Hvad er tonstungt, lavet af bronze, koster to millioner kroner og skal rykke ved ungdommens idol-dyrkelse? Såmænd en klassisk arkaisk skulptur af videnskabsmanden Eske Willerslev. Kunstneren Kristian von Hornsleth vil flytte unges fokus fra Youtube til Sibiriens pelsjægerliv, fra sociale medier til dna i iskerner og gamle knogler.
For nysgerrigheden på omverdenen er ved at vige pladsen for den navlepillende og introverte sociale medier-kultur, hvor vi dyrker os selv frem for verden, universet, virkeligheden. Og så taber vi i det lange, globale konkurrence-løb. Det er i hvert fald, hvad Kristian von Hornsleth frygter.
”Det gør ondt, når jeg ser mine unger sidde på Youtube. Og jeg kan ikke tvinge dem væk, for det er mere interessant end at være med på sådan en Jules Verne-tur eller en Elon Musk-tur eller en pelsjægertur. Hvorfor kan jeg ikke få dem inspireret til at tage med på den store rejse ud i universet?”, spørger han.
Det frustrerer ham, fordi der er et større potentiale uden for skærmens verden, og selvom han selv kan være slem til at flade ud med mere eller mindre tom underholdning på nettet, ønsker han, at en "rockstjerne-forsker" som Eske Willerslev optog os mere end videoer af søde katte. Derfor vil han rejse skulpturen "Forskeren" ved Vallerød Skole og Rungsted Gymnasium i samarbejde med Hørsholm Kommune.
”Det at sidde på nettet er sådan en mild form for åndelig masturbation med sig selv og sit Facebook. Det er meget introvert, og det kan være helende, men der er noget ekstrovert i kunsten og i videnskaben; det med, at man opdager ting, så fællesskabet får glæde af, at der pludselig bliver opdaget en ny måde at behandle hepatitis eller malaria på, eller en ny måde at forstå, hvorfor nogle mennesker begår vold,” siger Kristian von Hornsleth.
Han forklarer, at hans kunst ofte tager udgangspunkt i uvidenheden forstået som det mulige fremskridt i enten videnskabelig viden eller åndelig erkendelse. Derfor dyrker han og Eske Willerslev samme interesse. De vil drive menneskeheden fremad. Fremad mod det noget, som selv for fantasien er besværligt at begribe.
”Jeg kan godt lide idéen om, at vi lever i uvidenhed. Vi ved enormt meget om stenalderen – de vidste ikke så meget om sig selv. Hvis du går hundrede år frem, så ved de enormt meget om os i dag: ’Kæft, hvor var de dumme. De havde en mobiltelefon. Hold kæft, hvor var de latterlige,’ vil de sige. Til den tid snakker vi sammen uden aggregater. Der har vi fundet ud af, at selve strukturen i luften og stenene faktisk allerede er computere,” spår Kristian von Hornsleth.
Det er noget med vitalitet over for magelighed, der er på spil. For når celebrity-fænomener og personer fra underholdningsbranchen er dem, der når ud til allerflest mennesker via for eksempel sociale medier, træder den gamle skoles idoler i baggrunden. Og dermed skinner scenelyset ikke på bøgerne, udforskningen, viden og dannelse, mener kunstneren – og så går man i stå.
”Når folk går på Youtube og ser kattevideoer, er det som et langsomt selvmord. For så rådner du op. Du når ikke at komme videre, og så bliver du overhalet af kineserne og inderne og pakistanerne. De har jo allerede 500.000 unge ingeniører på vej," siger Kristian von Hornsleth.
Unge fra Rysensteen Gymnasium i København blev i slutningen af maj spurgt af Radio24syv, hvad de ville synes om at have en statue af Eske Willerslev stående ved deres gymnasium.
"Laver de stadig statuer? Jeg troede, det var noget, de stoppede med for 1000 år siden," siger en af de adspurgte unge, mens en anden undrer sig over, at budskabet skal udtrykkes gennem en skulptur:
”Jeg tænker, det er sjovt, det skal være en statue og ikke noget andet, der henvender sig mere til unge mennesker, ligesom reality-stjerner gør med tv og sociale medier.”
Adspurgt, hvem gymnasieeleverne selv kunne forestille sig at have en skulptur stående af, var det mest akademiske bud filosoffen Vincent F. Hendricks. Men iblandt svarene var eksempelvis også den nyligt afdøde svenske dj Avicii, fodboldspilleren Nicklas Bendtner og den amerikanske rapper og producerer Kanye West.
Om kritikken er velbegrundet eller ej, kan Kristian von Hornsleths opråb ses som en forsøgt saltvandsindsprøjtning mod magelighed og den lettilgængelige adspredelse på nettet. Og det handler nok mere om mådehold med den åndelige junkfood end askese for kunstneren, der sagtens selv kan være til fals for "en god rocksang", hvis højkulturen ikke umiddelbart kalder. Men det er for ham vigtigt med en sund balancegang, hvor indtaget af tomme kalorier kan være en dessert efter et godt tilskud af åndelige vitaminer og næringsstoffer.
”Du ligger altså bedre i sofaen, efter du har løbet. Er vi nogle dovne kartofler? Har teknologien gjort os passive og inaktive? Hvorfor fylder vi os med sukker og fedt? Hvorfor spiser vi ikke grøntsager, når vi ved, det er bedre?”, spørger Kristian von Hornsleth.