Christian Lollikes "Hospitalet" er grotesk mareridtssatire om effektivisering i det offentlige

Teatrets samfundsrevser Christian Lollike har skrevet en rasende systemkritik, der vil have sit publikum til at pege skylden indad

Vi hyler af grin over kropsvæskerne, der flyder, og stomier, der springer, alt imens sygeplejerskerne ofrer deres liv for den metier, de har viet sig til. – Foto: Emilia Therese/Aarhus Teater

Hospitalet er ikke et hospitabelt sted. Her er så få hænder til at bære læsset, at sygeplejerskerne må tage munden i brug. Her lyser dropposer som små spøgelser, og patienter stopfodres med sondemad og recepter for at indfri de strenge effektiviseringskrav. Her er patientsamtalerne blevet så effektive, at de er reduceret til brochurer. Medarbejdernes indsats måles med en gps-chip, og overarbejde og ekstra omsorg er forbudt. Hospitalet er blevet et sygehus, hvor man ikke helbreder mennesker, men kurerer sygdomme.

Lyder det bekendt? Du har nok hørt kritikken før. Denne gang kommer den fra teatrets samfundsrevser nummer et: Christian Lollike. Han har lagt ord til doku-farcen ”Hospitalet”, som er iscenesat af den norske instruktør Runar Hodne på Aarhus Teater og S/H. Det er en helt særlig, ekstrem og urovækkende oplevelse – en dansk sygehuspendant til ”Gøgereden”. Vi hyler af grin over kropsvæskerne, der flyder, og stomier, der springer, alt imens sygeplejerskerne ofrer deres liv for den metier, de har viet sig til.

Det begynder så realistisk, næsten dokumentaristisk. Vi sidder som overvågningskameraer og glor ned på den rullende hospitalsdagligdag, der udspiller sig i de kvalmt-grønne stuer. Vi observerer tilstedeværelsen af to tempi: Vaklende, søgende patienter spinnes omkuld af hvirvlende læger og hastende sygeplejersker. Spillerne skifter hurtigt og fermt ham bag scenen, så afdelingen føles som en overbefolket banegård. Franciska Zahles udførlige sygehusscenografi har linjer som en perspektivtegning, der trækker rammen rundt om forestillingens ærinde.

Så dukker oversygeplejersken op med nyt fra ledelsen om flere sparekrav, og alting eskalerer herfra ind i et mareridt af absurditeter. Man håber inderligt, at der ikke er en snert af virkelighed repræsenteret her.

Patricia Schumann er kold og urositrende god som kynisk effektiviseringsrobot og karriererytter. Hendes opponent spilles af Mette Døssing i endnu en glansrolle som den idealistiske sygeplejerske Una – på én gang troværdigt anonym og frustrerende højrøstet. Una er fanget af et forlorent sygeplejeløfte, taget som gidsel af sygehusvæsnet. Hun råber til os, måske ad os, mens blodet sprøjter fra patienterne. ”Vi kan ikke løbe hurtigere!”. Men hører vi efter? Hendes ord bliver til larm. ”Dit Jesus-kompleks står i vejen for, at du kan se helheden,” råber overlægen hovent tilbage.

Der står et stærkt hold på scenen, som rammer satirens mange nuancer. Kristian Holm Joensen er voldsomt skæg i sine groteske udfoldelser som patienten, der begræder tabet af en vigtig kropsåbning. Og Kjartan Hansen får os til at le ad den forlegne eller overlegne læge, der ikke kan tale sine patienters sprog, mens Nanna Bøttcher får sygeplejerskens ultimative værdighedstab til at se bittermorsomt ud.

”Hospitalet” er en underholdende og rasende satire, en perspektivgivende karikatur og systemkritik, der vil have os til at pege skyldens finger indad mod os selv. Men den føles også som en noget ensidig tirade. Sammen skruer Lollike og Hodne helt op for volumenknappen i den diskurs, der karakteriserer effektiviseringskrisen i det offentlige, og spørger os, hvorfor vi bare sidder her og ansvarsfraskriver os. Det er os – samfundet, patienterne, vælgerne, borgerne – der burde tvinge fremskridtet ind på en ny kurs. Det er jo os selv, det kommer til at gå ud over, når den spændte livrem knækker, og sygeplejerskerne (eller lærerne eller pædagogerne) giver op. Av!