Spansk romantisk ridderdrama sat i scene som komedie i Polen. Kongeslottet er en campingvogn, og det eneste ridderlige er en lanse i form af flagstang. Peter Langdal har været berygtet for sine vanvittige klassikeropsætninger. Holberg eller Shakespeare var sjovt og moderne. Men det er, som om bilvraget, der åbner stykket ved at kaste Trine Dyrholm af – i stedet for den normale hest – er et memento til Langdal.
I hans iscenesættelse af "Livet er en drøm" er det højstemte, poetiske drama blevet komedie, der ikke engang er sjov. Bare kedelig. Bestående af enkeltscener, der aldrig skaber drama, sammenhæng, får os til at sukke begejstret eller bare til rigtig at grine. Da en skuespiller i en scene råber: "Hold så op med den komedie," kan man ikke andet end ønske, at instruktøren havde lyttet til sin egen tekst.
Den i forvejen gammeldags historie om en ung, indespærret prins, der af sin aldrende, hemmelige far bliver testet én dag i rollen som konge, bliver aldrig hverken gribende eller spændende i Langdals løse iscenesættelse. Alt for tit har man på fornemmelsen, at skuespillernes ageren på scenen mere er baseret på tilfældigheder og manglende idé, end det er styret af en overordnet tanke og tolkning af, hvad vi skal med denne spanske klassiker i det 21. århundredes Danmark.
Skuespillerne hører til i den øvre liga, men den eneste, der folder sig ud, er Olaf Johannesen som Astolfo, der er vidunderligt charmerende og en temmelig giftig blanding af beregning, smisken, intelligens og overlevelse. Resten kæmper bravt for at få det til at se ud af noget og være morsomt. Det er ikke let for dem. Det er det heller ikke for publikum. For det meste af tiden keder man sig en hel del mere, end man morer sig.
Livet er en drøm. Af Pedro Calderón de la Barca. Iscenesættelse: Peter Langdal. Dansk oversættelse og bearbejdelse: Mette Wolf Iversen og Peter Langdal. Scenografi: Maja Ziska. Betty Nansen Teatret, Store Scene.