På fynske Ryslinge Højskole er der fest i aften. Komplet i den grundtvig-koldske tradition med fællessang og debatmøde. Anledningen er intet mindre end, at det i dag er præcis 200 år siden, grundlæggeren af både friskolebevægelsen, efterskolebevægelsen og Ryslinge Højskole, Christen Kold, blev født.
Men når man tænker på, at de frie skolers anden åndelige fader, N.F.S. Grundtvig, både kom på frimærke og blev markeret med store, vægtige bogudgivelser, da han i 1983 fyldte 200 år, må man sige, at jubilæet for Kold er mere lavmælt. Og det er meget betegnende for hele historien om de to store skolemænd, siger Jes Fabricius Møller, lektor i historie ved Københavns Universitet.
”Der er en grund til, at det stort set er forblevet en hemmelighed, at en så historisk vigtig skikkelse som Christen Kold har 200-årsjubilæum. Kold var hele livet igennem en mand, der gik stille med dørene. Modsat Grundtvig var han meget uprætentiøs. Han lod aldrig sin person stå i vejen for det, han gjorde. Grundtvigs skikkelse var til gengæld så stor, at han helt har overskygget Kold i historien,” siger Jes Fabricius Møller.
Men til trods for, at æren for de frie skoler i højere grad er tilfaldet Grundtvig, som skrev side op og side ned om sine skoletanker – og som en højskoleforstander altid kan finde et godt citat af til enhver tænkelig lejlighed – så er Grundtvigs betydning for højskolens historie ifølge Jes Fabricius Møller overvurderet.
”Der er en stor kontrast imellem den højskole, Grundtvig tænkte sig, som var et folkeligt universitet, placeret på Sørø Akademi, og det husmandssted i Nørremarksgyden i Ryslinge, Kold åbnede som højskole i 1851. Grundtvigs højskoletanker forholdt sig ikke til den praktiske hverdag, for eksempel hvordan eleverne skulle få noget at spise. Det var Kold, der omsatte højskoletanken til praksis og skabte en skole, der var noget helt andet end det, Grundtvig forestillede sig, nemlig en bondehusholdning, hvor undervisningen først og fremmest blev set som et mellemværende mellem mennesker,” forklarer Jes Fabricius Møller.
Hertil kan man føje, at der i hvert fald er ét guldrandet citat fra de frie skolers mytologi, som ikke skyldes Grundtvig, men Kold: ”Først oplive, så oplyse.”
Christen Kold var skomagersøn fra Thisted. 20 år gammel fik han lærereksamen fra Snedsted Seminarium i Thy i 1836, blev huslærer og drev folkeoplysning blandt lokale bønder. I 1842 drog han til Smyrna (i dag Izmir) i Tyrkiet for at missionere, men endte med primært at ernære sig som bogbinder i byen, inden han i 1847 gik hele vejen hjem til Thisted igen.
Han var frivillig soldat i Treårskrigen 1848-51, og da krigen var slut, forsøgte han med hjælp fra grundtvigske kredse at få støtte til at starte egen skolevirksomhed på Fyn. Derfor gik han hele vejen til København og fik foretræde for Grundtvig. Men det berettes, at de to mænd hurtigt blev uenige om, i hvilken alder det er passende for en fri skole at begynde at præge de unge mænd.
Kold mente, de unge var modtagelige fra 14-15-årsalderen, mens Grundtvigs opfattelse var, at de skulle være 18. Dette er ifølge Jes Fabricius Møller baggrunden for, at friskoler og efterskoler betegner sig som grundtvig-koldske, mens højskolerne kun kalder sig grundtvigske.
”Anekdoten er med til at tegne forskellen på de to mænds skolesyn, men det hører med til historien, at Kold måtte indrømme, at Grundtvig havde ret, og det, han fik Grundtvigs bistand til at oprette, var en højskole.”
Ryslinge Højskole åbnede i 1851, og eftersom ikke alle var over 18 år, plejer efterskolebevægelsen at angive dette som sin fødsel. Blandt folkehøjskoler er kun Rødding Højskole, som blev oprettet af Christian Flor i 1844, ældre. Allerede året efter, i 1852, åbnede Kold Danmarks første friskole i Dalby ved Kerteminde og flyttede siden også sin højskole dertil. I 1862 rykkede han sin højskole til Dalum ved Odense og blev her frem til sin død.
Det siges, at Christen Kold i sin levetid ydede praktisk bistand til oprettelse af omkring 100 nye friskoler på Fyn og Sjælland. Ikke alene idéen om højskolen som én fælles husholdning, men også tanken om, at piger og kvinder kunne blive højskoleelever, stammer ikke fra Grundtvig, men derimod Kold.
”Mens Grundtvig skrev og skrev, nøjedes Kold med at formulere sine skoletanker på skrift i en lille fortælling om en kattekilling, der lærte at fange mus af sin mor. Grundtvig var slet ikke pædagogisk praktiker. Det var Kold. Ikke nødvendigvis en overlegen pædagogisk praktiker, men modsat Grundtvig var han en mand, som i en lang årrække kastede hele sin energi ind i at omsætte sine skoletanker til virkelighed,” fortæller Jes Fabricius Møller.
Mens Grundtvig satte en ære i at holde kirke og skole adskilt, var Kold rundet af den gudelige vækkelse og havde ingen reservationer over for at blande undervisning og forkyndelse. Og Kold udtænkte en undervisnings-metode, som byggede på fantasi og fortælling, som både friskoler, efterskoler og højskoler lever højt på den dag i dag.
”Børneskolen har gjort sig skyldig i den fejl, at den næsten udelukkende har søgt at tale til forstanden og kun delvis til følelsen, mens fantasien, indbildningskraften, har været så godt som helt forbigået,” skrev han i sit lille skrift ”Om børneskolen”.
Hvis højskolens, friskolens og efterskolens stille slider er gået lidt i glemmebogen i dag, så var han på højden af sin berømmelse, da han i en alder af kun 54 år døde i 1870. Omkring 2000 mennesker deltog i hans begravelse, og der var kranse fra både enkedronningen og Grundtvigs kone. I Ryslinge rejste man en mindesten for ham, hvorpå der blev skrevet:
”Stenen bevarer hans navn – Folket hans gerning”.