Holberg med støttepædagog

Den tyske instruktør Milan Peschels meget personlige udgave af Ludvig Holbergs klassiker på Aarhus Teater Scala er et eksempel på hans radikale måde at forholde sig til et værk på. Tre ud af seks stjerner.

Ligesom for en snes år siden, da den samme komedie blev opført på Aarhus Teater, spilles Jeppe af Jens Albinus. – Foto fra forestillingen.
Ligesom for en snes år siden, da den samme komedie blev opført på Aarhus Teater, spilles Jeppe af Jens Albinus. – Foto fra forestillingen.

Alle mod én. Sammensværgelsen er total. Det er i fremhævelsen af dette, at den tyske instruktør Milan Peschels i perioder musikledsagede iscenesættelse af Ludvig Holbergs komedie "Jeppe på Bjerget" på Aarhus Teater Scala både er mest relevant og mest vellykket.

LÆS OGSÅ: Skuespiller Jens Albinus har stemmeproblem

Peschel opfatter den stærkt alkoholiserede titelperson og bonde, der narres til at tro, at han er baron, som et offer for et overflodssamfund, der af lutter kedsomhed adspreder sig ved at eksperimentere med et menneske. Ligesom for en snes år siden, da den samme komedie blev opført på Aarhus Teater, spilles Jeppe af Jens Albinus, der ser ham gennem farcen, hvad han får en del ud af, selvom denne stilart ikke ligefrem synes at være hans mest oplagte udtryksform. Jeppe fremstilles af Albinus som en gennemført bums, der ikke ville skille sig ud fra andre drikkende, sociale tabere på en bænk. Den grumme pointe er så, hvor hurtigt en sølle mand kan blive til en farlig mand hvad Jeppe er som en "baron", der hurtigt lærer sig despoti med hang til hurtigt udstedte dødsdomme. Også den del af historien er på plads og i orden.

Man må altså konstatere, at ganske meget af Holbergs beretning og tillige af hans tekst har overlevet, hvad der med en instruktør som den radikalt arbejdende Milan Peschel absolut ikke er en selvfølge. De, der så hans opsætning af Henrik Ibsens "Et dukkehjem" i 2010 ligeledes på Aarhus Teater, vil vide det hvilket gør nogle forventningsfulde og andre det modsatte. Nærværende anmelder meldte sig blandt de betænkelige, der ikke brød sig om tabet af Ibsen i en opsætning af et skuespil skrevet af samme. Det var i ensidig grad instruktørens forestilling.

Helt så galt (nogle vil måske sige: helt så godt) udvikler det sig trods alt ikke denne gang, selvom forestillingen indimellem går amok på en måde, der for en umiddelbar betragtning intet har med Holberg at gøre. Det gælder for eksempel et langt alt for langt appendiks om den angivelige seksuelle virkelighed ifølge baron Jeppe. Opsætningen bliver her slæbende og uvedkommende, det kontroversielle udfolder sig i et ingenmandsland.

Peschel mener selv, at han tilsyneladende uanset hvad som helst er tro mod de værker, han arbejder med. Han finder dog (hvad han kan have ret i), at det er et misforstået hensyn at tage hvert ord i en klassisk tekst bogstaveligt. Det gælder for ham i høj grad om at opsøge virkemidler, der, gerne ud fra en humoristisk vinkel, kan gøre det ikke bare verbalt, men også sanseligt begribeligt, hvad en given situation ifølge hans forståelse skal fortælle. Og ikke mindst er det virkemidler, der blandes "uden respekt eller hensyntagen til hverken 'plejer' eller 'bør'". Han skærer tekst væk efter sit behov og tilføjer lige så gerne udefrakommende tekst denne gang blandt andet fra skuespillet "Caligula" af Albert Camus.

Grundlæggende synes jeg, at Peschels metode er for anmassende. At han ikke nødvendigvis forløser den foreliggende tekst, men snarere stiller sig i vejen for den. Sådan virker han i hvert fald på mig. Som en bedrevidende støttepædagog, der skubber dramatikeren til side for at komme frem til det ofte både meget overrumplende og slagfærdige, som han vil have, vi skal opleve, om det så er med sandsynligt belæg i teksten eller ej.

Karakteristisk for nærværende forestilling er diverse former for illusionsbrud. Grundtanken er, at skuespillerne bevarer bevidstheden om, at de netop er skuespillere, der som sådanne skal illustrere en rolle, hvilket medfører, at komediens figurer med Jeppe som undtagelsen er mindre faste i konturerne end ellers. Det gælder endog Jeppes hårdtslående kone, Nille, spillet af Marie Louise Wille.

"Den fik de ikke oppe på bageste række", lyder det på et tidspunkt. Og der er flere end denne ene replik, "de" ikke fik, idet de medvirkende, vel efter ordre, til tider taler lige så hurtigt som løbske båndoptagere. Det ultimative udtryk for illusionsbruddet er de sluttelige billeder af det ribbede scenerum, da tyskeren Nicole Timms scenografi - muligvis inspireret af et barokteater med publikum siddende i en kreds hele vejen rundt - har opløst sig i ingenting.
Ludvig Holberg: Jeppe på Bjerget. Iscenesættelse: Milan Peschel. Scenografi: Nicole Timm. Komponister og musikere: Kim Kix og The Atomic Child. Aarhus Teater Scala.