To trykfriske bøger fra universiteterne i Aarhus og København handler om, hvordan erindring formidles og fastholdes æstetisk. Det er blot to eksempler, der viser, at vidnesbyrd-litteraturen er blevet et stadig større interesseområde blandt forskere, skriver Kristeligt Dagblad.
Man kan blive ved med at undersøge vidnesbyrdlitteratur, blandt andet fordi det er interessant at se, hvordan den deltager i den stadigt foranderlige kollektive erindring. Hvad gøres vigtigt? Hvad udelades? Hvordan skete det?, siger lektor Jacob Lund fra Institut for Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet, der i essay-samlingen Erindringens æstetik undersøger, hvordan de overlevendes oplevelser er erfaret, følt og givet videre.
De to danske universiteter har etableret et forskningsnetværk i erindringskultur, hvor flere arbejder med de nedskrevne minder. Der er ifølge Jacob Lund flere årsager til den store opmærksomhed: Et personligt vidnesbyrd er ofte bedre til at involvere sine medmennesker i traumatiske begivenheder end en historisk faktuel fremstilling. Og op til i dag har der været nye krige og folkemord, der gør holocaust-erindringerne relevante.
Ud over at dokumentere det skete har litteraturen også fået til opgave at bevare og levendegøre mindet i nutiden, siger Jacob Lund og peger på såkaldt posterindring, som er de efterfølgende generationers forsøg på at erindre og bevidne traumer, de ikke selv har oplevet, men som de har hørt om gennem fortællinger, fotografier, film, bøger, tegninger med mere. Svenske Steve Sem-Sandbergs bog De fattige i Lodz udgivet tidligere på året er et eksempel på denne udvikling.
Den store interesse blandt både almindelige læsere og forskere for vidnesbyrdlitteratur hænger sammen med, at folk siden 1980erne og en lang periode med fokus på de store fabulerende fortællinger har været trætte af fiktion og efterspørger virkelige historier.
Det mener cand. mag. i litteraturvidenskab Morten Lassen, der har skrevet At skrive holocaust. En introduktion til vidnesbyrdlitteraturen. Moritz Schramm, litteraturforsker fra Syddansk Universitet, mener, at det store fokus banalt nok også falder sammen med, at der er ganske få vidner tilbage.
Man sætter igen spørgsmålstegn ved, hvordan man erindrer, og hvad man gør med fortiden, når der ikke er flere levende vidner til at give os den individuelle hukommelse, siger han.