Figuren Dorian Gray er blevet brugt i alt fra britiske storfilm til moderne horrorserier og filmatiseringen af tegneserien ”Det hemmelighedsfulde selskab”, hvor den evigtunge yngling er i selskab med blandt andre Dr. Jekyll/Mr. Hyde og Kaptajn Nemo.
Med andre ord skabte Oscar Wilde i slutningen af 1800-tallet en udødelig figur, der på tragisk vis var med til at dømme ham for utugt og homoseksualitet.
Til dem, der ikke er bekendt med den Faust-mytiske fortælling om den smukke og uspolerede Dorian Gray, der får sit portræt malet af den følsomme Basil Hallward, er her et kort oprids af plottet:
Den uskyldige Dorian Gray får sit sind forpurret af den ironiske og opiumsrygende djævelkarakter Lord Henry og forbander sit forestående skønhedsforfald i en sådan grad, at det portræt, han har fået malet, ældes, præges og fordærves i stedet for ham.
Og denne ældning sker ikke bare med tiden som katalysator, det er lige så meget Dorian Grays stadigt mere fordærvede sind, der giver sig udtryk i portrættet.
Som en klassisk vampyrfortælling inficeres og vækkes Narcissus-figuren Dorian Gray af en anden og lokkes mod et – på overfladen at se – attraktivt alternativ til tidens tand:
Hans skønhed forbliver nemlig intakt, og de lyse krøller er efter 300 sider lige så spændstige som på side et.
Med i nyoversættelsen – der første gang kom i denne form på Det lille Forlag i 2006 – er et manifestlignende forord.
Det er interessant på flere planer. Dels rummer det, som romanen i øvrigt, påstande og sandheder af både filosofisk og æstetisk karakter, dels er det med til at placere ”Billedet af Dorian Gray” i den kontekst, det i dag er umuligt ikke at læse romanen i. Forordet fungerede nemlig som et svar på den hårde kritik, som historien modtog.
Offentlighedens modtagelse af ”Billedet af Dorian Gray” i slutningen af 1800-tallet var præget af censur og kritiske anmeldelser. The Chronicle kritiserede blandt andet historiens ”(…) kvindagtige frivolitet, udstuderede uoprigtighed, teatralske kynisme, flabede filosofering og det giftige kølvand af grel vulgaritet”.
Den konservative London-avis St James’s Gazette syntes, at bogen burde forbydes af myndighederne, og desuden at den var ”kedsommelig”. Det kedsommelige kan da også lure frem under de lange replikudvekslinger mellem især Lord Henry og Dorian Gray eller under den længere opremsning af Europas store dyrkere af pomp og pragt.
Her træder Oscar Wildes uvilje mod at gardere sig med en stærk fortællerstemme igennem, men stykkerne tjener imidlertid som underbygning af Dorian Grays konstante hæften sig ved overfladen, det glitrende og det ufarlige.
Med nutidens øjne er det ufatteligt, at et sanseligt mesterværk som ”Billedet af Dorian Gray” blev underlagt censur, og at fiktionen også blev taget til fange i et forfærdeligt forsøg på at kriminalisere Oscar Wilde og fængsle ham for utugt og homoseksualitet. Fængslingen lykkedes ulykkeligvis, og efter to års strafarbejde i fængslet blev den irske forfatter aldrig den samme. Hverken i helbred eller kunstnerisk set.
”Billedet af Dorian Gray” endte med at blive Oscar Wildes eneste roman. Bogens maler, Basil Hallward, lægger – efter at have færdiggjort det vidunderlige portræt af den smukke Dorian – vægt på, at maleriet aldrig skal udstilles. Der er med hans ord for meget af ham selv at spore i portrættet, og stor kunst skal aldrig blot reflektere kunstneren selv. Det er jeg meget enig i, og det er uendeligt trist, at ”Billedet af Dorian Gray” i sidste ende blev brugt som netop det: Et vidnesbyrd mod dets ophavsmand.