I en tid, hvor der atter er bevågenhed om immigrantlitteratur og identitetsproblematikker, kommer romanen ”Pnin” som sendt om ikke fra himlen, så fra Rusland. Vladimir Nabokovs gennembrudsbog fra 1957 handler om alt det, vi også diskuterer i dag: At være splittet mellem flere kulturer, at være tvunget bort af politiske omstændigheder, at føle sig hjemløs i sit nye land og bakse med det nye sprog.
Det sidste havde Nabokov (1899-1977) ingen problemer med: På rekordtid lærte eksilrusseren efter ankomsten til USA ved begyndelsen af Anden Verdenskrig sig engelsk og begyndte på genial vis at skrive komplekse romaner om brandfarlige emner på sit nye modersmål. Klart mest berømt er ”Lolita” om en midaldrende professors besættelse af en 12-årig pige, der var færdig i 1955, men som ingen amerikanske forlag ville udgive. To år senere udkom så ”Pnin” (udtales P’neen), og Nabokovs gennembrud var en realitet – et gennembrud, der blev katapulteret til stjernestatus, da ”Lolita” senere udkom i USA efter først at have været udsendt på fransk.
Fra da af var Nabokov umulig at komme uden om; han fornyede amerikansk litteratur, grundlagde en ny litterær genre (campusromanen), viste vej ud af modernismen og ind i postmodernismen og inspirerede senere forfattere som John Updike i USA og Martin Amis, David Lodge og James Wood i England. Og så, ikke at forglemme, satte Nabokov for evigt standarden for, hvor afsindigt hurtigt tilegnelsen af et nyt modersmål og integrationen i en ny kultur kan foregå.
”Pnin” udkommer nu på dansk i en nyoversættelse ved forfatteren Niels Lyngsø, og den er en kærkommen lejlighed til at læse eller genlæse Nabokov. Romanen handler om den 55-årige Timofey Pnin, som er flygtet fra Den Russiske Revolution og efter et stop i Paris nu er havnet i USA, hvor han underviser i russisk sprog og litteratur på Waindell College (universitetet er fiktivt, men minder om Cornell University i delstaten New York, hvor Nabokov selv underviste).
Pnin er en komisk figur, og romanen om ham hører hjemme i komediegenren. Arbejdet med den var for Nabokov en tiltrængt afløser for de anderledes dystre sider af den menneskelige eksistens, som den mere tragiske roman ”Lolita” udforsker, og man læser ”Pnin” med et smil på læben.
Vores antihelt kommer med sin excentricitet, aparte kropsholdning og løbende pudsige indfald ud for flere barokke situationer. Han kløjes i det amerikanske talesprog og har i sin stivhed svært ved at falde ind i den amerikanske jovialitet. Han dåner over modernitetens frembringelser – eksempelvis vaskemaskinen i det hus hos et kollegapar, hvor han lejer sig ind – og fumler rundt med togets køreplaner i det nye, effektive land.
Klovnen Pnin ved på klassisk komisk vis ikke, at tilskuerne griner ad ham, men ”Pnin” kammer aldrig over i en ondsindet udstillen af vor antihelt – selvom romanens fortæller, en læge og bekendt af Pnin, gør, hvad han kan for at udlevere ham. At ”Pnin” er komisk, betyder ikke, at den ikke også rummer dystre sider. Pnin er med lidt god vilje en eksilrussisk udgave af Mr. Bean, men bærer i modsætning til Rowan Atkinsons figur rundt på afgrundsdybe traumer over fortiden. Pnin er en meget menneskelig antihelt i sin udspændthed mellem bedrevidenhed og skrøbelighed. Han er martret af minder fra revolutionens tid og af erindringen om en kæreste, som kom i koncentrationslejr (Nabokovs egen bror døde i øvrigt i Neuengamme).
Gennem romanen flyder, som i Nabokovs liv, en længsel efter det før-revolutionære liv i Rusland, som også ”Pnin”s øvrige persongalleri af eksilrussere inkarnerer. Dele af handlingen består af små novelleagtige forløb, der klart nok indgår i den overordnede narrative struktur, men som også giver romanen et eksperimenterende præg. Den er skrevet i klassisk naturalistisk stil – Nabokov var en stor beundrer af Tolstoj, som personerne i ”Pnin” også diskuterer – men er samtidig ekstremt sprogbevidst. Om førnævnte vaskemaskine hedder det:
”Han havde en lidenskabelig hemmelig affære med Joans (udlejeren, red.) vaskemaskine. Selvom man havde forbudt ham at komme i nærheden af den, blev han igen og igen grebet i at trænge ind på dens enemærker. Han smed al sømmelighed og forsigtighed over bord og fodrede den med hvadsomhelst, han tilfældigvis havde i nærheden, sit lommetørklæde, viskestykker, en bunke underbukser og skjorter, som han smuglede ned fra sit værelse, blot for glæden ved at kigge ind gennem koøjet og betragte, hvad der lignede endeløst tumlende delfiner med drejesyge.”
Sikke sætninger efter kun godt 10 år i sit nye land, og sikke et sprogligt billede: de endeløst tumlende delfiner. Fremover kan vi som læsere ikke sætte en vask over uden at tænke på Pnin. Tilbage i 1960’erne mente danske systemdigtere, at alt overflødigt teksligt fedt skulle skæres bort, og med en linje fra digteren Hans-Jørgen Nielsen (ham med ”Fodboldenglen”) sagde man fiffigt, at ”du må ikke bedrive metafor”. Slige konkretlyriske råd ville Nabokov som en puck på isen pile hen over, frem mod endnu et metaformål.
Et andet sted læser vi om Pnins mund:
”Det overraskede ham at opdage hvor glad han havde været for sine tænder. Hans tunge, en fed, glinsende sæl, plejede at slaske og glide så lykkeligt omkring mellem de velkendte klipper...”
En tunge som en sæl, tænder som klipper – det er metaforer som disse, der fik Saul Bellow og John Updike, selv ekstremt sprogbevidste forfattere, til at sætte Nabokov uendeligt højt som æstetisk bevidst forfatter.
Og det er samme metaforer, der gør, at man vitterligt ser verden på en ny måde efter at have læst Nabokov.
Gennem hans sprog ser vi nu tænder, tunger og vaskemaskiner – og talrige andre hverdagsfænomener – i et nyt lys. Dét er stor kunst, og oversættelsen af ”Pnin” er en begivenhed i dansk litteratur. Så let kan det svære se ud, så velsiddende en dragt kan den eksileredes tragiske skæbne iklæde sig, så også vi andre kan passe den.