Syd for Kolding ligger en lille by, som måske ikke fylder meget på landkortet, men som alligevel udfylder en speciel plads i Danmark. Christiansfeld hedder den. Kendt for sine honningkager, men særligt ved at være planlagt og bygget efter samme mønster som den første brødremenighedsby, Herrnhut i Tyskland.
En by bygget ud fra en tanke om et kristent fællesskab, og det er i denne by, at det nye teaterstykke på Mungo Park Kolding, Honningkagebyen, tager sit afsæt. Det er ikke et teaterstykke om byen, men derimod om det, som hele byen repræsenterer, nemlig troen.
I stykket møder vi ægteparret Linda og Stefan, som er på vej til Tanzania for at missionere for Brødremenigheden. Kort før afrejsedagen kommer byens nye læge, Anders, på besøg for at aflevere deres datters jakke. Den lå i et hul på den lokale kirkegård, Gudsageren.
Anders bliver straks bekymret for parrets datter den spinkle, blege Sarah med de blå bolsjeøjne.
Sådan lyder oplægget til stykket, som af teatret benævnes som et gudsnærværende drama, der afsøger de sider af livet, hvor videnskaben giver fortabt, og troen overtager.
Stykket er skrevet af den prisbelønnede dramatiker Julie Maj Jakobsen og instrueret af Lasse Bo Handberg, som for omtrent et halvt år siden satte sig i direktørstolen på Mungo Park Kolding.
Da han så på et kort over Kolding Kommune og fandt ud af, at Christiansfeld var en del af kommunen, øjnede han muligheden for opføre et stykke om tro.
Han har længe haft lyst til i teatersammenhæng at beskæftige sig med tro, da troen for ham at se er forbundet til alt det, der handler om at være menneske. Men han har holdt sig tilbage, for alt for ofte bliver troen i den offentlige debat vinklet politisk, synes han. Og det er ikke en politisk debat, som Lasse Handberg ønsker at starte. For ham er troen et eksistensvilkår, men et vilkår, som mange danskere er bange for at forholde sig til:
Danmark er verdensmester i at gøre troen til et privat anliggende noget, vi ikke skilter med, og som næsten tenderer til et tabu. Og det er da for vildt, at det forholder sig sådan. Det betyder, at når vi så endelig taler om troen i Danmark, så er det ofte på den politiske arena, hvor vi skal diskutere alt fra tørklæder til vielser i kirken. Men for mig at se handler det om noget andet. Om meningsfuldhed.
Selvom Christiansfeld ikke er omdrejningspunkt i stykket, så kan det ikke undgås, at det betyder meget for en historie, hvor den tager sit udgangspunkt, siger Lasse Bo Handberg:
Vi får så at sige en vinkel og en historie foræret. Det interessante er den særlige tilgang til kristendommen, som brødremenigheden kom med, som er meget inkluderende og fællesskabsdannende. Men som Archimedes sagde det: Giv mig et fast punkt, og jeg skal bevæge hele verden. For vi skal ikke fortælle historien om Christiansfeld, men blot tage udgangspunkt i byen og på den måde kunne kredse om større emner som tro og eksistens. Og det er netop også det, som byen repræsenterer det lille som en del af noget større.
Lasse Bo Handberg håber, at stykket kommer til at kilde i hjernen på publikum, og at de går ud derfra, måske ikke klogere, men spørgende og eftertænksomme.
Stykket er en blanding af et skæbnedrama og en thriller, og derfor kan det virke psykologisk voldsomt, fortæller Lasse Bo Handberg.
Men først og fremmest handler det om eksistens, dilemmaer og det moderne menneskes evige søgen efter det perfekte, som gør, at mange kommer til at se sort-hvidt på livet, hvor der er gode og dårlige måder at leve sit liv på. På samme måde forholder det sig med troen, hvor det hedder, at man enten tror eller ikke tror.
I virkeligheden handler det om at komme overens med sig selv og alle sine facetter og bagsider. I den blinde jagt efter det perfekte liv finder vi ikke glæden, men tværtimod en følelse af utilstrækkelighed. Og hvis vi bruger troens rette lære til at slå os selv i hovedet med, så vil vi altid være i underskud. Troen må være en gave, som handler om muligheder og kærlighed. Gud går ikke i små sko, og det perfekte liv går heller ikke i for små sko, siger Lasse Bo Handberg, som dog på bedste danske maner ikke vil løfte sløret for sit eget forhold til troen.
For instruktørens personlige forhold til tro er ikke interessant, mener han.
Men at trosspørgsmålet altid har interesseret ham, er ikke nogen hemmelighed. Og derfor synes han, at det er et kæmpe privilegium at kunne invitere publikum ind til et teaterstykke om tro.
For når man er sammen om et spørgsmål i et stykke tid, så sker der noget.
Publikum er i det hele taget noget, som optager Lasse Bo Handberg meget. For man kan ikke komme uden om, at publikum er det vigtigste for teatret.
Teateret skaber et godt rum til at mødes og skaber et fællesskab. Og netop det med at gøre noget sammen synes der at blive mindre og mindre af, og derfor er det så magtpåliggende for mig at skabe en fælles arena for nogle mennesker. Og der er troen et vedkommende emne at tage fat i, for det fylder i os alle sammen på den ene eller anden måde. Vi er bare bange for at tale om den.
Honningkagebyen