Paul Gernes (1925-1996) var en af de første danske kunstnere, der fik lov til at farvelægge et helt dansk hospital. Enhver, der har besøgt Herlev Hospital, ved, hvor frie rammer han fik. For her skriger væggene stadig af stærke farver, som han ovenikøbet lod forstærke ved at vende farverne mod nord eller syd afhængigt af, hvordan der kom mest bid i dem.
Kun på ét punkt satte plejepersonalet foden ned, fortæller Køs’ nye direktør, Ulrikke Neergaard, da vi står midt i en farverig rekonstruktion af en hospitalsstue fra Herlev Hospital fra 1976, hvor Paul Gernes var blevet færdig med at male det enorme hospital, der dengang var landets højeste bygning.
”Det eneste, der ikke fik farver dengang, var hospitalssengene, der forblev grå, fordi en overlæge sagde, at hun ikke ville have, at folk skulle dø i en papegøjefarvet seng på hendes hospital. Dertil replicerede Paul Gernes med sin sædvanlige skarphed, at han da ikke troede, at folk kom på sygehuset for at dø, men sengene forblev grå i en del år, inden hospitalet til sidst gav sig og malede sengene, sådan som Gernes havde ønsket det,” forklarer Ulrikke Neergaard, da hun viser den nye og forskningsbaserede udstilling ”Hvad gør kunst på hospitaler?” for pressen sammen med blandt andet forskningschef og kurator Lene Bøgh Rønberg og sociologen Anette Stenslund, der har forsket i kunstens betydning på hospitaler.
Udstillingen må siges at være aktuel, for i disse år bliver der bygget hospitaler som aldrig før i landet.
Stat og regioner bygger og renoverer i øjeblikket seks supersygehuse og adskillige afdelinger på allerede eksisterende hospitaler for i omegnen af 42 milliarder kroner. Mens regionerne selv vælger deres kunstbudget, er det en tommelfingerregel, at staten skal bruge 1,5 procent af deres byggebudgetter på kunst, så det bliver trods alt til en del kunst. Og selvom landets hospitaler stadig bruger deres samlinger af rammekunst, bliver meget af den nye hospitalskunst allerede tænkt ind i selve arkitekturen som en bygningsintegreret kunst.
På Køs har man også integreret udstillingen i hele huset, der til formålet er blevet udstyret med hospitalsstriber på gulvet. Striberne løber faktisk fra både et Danmarkskort og et verdenskort på væggen og videre ud via husets gulve, så man kan finde rundt i de forskellige udstillingsrum.
Køs viser altså både hospitalskunst fra Danmark og udlandet. Herhjemme spænder udstillingen over en rekonstruktion af en hospitalsstue fra Herlev Sygehus fra 1970’erne til en model af en del af den nye forhal på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa, hvor kunstneren Ane Mette Ruge har gjort en del af både plejepersonalet og lokalbefolkningen til en del af et omfattende kunstværk, idet hendes modeller nu er blevet til farverige linoleumstryk på søjlerne i velkomsthallen.
I en tilhørende video kan man høre, hvordan hospitalsgæsterne tager godt imod værket. For ”dem, der kritiserer kunst på hospitaler, er som regel dem, der ikke selv er syge”, som en bruger siger i videoen.
På en debatvæg på museet kan man dog også læse læserbreve fra folk, som synes, at kunst er spild af penge. Og det er også svært at måle effekten af kunst på hospitaler, men den nytter, mener kunstmaleren Per Møller, der i Hillerød-Posten er citeret for at skrive:
”Jeg tror ikke, kunst kan helbrede, men kunst kan måske gøre det lettere at være syg.”
Han bakkes op af forskeren Richard Schmidt, der i British Medical Journal har skrevet, at han synes, at man skal bruge en smule mindre på sundhed og lidt mere på kunst på hospitaler. For så vil sundheden sandsynligvis blive forbedret.
Den holdning støtter også kuratoren Lene Bøgh Rønberg, der fortæller, hvordan kunst kan give håb til de indlagte:
”I dag bruger de færreste kunstnere lige så stærke farver, som Paul Gernes gjorde. Hospitalskunsten er mangfoldig, men den er for det meste også nænsom,” siger hun og peger på, at hospitaler jo også er steder, hvor folk både kommer til verden og lukker øjnene for sidste gang.
Derfor skal kunsten her ikke chokere på samme måde, som den kan gøre på kunstmuseer. Men kunst på hospitaler skal give ro og livsmod.
Et smukt eksempel er Kirstine Roepstorffs værk ”Gong” fra 2015, der faktisk hænger i læsesalen i Dokk1 i Aarhus, men også hænger sammen med fødeafdelingen på Aarhus Universitetshospital. For det er meningen, at gongen skal sættes i gang, hver gang der bliver født et nyt barn på sygehuset.
”Gongen har en meget blød klang, så den forstyrrer ikke de læsende. Jeg sad faktisk i halvanden time og ventede på, at den skulle gå i gang, for at observere folk. Og de kiggede bare kort op på hinanden og smilede, inden de fortsatte med at læse videre,” fortæller sociologen Anette Stenslund.
Hun fortæller, at patienterne på landets hospitaler ofte ikke engang registrerer, at hospitalskunsten er kunst. For dem er den bare en del af rummet. For eksempel har kunstnergruppen Ultra Grøn lavet en installation i form af en maritim scenografi på den grønne grund uden for dialyseafdelingen på Hvidovre Hospital. Men selvom en del af installationen er et helt skib, mens ruderne er malet blå indefra, så de liggende patienter kan få indtrykket af at være til havs, måtte flere af dem hjælpes til overhovedet at få øje på skibet. For dem var det bare en rar udsigt med træer og fugle, men det gør ikke værket til en fiasko, for på det ubevidste plan sætter værket også gang i gode minder for brugerne, forklarer sociologen.
Mens Paul Gernes gav den gas med farverne på Herlev Hospital, gik Malene Landgreen anderledes afdæmpet til værks, da hun forrige år fik lov til at farvesætte hele det psykiatriske hospital i Slagelse. Men her skifter farverne alt efter, hvor man er i sygehuset. Og sådan virker digteren Ursula Andkjær Olsens små tekststykker, der er en del af udsmykningen, også. Mens teksterne kan virke abstrakte på enkeltstuerne, hvor ord som ”dig” og ”du” ikke forekommer, bliver de mere nærgående i fællesområderne, mens hun stadig ikke har brugt jeg-formen nogen steder – for ikke at virke for nærgående.
Mens de fleste eksempler på Køs stammer fra allerede skabte værker, hænger der også et kommende værk på den ene væg, hvor Eva Koch har skabt videoinstallationen ”Mit hav” til facaden af retspsykiatrien på Det Nye Universitetshospital i Aarhus, der først opføres i 2018.
Opgaven var at lave en erstatning for den gode udsigt over Aarhusbugten, som retspsykiatrien i Risskov har i dag. Og det løser Eva Koch ved at flytte havet til de nye bygningerne via et stort anlagt filmtrick.
På Køs er der dog kun tale om et lille hav. For den virkelige installation er 3 meter høj og 18 meter lang, hvor der i dette store panoramaformat bliver vist forskellige havudsigter, der skifter i intervaller på 20 minutter. Og her har kunsten også lyd, så patienterne kan høre den beroligende lyd af bølger, mens de er indlagt.
Sådan gør man også andre steder i verden. For eksempel viser Køs, hvordan et hollandsk kunstnerpar, Yvonne Dröge Wendel og Lino Hellings, har lavet installationen ”De Coupé”, der lader beboerne på et plejehjem sidde på nogle togagtige stole, mens de kigger ud ad små ruder, der viser en film med et fladt landskab, der passerer. Og sådan kan kunsten altså også hjælpe folk ud i verden, hvad enten man sidder på et plejehjem eller et hospital. Udstillingen fortsætter på Køs frem til den 1. april næste år.