Prøv avisen
Teater

Hos Shakespeare er resten tavshed. I ny Hamlet-opsætning er resten støj

3 stjerner
Der er en adræt dynamik mellem spillerne, der til lejligheden er hentet ind fra både London og Australien. Her ses Cyron Melville i titelrollen og Natalie Madueño som Ofelia. Foto: Søren Meisner

Et overforbrug af moderne scene-effekter er nær ved at overskygge en ellers fremragende skuespillerpræstation i ”Hamlet” på Kronborg

Årets store Hamlet-opsætning på Kronborg er en sælsom forening af skrabet scenografi, elizabethansk tragedie og opløsningsæstetik. Skuespillet er i verdensklasse – men dramaet drukner desværre i moderne effekter.

Med Kronborg som bagtæppe går Shakespeares sjælerystende hævntragedie Hamlet sin fatale gang over scenen endnu en gang. En fortælling, de fleste er bekendt med, om kongesønnen, hvis far er blevet dræbt af sin bror, giftslangen Kong Claudius. Hamlet må, på påbud fra faderens genfærd, hævne ham og således genoprette den kosmiske orden. Øje for øje, tand for tand. Og så har vi balladen.

I Lars Romann Engels fortolkning træder figurerne endnu mere mørke frem end ellers. Nedbrydningen er afsæt og ledemotiv. Hamlets smuldrende sind og sjæleliv, splittelsen mellem den gamle verdens rigide regler og en ny optændt idealisme, får konkretion i Catia Haubergs dystopiske sceneunivers. Alt er i ruiner. Danmark er i Haubergs hænder blevet en betonørken af brosten og forfald.

I samklang med kostumernes skovmandsskjorter, forrevne tylskørter og langskaftede militærstøvler får tragedien skær af noget forceret ”1990’er-farligt”, som virker ubehjælpeligt modsat intentionen. For nok er ”Hamlet” en uforsonlig forfaldshistorie. Og nok må der males med de mørke penselstrøg. Men fortællingen får en fladhed, når alt allerede indledningsvist ligger i ruiner.

Som titelrollens dystre åndsfyrste gør unge Cyron Melville en pragtpræstation. Og det er ellers store sko at udfylde i en rolle, som tidligere er blevet besat af koryfæer som Richard Burton, Laurence Olivier og Jude Law. Musikalsk mestrer ”Hamlet” hele spektret af lunefulde stemningsskift: Fra drilsk prins over plaget hævner til tungsindig tvivler, der hvileløst vandrer mellem murbrokkerne af fordums storhed. De svære shakespeareske blankvers flyder ubesværet og som missiler fra Melvilles vrede og hætteklædte Hamlet.

Særligt stærkt og bevægende står samspillet med Natalie Madueños Ofelia. I dette forkaster hun for en stund den hårdtslående mandhaftighed, der ellers beklageligvis præger karakteren. Hendes blomsterblidhed borer sig glimtvist gennem Hamlets selvfornægtende hårdhed.

I det hele taget er skuespillet på et særskilt højt niveau. Der er en adræt dynamik mellem spillerne, der til lejligheden er hentet ind fra både England og Australien, og som forekommer flot sammenspillet. Derfor er det desto mærkeligere, at man har iklædt det hele et karnevalskostume af actionfilmeffekter. Når genfærdsfaderen henvender sig som et andet rumvæsen, og Hamlet parkour-agtigt vælter rundt på scenen, bliver det ufrivilligt komisk.

Teksten duellerer mod dramaturgien og de påklistrede sci-fi-elementer, der stædigt står og vrænger, at ’moderne’ er noget med mobiltelefoner, computerstemmer og overvågningskameraer. Shakespeares ”ord, ord, ord” står imidlertid så stærke og eviggyldige alene. Den sande action udspiller sig i det elegante, giftige replikskifte. Resten er støj.