”Kom hjerte, tag dit regnebræt, skriv op dit levneds dage, se til, at du kan sanse ret og tænke lidt tilbage.”
Sådan hedder det i Salmebogens nr. 714, og dette vers griber man sig selv i at nynne under læsningen af den amerikanske historiker og kommentator David Horowitz' seneste bog.
I smukke, afvekslende billeder gør Horowitz nemlig status over sit liv.
Alderdommens ro har han på trods af sine 75 år endnu ikke smagt. Men nok alderdommens svækkelse, og bogen vidner om den blanding af mod, stædighed og insisterende vilje, som forfatteren må mobilisere for at håndtere følgerne af en fejlslagen hofteoperation.
Emnet for bogen er livet, døden og kærligheden, der jo er eviggyldige temaer. Men samtidig er bogen skrevet med det bid og vid, man forbinder med den kendte amerikanske polemiker.
Forfatteren foretager undervejs sammenligninger mellem kommunisme og islamisme - det er jo samme surdej. Lige morderiske, lige fanatiske, lige uhyggelige. Ja, de to ideologier er jo tvillingebrødre, fordi de sværger til samme metoder og samme terror, konstaterer Horowitz.
Og de aktuelle trusler fra Isis får ham til at tænke tilbage på hans eget engagement på den militante venstrefløj i USA.
Her indså Horowitz, at de totalitære bevægelsers baggrund og ballast består i, at de retfærdige blot lige skal have skaffet de uretfærdige væk for at realisere den evige drøm om en ny menneskeslægt på en ny jord. I denne religiøse forestilling er alle ideologier begyndt, og det er da et principielt opgør med den politiske religiøsitet, der har været Horowitz' anliggende, siden han som en moden herre tog opgøret med sig selv og sine tidligere kampfæller.
”You're Going to be Dead One Day” bærer undertitlen ”a love story”, og Horowitz fremstår rigtignok også som en romantiker med forelskede følelser til højt oppe over hentehåret i forhold til sin fjerde og noget yngre ægtefælle, April.
Det er i øvrigt hende, der minder Horowitz om, at han jo en dag skal dø og derfor skal sørge for at få boet gjort op inden da. Og bogen bekræfter til fulde, at Horowitz har talent for at fremlægge sig selv på følsom vis:
”Undertiden bliver jeg vemodig på mine vandringer, når jeg tænker over de svundne år og genkalder mig de mennesker, jeg elskede, og de gange, jeg svigtede dem (...) Jeg skulle have været en bedre ægtemand og far og ven. Jeg håber, at det menneske, jeg er i dag, havde gjort det bedre. Men skønt mine tanker kan rejse tilbage i tid, så kan jeg ikke selv gøre det. Derfor tjener min anger ikke andet formål end som inspiration til at blive et venligere og mere forstående menneske over for dem, jeg elsker, i de dage, jeg måtte have tilbage.”
Ja, når alle illusioner er bristet, og alle facader er faldet, sidder der kun det enkelte menneske tilbage.
Det er den erfaring, Horowitz har gjort efter at have brændt sig på tilværelsens store komfur, og dermed bliver Horowitz' fine lille bog et forsvar for det menneske, som elsker og lider, sørger og jubler, og som i alle vigtige afgørelser er henvist til sin næste og sin Gud.