”Folkekirken er en humlebi, der ikke kan flyve. Men den ved det ikke, og derfor gør den det alligevel.”
Sådan begynder Malene Bjerre sin bog om folkekirkens eksterne kommunikation. Hun er journalist og redaktør på magasinet Folk&kirke. Desuden har hun været redaktør og oversætter på den nyeste bibeloversættelse. Hun er desuden indehaver af kursusvirksomheden Sprogvaskeriet.
I bogen ”Religiøst sprog i en verden, der ikke forstår det” vil hun have humlebien til at summe bedre på sin flyvetur gennem det danske land. Hendes grundtanke er, at en stor del af folkekirkens medlemmer ikke forstår ”kirkesproget”, og derfor må humlebien sende nogle nye og anderledes lyde ud, ellers er der snart ikke mere land at flyve i!
Hun sætter fingeren på et ømt punkt.Hvorfor er der så få, der kommer til gudstjenesten? Hvorfor er der så ringe viden og interesse for kirken? Kommunikerer kirken gennem kirkeblade og nettet på en måde, så folk gider det?
Det sidste svarer hun helt klart nej til. Det er det rene gab-gab at køre kirkesproget frem og tale om Gud, Kristus, synd og frelse.
Der skal oversættelse til, ja, nærmest omsættelse, for at budskabet kan modtages af den store del af medlemmerne, der af uransalige årsager bliver ved med at være medlemmer uden at komme der. Der skal tales udogmatisk og mere hverdagsagtigt for at få flere i tale.
Malene Bjerres bog er især henvendt til præsterne, og henvendelsen er stillet op i fire punkter.
Tal et sprog, folk forstår. Interesser dig for dem, du taler med, og tal med dem om det, der interesserer dem, og endelig skal du finde din egen kerne og stå ved dig selv.
De tre første kategorier står stærkest og mest udfordrende i bogen.
Det er relevant stof, som de allerfleste præster vil have godt af at læse. De vil jo nok gerne tale, så det forstås, så humlebien flyver, og man rammer skiven. Om man så helt skal tale på tidens og ”kirkesprogs-uforståelighedens” præmisser og være nøjsom med det store kristne vokabularium kan diskuteres.
”Man kan godt begynde med grisen og ende med Kristus,” sagde Indre Missions gamle høvding Vilhelm Beck for længe siden.
Jeg kiggede på nettet og læste Malene Bjerres seneste nummer af Folk&kirke om ”Mørke”.
Det handler godt nok meget om ”grisen”, mens Kristus-delen er væk. Det er selvfølgelig helt bevidst fra Bjerres side. Vi er udenfor kirkezonen og må tale på verdens præmisser, vil hun sige. Her har mange præster allerede fingeren oppe i protest!
I bogens fjerde afsnit om at finde sin kerne og stå ved den, kommer Bjerre ind på meningen med kristendommen. Afsnittet er noget fluffy.
Hun prøver at omsætte trosbekendelsen til syv almenforståelige gudløse sætninger, der skal udtrykke kristendommen.
Vi skal åbenbart lære at tale om kristendom uden at gøre det. Det er for mig mere højtflyvende end humlebiens flyveevne. Her er ingen ord om Skaberen, Kristus og Helligånden.
Hun skriver selv, at det er som at kaste sig ud i et bungeejump.
Jeg er bange for, at linen ikke var spændt godt nok fast.
Bogen ender med en værktøjskasse, hvor man kan hente idéer til deltagelsen i den offentlige samtale.
At det er nødvendigt, at folkekirken er med dér, er jeg ikke i tvivl om, og Malene Bjerres bog er et velanbragt slag i bolledejen uanset, hvilket brød man gerne vil have, og hvordan man synes humlebien skal flyve. Folkekirken må og skal blive bedre til at kommunikere kirkesproget ind i verden.