

Det virker desværre for oplagt at kalde det et gammelt system: Deres heltehistorie klinger konservativt og politisk ukorrekt i al dens lidt gammelkloge, dannede og skolede korrekthed. Indskriver kunstnerne sig selv i denne række af historiens mandlige mastodonter? Selvom de mange referencer kan virke som namedropping, beriger det udstillingen med flere lag og en sjælden mulighed for fordybelse. Man risikerer at blive inspireret, få lyst til at researche og komme tilbage og blive klogere.

I værkerne undersøges modsætningen mellem system og ophævelse af system – konkret i værker som for eksempel den beskuerinddragende skulptur ”Walter’s Game”. Man må selv sætte værkets stålkugler i gang for at opleve, hvordan de store lette kugler kan bevæge sig frit på overfladen, mens de tunge og mindre kugler hele tiden opretholder deres vej i indridsningen i overfladen, det eksisterende system, så de ”kører i rille”.

På væggen bag fungerer Stjernfelts tekst som en brugsvejledning: Vi må røre, men værket skal bestå. Alle værkerne er abstrakte i deres hyldest af nytænkere af alle slags. Et værk henviser til den amerikanske multikunstner Brian Eno, som blandt andet har skabt kortspilssystemet ”Oblique Strategies”, hvor kunstnere kan trække et tilfældigt kort med et råd til at komme ud af deres vante tankegang. Et andet værk hylder matematikeren Kurt Gödel, som undersøgte, hvordan systemer indeholder dele, der ikke altid kan hverken bevises eller modbevises.

Udstillingen er en skiftende vekslen mellem rationalitet; digtenes tal og systemer og bruddet med dem, repræsenteret i de eksperimenterende visuelle udtryk og medier i alt fra tekst, fotografi, tegning, skulptur og installa- tion.

Udstillingen er i sit visuelle udtryk smukt kurateret og orkestreret i Kunsthal Nords rå og industrielle rammer, det tidligere kraftvarmeværk Nordkraft i Aalborg. Rummene er i sig selv seværdige. Kunsthallens højloftede østvendte rum tårner sig op som en katedral; et effektfuldt og sanseligt højdepunkt i udstillingen er ”S.K’s Plunge”, der er en stof-installation af mennesker filtret ind i hinanden. Den hænger fra loftet og reflekteres i et mørkt spejl, der virker uendeligt mørkt og tomt, når man kigger ned i det.

Værkerne i rummet tematiserer faldet. En gengivelse af den mand, som kastede sig ud fra World Trade Centers ene tårn, da han i erkendelse af, at han ikke vil overleve, selv valgte døden. Strædes papirversioner i ”Falling Man (2)” er smukke, røde som blod, og man fornemmer farten i styrtet. Værket henviser til filosoffen Søren Kierke- gaards tanker om at kaste sig ud over fornuften, og Stjernfelts tekst (som er placeret højt oppe i rummet) foregriber udstillingens næste værk med ordene ”Spring Klein”.

Den næste skulptur, ”Klein’s Flight”, består af en ultramarinblå vinge, en hilsen til den franske kunstner Yves Klein, som skabte sin egen stærke og matte blå farve, og til hans dramatiske værk ”Saut dans le vide” (Spring ud i tomheden), hvor Klein tilsyneladende kaster sig ud i intet fra et tag, men i virkeligheden lander i et udspændt net.

Kurateringen fungerer med disse greb som en kontinuerlig rejse, og det er både visuelt skarpt og formidlingsmæssigt stærkt, når Stjernfelts tekster interagerer med rummet, fordi de knækkes over af en mur, så vi må gå til det næste for at læse videre, når de forklarer, eller de beder os om at fortsætte til næste rum. Digtet ”27-11-18” er placeret på vinduesglasset ud mod novembermørket. Det fortæller os humoristisk, at det kun er med for at gå op i tallet 17, haikuets form, samt for at forklare, at Høeck har fødselsdag den 27. november.

Men på trods af fortællingens vej, systemet, kan man i virkeligheden starte hvor som helst i udstillingen, ligesom det også er tilfældet i Høecks bøger.

På trods af kunstnernes tværæstetiske eksperimenter, virker valget af to så anerkendte og velrenommerede kunstnere måske ikke som det mest aktuelle match i Kunsthal Nords vigtige og klare vision om at give rum til de kritiske røster og nyeste strømninger i kunsten. Det er – med alt, hvad der rører sig på kunstscenen i øjeblikket – snarere en udstilling, der opretholder end bryder med systemet.