Hvordan lyder lys? En sky eller Guds stemme for den sags skyld? Svaret blafrer i vinden, men et godt bud kunne være som Pia Tafdrups nye digtsamling ”Lyden af skyer”, der både tager læseren med ind i de lyde, man kan høre – og de lyde, som findes eller måske findes, selvom man ikke umiddelbart kan opfange dem med det fysiske øre. For samlingen handler på flere planer om at høre efter, ligesom Jesus engang sagde: ”Den, der har ører at høre med, skal høre”, og Paulus gentog, at ”troen kommer af det, der høres”.
Digtsamlingen kommer vidt omkring gennem 55 digte om både musikkens velklang og forstyrrende støj og tinnitus, men med sin form, der er bygget op som en lang messe pakket ind i et præludium og et postludium, løfter lyrikken alligevel i mere end en forstand blikket mod skyerne og himlen. Og i det lille digt ”Ingen har set Gud” beskriver hun endda selveste Guds stemme ”som når floden taler/med sine bredder,/ lyttende lyder den/ midt i summen af kaos,/ som dét øjeblik/ et lysvæld når et øre”.
”Jeg ville aldrig have skrevet det digt, hvis jeg ikke havde arbejdet med sanserne. Jeg har selvfølgelig sanset, fra jeg var et lille barn, hvor jeg hver dag blev lukket ud i en stor have i timevis for mig selv. Men de sidste to år har jeg koncentreret mig fuldt ud om høresansen, og nu blev det klart for mig, at lyset blev formuleret, før det blev til. ’I begyndelsen var Ordet’, står der jo også i Johannesevangeliet. Og sådan forestiller jeg mig, at Guds stemme er lys i øret, ligesom Guds stemme også sender lyset ind i verden i skabelsesberetningen,” siger hun og holder en hånd over sit ene øre, mens det skarpe vinterlys faktisk vælter ind gennem vinduerne på caféen Dag H, der ligger på Østerbro i København med udsigt over til Søerne og dagens få skyer, der sejler ensomme rundt på himlen over København.
Digteren smiler, mens hun slipper ordene roligt ud på den københavnske café fuld af konkurrerende lyde, der hurtigt kan få en ned på jorden igen. Kaffemaskinerne snurrer og hviner som små travle damplokomotiver, kasseapparatet åbner og lukker, en cafémedarbejder slår kaffegrums ud med voldsomme hak mod en bordplade et sted oppe ved baren, biler og busser suser forbi ude på gaden, og David Bowie synger ”Let’s dance” herinde i rummet, hvor der måske foregår otte samtaler på samme tid med tilhørende host, latter, slupren og smaskelyde omkring de klirrende kopper og smørrebrødstallerkener, men det er Pia Tafdrups sagtmodige stemme, som skærer igennem det hele:
”Det er hemmeligheden ved nærvær. Ligesom man kan vende sit øje mod en bestemt ting og zoome ind på den, kan man vende øret mod den, man taler med. Jeg hører ingen andre herinde, mens vi taler sammen. For mit øre er vendt mod denne samtale, og jeg tror faktisk også, at hørelsen er nærværets vigtigste sans,” siger Pia Tafdrup, som med sin nye digtsamling nu har poetiseret fire ud af de fem sanser i hver sin samling, og nu mangler hun bare følesansen for at være gennem alle sanserne, fortæller hun, mens cafédøren igen går op, så en kold vind omfavner os som en nærgående fremmed fra gaden.
”Det er utroligt, hvordan man pludseligt lægger mærke til sanserne, når man først skriver om dem. Da jeg fik idéen til fem digtsamlinger om de fem sanser, vidste jeg også, at det ville tage mig 10 år at gennemføre den. Synssansen interesserer filosoffer mest, fordi synscenteret er så stort i hjernen, at det optager hele 85 procent af vores sanseindtryk, men jeg ville også gerne beskæftige mig med de sanser, der blev forbigået af filosoffer og andre. For der er noget særligt ved hver sans, men ’lydbogen’ har faktisk åbnet rum på en helt anden måde end de andre sanser. Og den er mærkeligt nok også blevet længere end de andre, selvom jeg følger samme komposition med 55 digte i hver samling.”
Det er sjovt, at du alligevel beskriver høresansen med andre sanser i samlingen – for eksempel med lys?
”Ja, men sanserne ligner også hinanden på den måde, at man for eksempel skærper synssansen i mørke, ligesom man hurtigt finder ud af, hvor mange lyde der findes i ’stilheden’. Det vrimler jo med små lyde i den såkaldte stilhed, men jeg tror, at man skal finde ind i stilheden. Den er også helt nødvendig i forhold til musik, hvor pauserne har sin særlige funktion. For det er dem, der får en til at høre efter.”
Til en klassisk koncert er det også af stor betydning, at dirigenten venter lidt med at sætte orkestret i gang, så koncertsalen først bliver ladet med forventning af stilheden før stormen…
”Ja, og det er det samme, når man læser digte op. Pausen, før man går i gang, er meget afgørende for, om der lyttes. Hvis man begynder med at råbe sine digte ud med det samme, man kommer ind på scenen, er der ingen, der hører efter. For så når man ikke at få kontakt med publikum – og får ikke lagt sin stemme i rette leje. Pauserne er lige så vigtige som ordene,” siger hun og inhalerer tavsheden mellem os et øjeblik, inden hun tilføjer, at tavshed skaber et rum, som man kan møde folk i:
”Man kan sagtens være nærværende, selvom man ikke siger noget. Selv når man står på scenen, kan tavsheden være udtryk for det stærkeste nærvær, når man sammen med publikum gør klar til det, der skal ske. Man kan jo også bedst levere noget, når der er en koncentration i rummet. Den lydløse kommunikation er derfor altgørende,” siger hun og lyser op i smil:
”Det smukkeste, jeg har oplevet i den henseende, var sammen med Laurie Anderson (amerikansk sangerinde og lydkunstner, red.), som jeg faktisk har stået på scenen med. Hun er også en af dem, jeg skriver om i bogen. For jeg lærte umådeligt meget af hendes væsen, udstråling og ro, inden hun gik ind til publikum. I mange år var jeg selv gået meget tændt ind på scenen, hvor alle celler nærmest havde gjort sig klar, men jeg mødte hende på det rette tidspunkt i mit liv, for hun viste mig, hvordan man kan lade op, være sig selv og give det, man vil. Hendes musik fascinerer mig også, fordi den netop navigerer frit i styrke og tempo. Og jeg er meget interesseret i musikkens virkning, som jeg også skriver om i det femte afsnit i samlingen, der indkredser musikalske oplevelser.”
I et andet digt skriver Pia Tafdrup om en koreansk operasanger med en stemme, der berører den danske sansepoet på tværs af sprog.
”Det er en stemme, der river og rusker i mig. Vi reagerer hver især forskelligt på stemmer, men hun har en stemme, der får mine tårer til at springe frem. For det er først og fremmest tonelejet og måden, hun kaster tonerne ud i rummet på, der er gribende,” forklarer Pia Tafdrup, som forleden havde en anden stærk oplevelse med en stemme, som har bevæget hende.
”Det var min 91-årige mors stemme, der pludselig havde forandret sig. Jeg har levet med den stemme hele mit liv, og den ligner både min egen og min søsters. Men på grund af en fejlmedicinering, viste det sig, var den pludselig ikke til at kende. Min mor fik det af mange grunde så skidt, at vi måtte indlægge hende til aflastning på et plejehjem. Det, der gjorde mest indtryk på mig, var, hvordan hendes stemme var blevet en anden. Den var den stemme, der havde trøstet mig et helt liv, men pludselig virkede den fremmed. Nu er den faktisk blevet sig selv igen, efter at medicinen er reguleret, men det fik mig til at tænke over, hvor afhængige vi er af hinandens velkendte lyde,” siger hun og tilføjer:
”Det kan også være forskellen på musik og støj. Musik kan opfattes som støj, hvis den er uønsket. Men er det ens nære og kære, der laver lyden, holder man bare af den,” siger hun med en lun latter, der faktisk lyder som musik.