"Mit transportnummer er en væsentlig del af min identitet. Jeg er Jytte Bornstein, XXV-3-129."

Sådan siger en af de 500 danske jøder, der i 1943 blev deporteret til nazisternes koncentrationslejr Theresienstadt lidt uden for Prag.

Tiden i Theresienstadt

Jytte Bornstein var kun syv år dengang, men husker tydeligt, hvordan det var at være et almindeligt barn i Danmark den ene dag og at blive offer for Hitlers jagt på europæiske jøder den næste.

Jytte Bornstein og fem andre danske jøder fortæller i filmen "Theresienstadt – danske børn i nazistisk fangenskab" om deres oplevelser i det besatte Danmark og tiden i Theresienstadt.

Filmen er produceret af Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, og bliver vist på Københavns Jødiske Filmfestival, der starter i dag med en række film om holocaust. Den danske dokumentarfilm kan desuden ses på hjemmesiden Theresienstadt.dk.

Officiel mindedag for holocaust

I dag er Auschwitz-dag, Danmarks officielle minde- og mærkedag for ofre for holocaust og andre folkedrab, og DIIS har hele ugen markeret dagen med en række temadage for omkring 2000 elever på ungdomsuddannelser landet over. Temaet i år er "Kampen om erindringen", og den nye dokumentarfilm indgår i DIIS? undervisningsmateriale.

"Det er en kamp, fordi alt ikke kommer med i historiebøgerne og filmatiseringerne eller bliver husket med mindesmærker," siger projektleder fra DIIS, Stine Thuge.

"Det er en kamp," fortsætter hun, "om, hvordan man husker, hvad man husker, og hvordan det bliver givet videre, og hvem der bestemmer, hvad der skal erindres. I Rwanda valgte regeringen efter folkedrabet i 1994 for eksempel at droppe al historieundervisning, fordi man mente, at det ville hindre forsoningen at rode i fortidens forbrydelser. Man skulle se fremad – ikke tilbage," siger hun.

Danske fanger var tabu

De danske jøders oplevelser i Theresienstadt har også længe været tabu herhjemme, ikke mindst for de involverede. Da de danske fanger i april 1945 blev hentet af de hvide busser og bragt hjem gennem det krigshærgede Europa, ønskede de fleste først og fremmest at glemme de 18 måneders i helvede.

"Min bror og jeg talte ikke indbyrdes om det. Vi har haft meget besvær med det. Først i de senere år har vi snakket om det," siger Salle Fischermann i filmen. Han var 13 år, da han kom til Theresienstadt.

Stine Thuge mener, at de danske fanger på samme måde var tabu i den danske bevidsthed efter krigen. Den nye dokumentarfilm er ifølge hende med til at udfylde et hul i vores kollektive erindring om, hvad der skete med de danske jøder.

"Historien om redningen af de cirka 7000 danske jøder kender de fleste. Den bekræfter grundfortællingen om den danske modstand mod besættelsesmagten. Den anden historie, som også er den del af den danske besættelseshistorie, handler om, at ikke alle blev reddet. Ind til for nylig har man ikke fokuseret på denne del. Forskere og historikere har måske, men det er ikke noget, almindelige danskere kender særlig meget til. Der er sket et skifte, hvor de, der ikke blev reddet, også får ordet," siger Stine Thuge.

Et opgør med historien

Hun ser filmen som en del af et større opgør med historien, hvor man ser på de negative sider, for eksempel redningen af de danske jøder, som er blevet endevendt. For var der tale om udnyttelse eller heltegerninger? Det samme gælder samarbejdspolitikken. Der er mange lande, der er gået i gang med at ransage sig selv og se på sider af historien, som gør lidt ondt, fortæller Stine Thuge.

En af de vigtigste grunde til at lave filmen, mener hun, er, at tiden går. Inden for en årrække forsvinder de sidste vidner til holocaust, som er enormt vigtige i arbejdet med at overdrage historien til ungdommen.

"Børnene kommer ansigt til ansigt med de overlevende. De hører sætninger som ?jeg frøs? og ?min mor gjorde sådan og sådan for at skaffe mere mad til os?. Det er en øjenåbner for mange. Historien bliver mere vedkommende ved at se et menneske, som boede i Danmark, og som minder om ens egne bedsteforældre. Det var ikke noget, der kun skete for en masse mennesker et andet sted. Den personlige historie er utrolig vigtig. Man kan se filmen som den næstbedste løsning, som et alternativ til at møde ofrene personligt."

Vidnesbyrd kan hjælpe ofre videre

Det personlige vidnesbyrd er ikke kun vigtigt for den kollektive erindring. Også ofrene vinder meget ved at stille sig op og fortælle. Det siger direktør for terapi- og uddannelsescentret DISPUK Allan Holmgren, som i forbindelse med visningen af dokumentarfilmen på søndag vil holde et oplæg om, hvordan fortælling kan hjælpe de overlevende med at komme videre.

"Det er identitetsstyrkende at stå frem og dokumentere sit liv. Når man fortæller, bliver hørt og set, gør man andre til vidner til ens eget liv. På den måde bliver man synlig for sig selv. Mange gemmer deres oplevelser dybt inde. Det er meget usundt. Det gælder også traumatiserede folk, der har været i det tidligere Jugoslavien, Afghanistan og Irak. Det er en stor fejl at føle sig skamfuld omkring det. Vi bliver vidner til andres liv. Det er formålet, det bevæger folk. Det er vidnesbyrd til livet. Som Primo Levi siger: 'Det skete. Derfor kan det ske igen,'" siger Allan Holmgren.