Prøv avisen
Teater

Hos Shakespeare er resten tavshed. I ny Hamlet-opsætning er resten støj

3 stjerner
Der er en adræt dynamik mellem spillerne, der til lejligheden er hentet ind fra både London og Australien. Her ses Cyron Melville i titelrollen og Natalie Madueño som Ofelia. Foto: Søren Meisner

Et overforbrug af moderne scene-effekter er nær ved at overskygge en ellers fremragende skuespillerpræstation i ”Hamlet” på Kronborg

Årets store Hamlet-opsætning på Kronborg er en sælsom forening af skrabet scenografi, elizabethansk tragedie og opløsningsæstetik. Skuespillet er i verdensklasse – men dramaet drukner desværre i moderne effekter.

Med Kronborg som bagtæppe går Shakespeares sjælerystende hævntragedie Hamlet sin fatale gang over scenen endnu en gang. En fortælling, de fleste er bekendt med, om kongesønnen, hvis far er blevet dræbt af sin bror, giftslangen Kong Claudius. Hamlet må, på påbud fra faderens genfærd, hævne ham og således genoprette den kosmiske orden. Øje for øje, tand for tand. Og så har vi balladen.

I Lars Romann Engels fortolkning træder figurerne endnu mere mørke frem end ellers. Nedbrydningen er afsæt og ledemotiv. Hamlets smuldrende sind og sjæleliv, splittelsen mellem den gamle verdens rigide regler og en ny optændt idealisme, får konkretion i Catia Haubergs dystopiske sceneunivers. Alt er i ruiner. Danmark er i Haubergs hænder blevet en betonørken af brosten og forfald.

I samklang med kostumernes skovmandsskjorter, forrevne tylskørter og langskaftede militærstøvler får tragedien skær af noget forceret ”1990’er-farligt”, som virker ubehjælpeligt modsat intentionen. For nok er ”Hamlet” en uforsonlig forfaldshistorie. Og nok må der males med de mørke penselstrøg. Men fortællingen får en fladhed, når alt allerede indledningsvist ligger i ruiner.