Klokken er otte. Det er en aften i 1890’erne.
Fra et åbent vindue på Aalborg Katedralskole glider strofer sunget af et knapt modnet mandskor ud i aftenen.:
”Ydun, du vor kære Moder/Takke vi evindelig;/Kærligt frede du de Poder,/Som om dig har samlet sig –/Altid venlig mod os vær/Da dit Navn vi stolte bær!”.
Sangen til den nordiske gudinde for evig ungdom, Ydun, kan forbipasserende høre én gang om ugen, når der er møde i elevforeningen. Her sidder 10-12 unge mænd troligt på katedralskolen, selvom undervisningen er slut. Og de sidder her netop, fordi ingen har bestemt, at de skal.
Godt 120 år senere, i 2011, står en gymnasielærer og kigger på et arkivskab på skolebiblioteket på Aalborg Katedralskole.
Gymnasielæreren, Dorte Christensen, har fået til opgave at skrive noget i anledning af jubilæet for katedralskolens elevforening, Ydun, og tænker egentlig, at det nok er en hyggelig, men også ret hurtigt overstået opgave. Lige til hun ser, hvad arkivskabet gemmer.
For da skolebibliotekaren finder nøglen frem og åbner, vælter det ud med papirer. Det er gamle, sort-hvide fotografier af studenter. Digte, festsange og mødereferater. Opskrifter på punch og gåsesteg. Men først og fremmest breve, masser af breve.
Dorte Christensen tager en kasse med breve med hjem og går i gang med at læse. Det første brev, hun folder ud, er sendt fra et gymnasium i Uppsala:
”Kjære Brødre,” indledes det skråskrevne og gulnede brev fra den såkaldte Rektoristforening. Og samme indledning står på det ene brevhoved efter det andet, breve sendt fra Reykjavik, Tromsø og Helsingfors, Ribe, Aarhus og Odense:
”Kjære Brødre!”.
I alt omkring 300 breve sendt til Ydun fra 30 forskellige elevforeninger på gymnasieskoler i hele Norden ligger bevaret i arkivet. De første sendt i 1860’erne og de sidste op mod 1930’erne.
”Da gik det op for mig, at det her ikke bare handlede om os i Aalborg, men om en særlig ånd. Og om nogle drenge, der kom til at ligne hinanden, selvom der var flere hundrede kilometer mellem dem,” siger Dorte Christensen.
Arkivskabet er blevet til bogen ”Broderskabet – den kommende elite og elevforeningerne”, der netop er udkommet på Højers Forlag, og som med udgangspunkt i den aalborgensiske elevforening fortæller en større historie om ungdommen sidst i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.
Men bogen er også et nærstudie af Ydun og det fællesskab, der var der. Det var et fællesskab, der først og fremmest handlede om dannelse – dernæst om alkohol, pjat og fest.
På skolen rømmer en ung herre i uldjakkesæt sig. Han er formand for elevforeningen.
”Velkommen, brødre,” siger han og slår tonen an til det første punkt på dagsordenen:
En fædrelandssang. Eller endnu bedre, en nordisk sang, der markerer det tilhørsforhold til resten af Norden, som elevforeningerne følte.
I et brev til Ydun fra en elevforening i Sverige lyder det blandt andet, at man ”håber på et kongeligt bryllup” mellem Danmark og Sverige, da det rygtedes, af den danske kronprins Frederik den 8. havde friet til prinsesse Lovisa af Sverige.
”Man skriver så henført til de danske brødre. De bygger venskaber nedefra og håber, at det vil forplante sig op gennem samfundet,” siger Dorte Christensen.
Og de får ret: Den nordiske tankegang forplanter sig i resten af samfundet som en idealisme i slutningen af 1800-tallet. Elevforeningerne hopper med på den skandinavistiske bevægelse, skabt af blandt andre grundtvigianerne og studenterforeningerne ved universiteterne, og i 1871 vedtages det, at man skal have oldnordisk som sprog i gymnasieskolerne.
For at forstå elevforeningerne som fænomen skal vi først gøre os klart, at gymnasieskoler eller latinskoler i slutningen af 1800-tallet var væsentligt anderledes end de gymnasier, vi kender i dag, siger Dorte Christensen.
Det var en tid, hvor det i sig selv karakteriserede en ung mand, at han var kommet på gymnasiet.
”Reguleringen begynder ved skoleporten. Det er fabrikanternes, grosserernes og købmændenes sønner. Og der er også en del præstesønner imellem,” siger hun.
Drengene kom fra middelklassen og det bedre borgerskab. Præstesønnerne kom som led i den naturlige sociale arv, hvor latinskolen var forberedende til teologistudiet.
De tilhørte de dannede og formuende, som den nationalliberale politiker Orla Lehmann ville have sagt på den tid. Men har man et indtryk af elevforeninger som det rene snobberi, så tager man fejl, mener Dorte Christensen.
På Aalborg Katedralskole gik en husmandssøn, Søren Jensen Andreasen, som blev optaget i Ydun, selvom han ikke var selvskrevet.
Han var dygtig til at aflure de sociale koder, men mest af alt bare blændende intelligent. Da han blev student i 1877, lå han med sit snit som nummer fire ud af hele årgangen på landsplan.
”I virkeligheden var det jo skolen, der var ekskluderende. Jeg synes, man får et indtryk af nogle seje gutter, der havde respekt for dem, der kunne kæmpe sig op og vise evner både i og uden for foreningen,” siger hun.
Da sangen er slut, vælges en referent. Han læser referatet fra sidste møde op, det godkendes, og han begynder et nyt med pen og blæk.
Det er referentens opgave at huske at tage referatet med sig, når mødet er slut. Gør han ikke det, kan det gå, som det gjorde i Ydun til et møde omkring århundredeskiftet.
Her kom kristendommen til diskussion i samfundet generelt i takt med, at naturvidenskaben og darwinismen vandt indpas, fortæller Dorte Christensen. Og man måtte godt, med et humoristisk twist, spørge til, om dyrene kom hen til Noahs ark af sig selv. Men der gik grænsen.
”En elev får til et møde sagt, at han ikke tror på skabelsesberetningen. Næste morgen finder en lærer referatet efterladt i et lokale og giver det videre til rektor, der bestyrtet kalder de to øverste klasser på katedralskolen sammen og annoncerer konsekvensen: Foreningen er lukket sæsonen ud.”
I referatet fra et senere møde kan man også læse en fordømmelse fra de andre i foreningen, der mener, eleven gik for vidt. Men lidt sympati får han også:
”Han fik sig jo ogsaa en rigtig Omgang derfor og at han skammede sig herover saas tydeligt thi Bylden paa hans Næse blev dobbelt saa stor.”
Gymnasie- og latinskolerne var stadig sat i en kristen ramme. Og selvom lærerne nød godt af, at eleverne diskuterede i fritiden, så gik grænsen altså ved at fornægte, at Gud skabte jorden.
Selvom ingen var bedre end de andre i elevforeningerne, så var der også et internt system til afstraffelse, hvis nogen gik for vidt, fortæller Dorte Christensen.
”Det sker, at man træder hinanden over tæerne. Derfor har man et miniretssystem, hvor man uddeler bøder for forskellige forseelser og kan klage over det. Så er der en slags domstol, der afgør, om bøden skal fastholdes.”
Larm giver også bøder. Og har det været en hård formand, er man blevet idømt bøder for at afbryde talerækken. Efter århundredeskiftet begynder elevforeningerne at invitere afholdte lærere ind for at holde gæsteforedrag, og så kommer ordenen helt af sig selv.
”Bøderne er småpenge for borgerskabets børn. Jeg tror, de gør det, fordi de synes, det er sjovt at lave klager og domme, hvor de forsøger at formulere sig med et humoristisk twist – fordi de er unge og har det sjovt.”
Én efter en rejser drengene sig, stikker hånden i brystlommen og folder et stykke papir ud, som de reciterer fra. Forsamlingen klapper.
Næste punkt på mødet er ”oplæsning af skrevne værker”. Medlemmerne har pligt til at skrive digte fra gang til gang for at holde den poetiske ånd i live.
Drengene har skrevet heltekvad på heksameter. Hyldestdigte til nordiske guder. Nationalromantik. Og drikkeviser til brug ved den næste fest. Som denne sendt til Ydun fra elevforeningen Valhal i Randers i 1873:
”Når Punchen damper paa vort Bord/Og nu er alle, som jeg tror,/Gemytlige og veltilpas/Og stemte ret til Spas./Saa glem ’Homer’ med samt ’Virgil’/ Og tænk på ’Madvig’ med et Smil/Til ’Cicero’ og til ’Ovid’ er her ej længer Tid,/Thi kun her vi Bacchus hylde vil/Og saa drikke tæt hinanden til./Drik kun, saa at I faa, naar vi hjemad gaa,/En rigtig Blyhat paa.”
Alkohol havde ingen plads til de ordinære møder. Til elevforeningens fester drak man, men der var også respekt om den enkeltes grænse.
”Alkohol fylder meget i festkulturen. Men i hvert fald omkring 1890’erne er der en stor respekt for, at der altså er nogen, der ikke vil have alkohol. Der købes sodavand til afholdsfolk. I hvert fald i Ydun er de forbløffende rummelige i forhold til, hvor snæver en kreds de kommer fra,” siger Dorte Christensen.
”10 minutter. Ikke mere!”. Sådan lyder befalingen til det heldige medlem, der skal holde dagens foredrag. Meningen er, at de andre skal gøres klogere – på nye videnskabelige opdagelser, litteratur, teologi eller filosofi.
Bagefter er der bramfri kritik af foredraget. En hovedregel er, at man ikke går efter manden, men det, han siger. Og så skal foredraget være veludført:
”Det er jo sjovt, at der er en form for opdragelse, selvom der ingen autoriteter er til stede. Man kan for eksempel få at vide, at man skal tænke over sit sprog eller sin holdning. De er selvopdragende,” siger Dorte Christensen.
I et brev fra studenterforeningen Minerva i Odense nævnes det eksempelvis, at der har været kritik af brugen af såkaldte ”snydesedler”:
”Snydesedler er at have et papir at støtte sig til – noget, vi ser som helt uundværligt i dag. Men de opdragede altså hinanden til at kunne holde et foredrag helt udenad.”
Så er der punktet ”diskussion”, med eller uden efterfølgende afstemning.
Ofte vil emnet være moralske eller etiske spørgsmål i tiden, som for eksempel dødstraf. Men snakken ender næsten altid det samme sted: ved det modsatte køn.
Kan man være venner med en kvinde? Eller er det kun kærlighed, der kan binde de to køn sammen? Bliver et firhændigt klaverstykke dårligere af, at man spiller sammen med én af det andet køn?
”Det er egentlig tanken, at man skal nå til en konklusion eller stemme sig til et resultat. Men ofte kan de ikke blive enige og må bare konkludere, at det her er spændende, men vi ved simpelthen ikke nok om det,” griner Dorte Christensen.
Kvinder fik først adgang til latin- og gymnasieskolerne i 1903. Herefter åbnede flere af elevforeningerne herhjemme for, at kvinder også kunne komme med i den sluttede kreds.
”Det giver endnu mere pjat. Og flirt bliver en disciplin i sig selv. På den måde bliver elevforeningerne senere ligeså meget et socialt forum som et litterært forum. Og den politiske diskussion af kønsroller kommer til at fylde næsten det hele. Men generelt bliver diskussionerne også mere løsslupne. Det bliver mere ’diskussion for sjov’,” siger Dorte Christensen.
”Godt,” rømmer formanden sig, ”Så er der frikvarter!”. Drengene skubber stolene ud, og lydniveauet hæver sig betragteligt.
Valget af ordet ”frikvarter” er karakteristisk, mener Dorte Christensen.
”Det viser, at skoletanken ligger bag det hele. En pause er et frikvarter, og den måde, man taler sammen, er lig den i undervisningen. Men her er man bare blandt ligemænd.”
Fra vinduet på Aalborg Katedralskole breder sig nu en umiskendelig lugt. Det er den tunge røg fra medlemmernes medbragte cigarer.
”Der bliver røget i stor stil, når de kan komme afsted med det. Lærerne prøver at forhindre det, for det stinker, når der skal undervises dagen efter. Men det at ’dampe på cigarerne’, det emmer af frihed og voksenliv. Man føler sig godt på vej ind i herreværelsets betydningsfulde kreds,” siger Dorte Christensen.
I et brev fra elevforeningen Heimdal i Ribe 1916 er emnet rygning til diskussion.
”Vi havde efter første Mødeaften en lille Skærmydsel med Rector, der klagede over Renligheden i og Behandlingen af det benyttede Klasseværelse og sammenlignede det – med sin vante Overdrivelse i den Slags Ting – med en 4. Klasses Krostue i Landets mest afsides Egn. Det blev saa ordnet til begge Parters Tilfredshed ved at vi indførte en 3-4 tomme Cigarkasser til Optagelse af Aske og andet Affald.”
I dag har gymnasieelever Facebook-profiler.
Men der er også en tradition med at skrive ”blå bog” med en god portion humor, og den stammer fra elevforeningernes tid, mener Dorte Christensen. I deres breve til hinanden udvekslede elevforeningerne såkaldte ”karakteristikker,” så de havde et kendt persongalleri at forholde sig til, når de læste om foreningens aktiviteter.
”Karakteristikkerne er af og til på kanten til det personligt fornærmende. Men det anerkendes også, når nogen kan noget særligt. Og det er meget praktisk, at man sender dem til hinanden, for så ’kender’ man på en måde hinanden, når man så mødes som studerende i København.”
Det er især i 1860’erne og 1870’erne, at karakteristikkerne deles.
Og for eksempel skriver forfatteren Herman Bang, der var medlem af elevforeningen Baldur ved Sorø Akademi, til Ydun i 1874, at han regner med, at ”det Navn i hvilket, jeg skriver, ikke er ukjent for Eder.”
Det næstsidste punkt på dagsordenen er oplæsning af ”store forfattere”: Johannes Ewald, Heiberg, Blicher, Poul Martin Møller, Öehlenschlager og Holberg bliver læst op med stor agitation. I 1910’erne kommer J.P. Jacobsen til. Og i Aalborg bliver forfatteren Gustav Wieds tekster uhyre populære.
Det passer godt med den mere uformelle måde, man skal være sammen på efter århundredeskiftet, og den ændring, der i det hele taget er i elevforeningernes måde at skrive med hinanden på, mener Dorte Christensen.
”Tonen mellem foreningerne udvikler sig meget. Man starter med at være høflig, som om man nærmest byder op til dans, og poetisk. Op i 1910’erne bliver det til en kamp på ord, man bliver meget mere flabede. Det er den enkelte korrespondent, der er på og skal demonstrere: ’Jeg kan noget med ord. Jeg er lidt frækkere end dig.’ Man skal være lidt ironisk og have lidt distance,” siger hun.
70 procent af studenterårgangene fra 1865 tog en lang videregående uddannelse. Resten overtog måske faderens virksomhed eller byggede noget selv.
Dorte Christensen er ved hjælp af stikprøver fra jubilæumsskrifterne kommet frem til, at hver fjerde af elevforeningens medlemmer endte i ledende stillinger eller som meningsdannere. Drengene blev spidser i samfundet og nogle, man kendte til: professorer, sagførere og læger.
I dag ser vi dannelse som noget vigtigt, men også noget, de unge har brug for hjælp til, før de kan blive gode og deltagende samfundsborgere. Men sådan behøver det ikke være, mener Dorte Christensen.
”Dannelsen handler måske meget mere om det, man gør i fritiden, og de verdener, man får åbnet for sig blandt ligemænd. Det var det, elevforeningerne gjorde: De gav et udsyn og en frihedsfølelse, som man ikke mødte i undervisningen.”
Elevforeningerne eksisterer mange steder i Norden endnu.
Men brevudvekslingen mellem dem stopper omkring 1920’erne. Og senere, fra 1960’erne og frem, arbejdes elevforeningerne langsomt ind i gymnasierne som organiserede festudvalg og elevudvalg.
Sidst i 1800-tallet var samfundet hierarkisk og fuld af social kontrol. Men egentlig er det almengyldigt, at unge mennesker har brug for et helle, hvor de selv kan lære sig det, de har lyst til at lære. Og der kan vi lære af elevforeningerne, mener Dorte Christensen.
”Det at være et sted, hvor man kan udfolde sig alene uden autoriteterne, selvom man i virkeligheden genskaber mange af de mønstre, man kender fra autoriteterne – det er også en stille og forsigtig kamp for at få rettigheder og få lov at bestemme noget selv,” siger Dorte Christensen.
Mødet på Aalborg Katedralskole er slut. Da medlemmerne har sunget farvel, smækker de vinduerne i og låser af efter sig. Og så går ”Idunsønnerne” ud i natten med fuldt blus på cigarerne.
”Med disse i Munden gik hele Forsamlingen i en lang række Arm i Arm omkring paa Nytorv. Efter at man saaledes havde spadseret til klokken 11 gik hver til sit,” som det lyder i et referat.
