At holde en andens liv i hånden ude i Midtvesten

Der er nyt fra amerikansk litteraturs ”måske mest beåndede forfatter”, som en anmelder kalder hende, og der er massiv begejstring for Marilynne Robinsons roman ”Jack”

"Jack" af Marilynne Robinson høster fem hjerter ud seks i Politiken. I Kristelig Dagblad er karakteren den samme: Fem stjerner herfra.
"Jack" af Marilynne Robinson høster fem hjerter ud seks i Politiken. I Kristelig Dagblad er karakteren den samme: Fem stjerner herfra. .

”Hvad er der galt med Jack? I Marilynne Robinsons tre forrige romaner – ’Gilead’ (2004), ’Hjemme’ (2008) og ’Lila’ (2014) – har vi oplevet ham som en sær, tavs, rastløs og selvdestruktiv dreng og ung mand, der hjemme i Gilead sprænger postkasser i luften og ødelægger alt omkring sig, stjæler, lyver og drikker, pjækker fra både skole og kirkegang og senere gør en kvinde gravid.”

Sådan spørger Tonny Vorm i sin anmeldelse i Information, hvor han også slår fast, at ”Jack” (udgivet på Gyldendal, på dansk, endda fremragende, mener flere anmeldere, ved Juliane Wammen) er endt som den mest spændende og interessante i Robinsons kvartet.

I de tidligere romaner har vi set Jack gennem andres øjne – første gang som søn af Robert Boughton, ven til præsten John Ames, der i ”Gilead” satte sig ned og skrev et brev til sin syvårige søn – men denne gang møder vi han i 1950’ernes St. Louis, hvor han netop er blevet løsladt fra fængslet for en forbrydelse, som han ikke har begået, og forelsker sig i den sorte lærerinde og præstedatter Della.

Tonny Vorm konstaterer, at skellet mellem det sorte og det hvide USA får et konkret udtryk i ”Jack”, samt at Marilynne Robinsons romaner, der alle udspiller sig på en bund af kristne værdier, teologiske dueller og moralske spørgsmål, altid løfter sig til konkrete menneskelige dramaer med relevans også for ikke-troende læsere, som blandt andre ham selv, og at hun er og bliver mesterlig, også selvom der bliver ”grublet forbløffende meget” i forfatterens univers:

”Handlingen er for så vidt ikke lineær hos Robinson, men følger også i hver enkelt roman, hvad man kan kalde erindringens kronologi, hvori der kastes lys på begivenheder og motiver fra forskellige datoer og vinkler, som de springer frem. Det kræver koncentration fra læserens side at få skabt et sammenhængende billede, hvilket naturligvis afspejler figurernes genvordigheder.”

Den koncentration leverer Henriette Bacher Lind imidlertid gerne. I Morgenavisen Jyllands-Posten falder der nemlig seks stjerner ud af seks til ”et foruroligende eksistentielt drama” og ”en højst usædvanlig kærlighedsroman om en højst usædvanlig kærlighed. I et uendeligt langsomt og eftertænksomt tempo udfoldes et i det ydre stilfærdigt, i det indre et orkanlignende drama af eksistentielle og religiøse dimensioner”.

Hun noterer sig, at sproget er overrumplende og fornyende, at det kræver pauser undervejs i læsningen at fordøje de mange unikke begreber og sætte dem ind i det teologiske tankesystem, som er handlingens egentlige puls, og endelig at Marilynne Robinson er mageløs:

”Hun driver begreberne kærlighed, loyalitet og nåde ud til en grænse, hvor de færreste nogensinde har været, og tvinger dermed sin læser ind i svimlende tankespiraler.”

Med ”Jack”, der sagtens kan læses uafhængig af de tre foregående romaner, finder Jes Stein Pedersen i Politiken, at Marilynne Robinson tilføjer sider af racediskriminationen, som man sjældent læser om:

”Det sker ved, at hun lader en hvid mand erfare, hvad den ’infernalske samfundspagt’, altså datidens raceadskillelse, afstedkommer. Hun viser, at racediskriminationen principielt går ud over alle mennesker, ikke mindst når den umuliggør kærlighed.”

Han betegner Marilynne Robinson som ”amerikansk litteraturs måske mest beåndede forfatter”, der som vanligt insisterer på, at alle, også denne fortabte søn fra Gilead, som har mistet så meget, har krav på at opleve nådens stråleglans:

”Marilynne Robinson, der er calvinist, er en knivskarp intellektuel, som er i besiddelse af en særlig religiøs visdom. Hvis hun var kirkeleder, ville det være tilgivelse og tolerance, der klang i hendes prædikener (…) Med Della og Jack præsenterer hun to mennesker, som mod alle odds og masser af indre og ydre fjender er nødt til at tro på, at det gode kan ske.”

Det bliver til fem hjerter ud af seks til ”Jack”, og det samme antal stjerner falder der i Kristeligt Dagblad, hvor Johannes Baun konstaterer, at han sjældent har set en så håbløst utilpasset karakter i litteraturen som netop Jack. Hans umulige kærlighedshistorie bliver udfoldet ”tålmodigt – og jeg er nødt til at skrive det: for tålmodigt”, og uanset hvad Della og Jack foretager sig, er der noget akavet over det, mener Baun:

”De kan ikke være sammen, men de kan heller ikke være hinanden foruden. De taler forbi hinanden og sårer hinanden, men har ingen andre til at trøste sig end den anden. De er to fortabte sjæle på jagt efter et svalt pust fra saligheden.”

Og som altid hos Marilynne Robinson betyder troen meget. Der er teologiske diskussioner mellem den presbyterianske Jack og den metodistiske Della, og troens dogmer bliver nærværende, når Robinson igen og igen giver nåden, forfatterskabets kerneord, krop:

”Men i tilfældet ”Jack” er det allermest bevægende at se, hvordan man, med K.E. Løgstrups ofte gengivne ord, ’aldrig (har) med et andet menneske at gøre, uden at man holder noget af dets liv i sin hånd’.”

Robinson kender næppe den danske teolog, men hendes seneste roman demonstrerer den eksistentielle dybde, som ligger i den fortsættelse, K.E. Løgstrup kun sjældent citeres for:

”Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

Jack og Dellas liv lykkes ikke – alt for meget er imod. Men hver især holder de den andens liv i hånden.”

I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.