I det gode festskrift, der blev udgivet til Niels Jørgen Cappelørn i 2010 i anledning af hans 65-årsdag, skriver udgiverne i forordet, at Cappelørn ikke er kendt som en mand, der forløfter sig på de letteste opgaver: udgivelsen af indeks til Søren Kierkegaards papirer, bagmand bag bibeloversættelsen i 1992 og direktør for Søren Kierkegaard Forskningscenter, som står bag udgivelsen af den videnskabelige udgave af Søren Kierkegaards Skrifter. Det er store opgaver med store mængder af tekst og af materiale.
Derfor kan nærværende udgivelse godt ses i den anden ende af spektret. Det er en samling af såkaldte ”petitgrammer”, altså små sætninger og udsagn, der samler en indsigt eller livsvisdom på linje med aforismer eller de kirkegaardske diapsalmata. Egentlig kunne samlingen lige så godt have været blevet kaldt ”Ostraka”, som Cappelørn også henviser til, og som er potteskår, hvor en række beskrivelser på små sedler omkring skårene får teksten til at tale springende. Men dog kan, som et andet petitgram lyder, ostraka være lige så væsentlige som katedraler.
De mange petitgrammer bevæger sig gennem både filosofiske og teologiske, men sandelig også politiske udsagn, hvor tidens hast og ikke mindst nationalisme, 1968’erne og krænkelseskulturen kommenteres. Det sker med en fornemmelse af, at vi har tabt fokus. Nogle af petitgrammerne bevæger sig på et personligt, om ikke privat, plan, hvor nattens søvnløshed og erfaringen af smerte trænger sig på, mens andre antager lyriske former som: ”Regnen har gjort vinduerne opake/månen ligner flænget tyl på gråsort/meleret brudekjole ved midnat …”
Bogen, der er uden forord eller efterord, er opsat med en række petitgrammer på hver side. Teksterne synes ofte at have en tematisk sammenhæng, for eksempel kærlighed eller trinitet. Det er klart, at de også udspringer af en kærlighed til skrift.
Et sted lyder det, at han hellere vil være på bagkant end på forkant og gerne en velplejet bagkant sådan typografisk set. Derfor sætter det mange tanker i gang, at ingen af petitgrammerne er udstyret med afsluttende punktum. Slutter det ikke? Slutter livet ikke? Hvad med det evige liv, som også en række af petitgrammerne forsøger at tale om? Er denne typografiske bagkant i virkeligheden hele pointen? Og derfor det opgør, som bogen også rummer, med carpe diem-tanken om at leve i nuet?
Formen spiller en stor rolle. Det er det uafsluttede, der er på spil. Det er bagkanten, der er det afgørende. Og måske derfor ender teksterne også med at se ”det i øjnene/ansigt til ansigt”, hvilket er den paulinske formulering af evigheden. Tilgivelse kræver genkendelighed, og genkendelighed, særlig af sig selv, er en bærende tanke teksterne igennem. Det uafsluttede, der rummes hos Gud.
Men skriften er afgørende, selvom at Cappelørn kan ærgre sig over al den tale om teksten i stedet for skriften. Vi lever i en tekstkultur, hvor teksten er blevet som et cigaretskod, der blot kan smides væk. Vi er nødt til at behandle skriften ordentligt, synes tanken at være.
Som sagt rummer bogen mange udsagn, og pludselig kan et dukke op, der klinger af københavnsk irritation over asociale, egoistiske cyklister, eller regulære metaudsagn om teksten, der er vanskelig, fordi tanken er vanskelig.
Men det er bedst, når for eksempel teologiske kernetanker koges ned til ganske få sætninger, som: ”For Gud er vi alle syndere/hos Gud er vi alle elskede”.
Eller når religiøse ateister defineres som dem, der ikke kan glemme deres egen fornægtelse. Samtidig klinger der en pietistisk tone, hvor det inderlige skal yderliggøres uden at gå til yderligheder, hvilket er den stadige kritik: fanatismen.
Et sted omtales erotik og magt, og jeg er ikke sikker på, at den adskillelse af erotik og magt, som 68-opgøret stod for, er rigtig. Cappelørn fastholder, at erotik og magt skal adskilles, men hvad nu hvis det ikke skal adskilles, men flyttes? Hvad hvis erotik er flytning af magt, og derved er egentlig erotikken den eneste ordentlige måde at behandle magt på? Kan erotik skilles fra magt? Og er det vitterligt godt?
Bogen sætter mange tanker i gang, og man er nødt til at læse den stille og roligt og med eftertanken i behold. Når man som nærværende anmelder ofte har siddet under Cappelørns prædikestol i 1990’erne ved de sene søndagstjenester i Vor Frue Kirke i København og her tydeligt har erfaret og prøvet at lære prædikens kunst i ofte meget lange prædikener, så er bogens små tekster nærmest en indkogning af ordene.
Det er en bog, man bør have liggende på sit bord og tage frem og læse i. Måske bør man følge et af petitgrammerne, der siger: ”Tekstlæsning med indbygget simultan tilbagelæsning kan anbefales”.
Det er en meget vellykket bog.
Gæsteanmelder Thomas Reinholdt Rasmussen er provst i Hjørring Søndre Provsti.
Læs interview med Niels Jørgen Cappelørn på
Niels Jørgen Cappelørn: At leve i nuet og gå glip af det evige. Petitgrammer. 143 sider. 199,95 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag.