Prøv avisen

Hold religion og kultur ude af kanon

-- En liberal stat som den danske er nødt til at have en vis neutralitet, når det gælder kunst og kultur, mener lektor og dr.pæd. Ove Korsgaard fra Danmarks Pædagogiske Universitet. -- Foto: Kristian Djurhuus.

INTERVIEW: En national kanon bør koncentrere sig om de fælles demokratiske værdier, som binder os sammen på tværs af kultur og religion, mener dr.pæd. Ove Korsgaard, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet

Hvad binder os egentlig sammen som folk og nation? Det er et spørgsmål, som er svært at svare på – i hvert fald kort og præcist – men som mange alligevel forsøger at komme nærmere i disse kanontider.

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) giver med morgendagens offentliggørelse af den nye kulturkanon et bud, som er udarbejdet af 36 forskellige danske kunstnere og folk med forstand på kunst og kultur.

Men uanset hvad der står på de syv lister, kan den nye kulturkanon ikke bruges til at binde os sammen som folk eller gøre os klogere på de grundlæggende værdier, som bør præge vores samfund. Tværtimod er der en fare for, at den virker modsat, mener lektor og dr.pæd. Ove Korsgaard fra Danmarks Pædagogiske Universitet, som gennem mange år har forsket i dannelse, kanon og begrebet folk.

Han henviser til, at selvom kanonudvalgets medlemmer har fået frie hænder til at kanonisere det, de mener er væsentlig dansk kunst og kultur, så fik den kommende kanon en tydelig kulturpolitisk dagsorden, da ministeren holdt sin omstridte tale på De Konservatives landsmøde i september sidste år. Her kædede han kulturkanonen sammen med "kulturkampens nye front", nemlig kampen mod "en middelalderlig muslimsk kultur".

– Ministerens landsmødetale er et udtryk for, at der bag ved det æstetiske projekt er en skelnen mellem dem og os, mellem, hvad der er dansk og ikke-dansk, og det, mener jeg, er problematisk. Jeg mener ikke, at Kulturministeriet skal være en subjektiv part, når vi diskuterer, hvad der sublim er dansk kunst og kultur. Kulturministeriets opgave er at understøtte, befordre og hjælpe kunsten og kulturen frem og styrke det kulturelle demokrati.

– En liberal stat som den danske er nødt til at have en vis neutralitet, når det gælder kunst og kultur, men her bliver staten en tydelig part, og det, mener jeg, er farligt, siger han.

Selvom Ove Korsgard har svært ved at se, hvad denne nye kanon skal bruges til – andet end som en hitliste over kvalitetskunst – er han ikke modstander af en fælles national kanon. Den skal bare have sin rod dér, hvor vi som folk har noget tilfælles: nemlig det politiske, hvilket i dag også er lig med det demokratiske.

– En kanon skal være det, vi kan være fælles om uanset kulturel baggrund eller religion. Den er et glimrende redskab til at afklare og diskutere rammerne for vores fælles samfundsorden, og hvad vi forstår ved fælles værdier. Det skal ikke kun være forbeholdt de dele af befolkningen, som har en kristen baggrund, siger han.

Men før vi når dertil, kræver det en revision af folkelighedsbegrebet, mener lektoren. Han peger på, at vi ofte sætter lighedstegn mellem to græske ord, der begge betyder folk. Ethnos, som dækker over vores etniske oprindelse og kulturelle baggrund. Og demos, som er knyttet til den politiske samfundspagt.

Lighedstegnet viser sig nu at være et stort problem, mener han, for når vi taler om samfundets sammenhængs-kraft og det, som gør os danske, tænker vi i høj grad på det kulturelle ethnos. Og ifølge Ove Korsgaard rangerer kulturkanonen i ministerens udlægning inden for samme kategori. Den er et forsøg på at kanonisere en kultur, som vi alle bør have et forhold til, og fremhæve en kulturel bagage frem for en anden.

– En national kanon bør i stedet kredse om en fælles forståelse af begrebet folk, som er knyttet til det politiske. Et sted, hvor vi med forskellige religioner og kulturer alle har lige muligheder for at deltage i debatten om fælles anliggender, siger han.

Men findes der overhovedet et værdisæt, som alle uanset religion eller kultur kan være fælles om i Danmark? Og skal folk, der flytter til landet, slet ikke være danske, hvad end det så indebærer?

– Jo, selvfølgelig skal de det, men vi kan ikke forlange, at de skal være kristne eller kaste deres kulturelle baggrund over bord. Vi gør heller ikke klogt i at monopolisere kunst og kultur. Vi bør kun forlange, at folk skal være en del af demos, altså det politiske demokratiske fællesskab.

Og her kan Ove Korsgaard sagtens komme i tanker om en række fælles værdier, som er oplagte at tænke ind i en kanon.

– I et demokrati bruger vi ikke sværdet, men ordet. Vi er også en retsstat, som bygger på lighed for loven, og desuden er der også en række eksistentielle værdier og problemer, som alle mennesker tumler med uanset baggrund, siger han.

I modsætning til kulturministerens kulturkanon forestiller Ove Korsgaard sig ikke, at der fra statslig side opstilles en lang liste med udvalgte værker, der skal fungere som et tilbud til offentligheden. Noget hører hjemme i grundskolens læseplaner, andet på universiteterne, og noget tredje i den offentlige debat.

Lektorens bud på, hvad en sådan kanon skal indeholde, er blandt andet et par af de græske tragedier, fortalen til Jyske Lov og uddrag af Nelson Mandelas selvbiografi. Men den skal også afspejle de seneste års politiske udvikling, hvor Danmark er dybt involveret i det europæiske samarbejde, mener han.

– Det afgørende er, at man vælger tekster, som udtrykker forholdet mellem individ og samfund, som er i konstant forandring. Danskheden har i sidste ende at gøre med vores fælles politiske projekt og den politiske kultur.

duus@kristeligt-dagblad.dk

Ove Korsgaard

63 år og uddannet lærer.

Højskoleforstander ved Gerlev Idrætshøjskole 1974-1991.

Ph.d. i voksenpædagogik fra Danmarks Lærerhøjskole i 1997.

Lektor ved Danmarks Lærerhøjskole, der siden er blevet til Danmarks Pædagogiske Universitet siden 1996.

Dr.pæd. fra Danmarks Pædagogiske Universitet i 2004.

Siden 2005 institutleder ved Institut for Pædagogisk Filosofi, Danmarks Pædagogiske Universitet.

Har udgivet en lang række bøger, herunder "Kampen om kroppen – Dansk idrætshistorie gennem 200 år" fra 1982, "Kampen om lyset – Dansk voksenoplysning gennem 500 år" fra 1997 og "Kampen om folket – Et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år fra 2004.