Houellebecqs nye roman insisterer på håbet i en tid med kriser

Tusindvis af bøger handler om skilsmisser og brud. Tusindvis af bøger handler om sortsyn og kriser. "Tilintetgøre" overrasker ved at insistere på håbet i en tid med kriser og sammenbrud

Den franske mesterforfatter Michel Houellebecq, som romandebuterede med "Udvidelse af kampzonen" (på dansk i 2002).
Den franske mesterforfatter Michel Houellebecq, som romandebuterede med "Udvidelse af kampzonen" (på dansk i 2002). Foto: Clemens Niehaus/AP/Ritzau Scanpix.

"Slægt og ægteskab, det var de to tilbageværende poler, som de sidste vesterlændinges liv var opbygget omkring her i første halvdel af det 21. århundrede."

Sætningen falder langt henne i Michel Houellebecqs nye roman på dansk, men hele romanen er en dramatisering af de få ord. Op gennem historien har diverse politiske ismer mistet deres betydning, og kirkelige institutioner har ligeledes fejlet i forsøget på at være umisforståeligt uomgængelige i moderne menneskers liv. Folk er politiske og troende som aldrig før, det er ikke det. Men institutionerne vælges ofte fra. Sådan er det ikke med slægt og ægteskab, her er vi aktive som altid, for selvom vi muligvis aldrig ser vores familie, og selvom parforhold kan bryde sammen, ja, så er bevidstheden og livet for langt, langt de fleste mennesker bundet tæt op på parforhold og slægt. Enten som fravær eller nærvær. Og hvad betyder dét så?