Et industrimuseum skal både fortælle om maskiner, menneskene bag dem og deres aftryk på samfundet

Danmarks Industrimuseum i Horsens leverer en til tider betagende formidlingsindsats, og museets bygninger er i sig selv imponerende historiefortællere. Men desværre rummer museet også mange genstande og udstillinger, hvor forbindelsen til den store historie mangler

Museet er indrettet i et gammelt elværk fra den tid, hvor den slags endnu var prægtige bygningsværker.
Museet er indrettet i et gammelt elværk fra den tid, hvor den slags endnu var prægtige bygningsværker. Foto: Danmarks Industrimuseum

I den gamle arbejderby Horsens ligger en af landets mere upåagtede museer, nemlig Danmarks Industrimuseum. Upåagtet er det i flere henseender. Selvom det er et ganske stort museum, hører det ikke hjemme i museernes superliga, hvad angår besøgstal. Men der er også noget andet og dybere på spil. For sagen er jo, at industrien i det hele taget spiller en relativt tilbagetrukket rolle for vores selvforståelse i Danmark.

Vi er åndeligt set behersket af det, man har kaldt gårdmandslinjen i dansk historieskrivning. Landet er det ”mejerigtige” Danmark. Falder samtalen på industrien, kommer det hurtigt til at handle om industriarbejdernes dårlige kår i slutningen af 1800-tallet og arbejderbevægelsens røde faner som gazebindet om det væskende sår.

Nuvel, dette er en del af historien. Men Danmarks industrialisering handler om meget andet. Den har økonomiske, politiske, kulturelle træk. På det allermest konkrete plan handler den om maskiner og produkter. Og så de mennesker, der betjente maskinerne og levede af udkommet.

Det er alle disse historier, et industrimuseum må dække. Det er naturligvis vanskeligt, men Danmarks Industrimuseum gør en overbevisende og til tider betagende formidlingsindsats. Og så koster det hele kun 70 kroner.

Lad os begynde med det betagende. Museet er indrettet i et gammelt elværk fra den tid, hvor den slags endnu var prægtige bygningsværker. Fabrikkernes maskinhaller var ligesom banegårdene katedraler til fremskridtet. Jo, industrien måtte netop i et landbrugssamfund tilkæmpe sig status, og bygningsmassen var en måde at gøre det på.

Dette giver den imponerende maskinhal på museet et indblik i. Det er ikke bare bygningen, men også de majestætiske maskiner i rummet, som skaber dette udtryk. Kommer man på rette tidspunkt, er der endog gang i hjulene.

I det hele taget er museets udstillinger præget af en sund forståelse for materialitet. De forskellige rum er indrettet som produktionslokalerne i historiske bryggerier, bogbinderier, trykkerier og maskinværksteder.

Og som man begiver sig fra et rum til et andet, ser man sig omringet af nye maskiner og produkter, der fremstår i sværtet autenticitet. Det er faktisk, som om man befinder sig på en fabrik efter lukketid.

Det dufter af tobak, sværte og olie. Det eneste, der mangler, er sved. Indeklimaet skifter fra rum til rum. Her er gæst og genstand ikke adskilt af glas. Man kan helt konkret røre ved det meste. Og ja, man får beskidte fingre.

Heldigvis fokuserer museet ikke kun på industriel produktion, men også industrisamfundets øvrige træk. Her er en bank, et direktørkontor, en skole, et idrætsarkiv – og så en tilknyttet Nimbus-udstilling drevet af snakkesalige ildsjæle.

Nok så vigtigt giver museet et indblik i arbejdernes liv fra 1880’erne til 1970’erne. Også her udnytter museet sine fysiske rammer optimalt. Museet ligger nemlig i et gammelt arbejderkvarter med små boliger. Her bor der i dag helt almindelige mennesker, der intet har med museet at gøre. Men i to opgange i dette boligkvarter befinder man sig pludselig igen i museet. Her er lejlighederne på hver etage indrettet, som de kunne tage sig ud på forskellige tidspunkter i perioden.

Gennemgående for museet, der ligger i et gammelt arbejderkvarter, er, at det udnytter sine fysiske rammer optimalt.
Gennemgående for museet, der ligger i et gammelt arbejderkvarter, er, at det udnytter sine fysiske rammer optimalt. Foto: Danmarks Industrimuseum

Man går rundt i de gamle stuer med det in mente, at der bor rigtige, levende – helt moderne – mennesker i identiske lejligheder lige på den anden side af væggen.

Lejlighederne giver et fint indblik i ændringen i arbejdernes liv, ikke blot i materiel, men også åndelig henseende.

I den første, sparsomt indrettede lejlighed fra 1880’erne ligger der godt nok socialistisk agitationsmateriale på bordet. Men fra et broderi på væggen lyder det ”Vær stille for herren”. De religiøse motiver genfindes indtil 1950’erne. Her erstattes Kristus af velstandsstigningens materialisme.

På sin egen måde måske en fin illustration af, hvordan de værdier, som har skabt velstanden, også undergraves af velstanden?

Sådanne overvejelser er overladt til beskueren selv.

Det er på den ene side godt, at gæsten faktisk har et frirum til at tænke sit. På den anden side peger det på en gennemgående mangel i museet.

For mange genstande og udstillinger fremstår relativt uformidlet. Der er oftest kun ganske korte tekster, og heller ikke på anden vis understøtter en synlig og lettilgængelig formidling den åbning af genstandenes betydning, som er nødvendig for de fleste af os.

Man kunne også ønske sig et større fokus på formidlingen af den store historie om industrialiseringens konsekvenser og udvikling – ikke mindst i relation til vor tids hyppigt tilbagevendende forestilling om det postindustrielle samfund.

Enkelte steder understøttes udstillingen af video. Dette gør sig mest effektivt gældende i skoleudstillingen. Men hvor ville det være oplagt at have vidnesbyrd fra arbejdere i de enkelte udstillinger. Særligt nu, hvor den klassiske arbejderkultur er enten forsvundet eller truet.

I en tid, hvor vi spekulerer på, hvordan vi får Arne på pension, har vi brug for at høre mere om, hvad Arne lavede, og hvordan han levede, da verden og Arne endnu var ung.