Prøv avisen

Houellebecq bruger endnu engang sin sorte humor til at levere en besk kulturkritik

5 stjerner
Houellebecq er den mest intelligente nulevende forfatter og har samtidig et forunderligt følsomt hjerte bankende bag sin voldsomme kynisme, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Thibault Camus/Ritzau Scanpix

Fortvivlelsen er større end nogensinde i Michel Houellebecqs nye roman ”Sérotonine”, men for første gang glimter et håb

Forventningerne har været tårnhøje til franske Michel Houellebecqs opfølger til romanen ”Underkastelse”, som lod den allerede kendte forfatter bryde igennem til regulær berømmelse. Her skildrede han, hvordan et kraftesløst Europa, narkotiseret af relativisme og tolerance, i nær fremtid segner om for at overlade roret til islam.

”Sérotonine” hedder Houellebecqs nye opus, der udkom i Frankrig den 2. januar. Førsteoplaget på 320.000 eksemplarer blev revet væk på få dage. Denne weekend bragte flere landes aviser store overskrifter, som må have drevet salget yderligere i vejret: I sin nye roman forudser en synsk Houellebecq de gule vestes opstand i Frankrig!

Den fanfare vidner nu mest om mediernes korte hukommelse. Det er ikke så mange år siden, franske landmænd spærrede motorveje med traktorer eller hældte hektoliter mælk eller vin ud i protest mod nedskæringer i landbrugsstøtten, og det er såmænd bare det, der også finder sted i ”Sérotonine”. Her blot særlig dramatisk med 10 dræbte.

Alligevel kaster man sig glubsk over romanen, for Houellebecq er synsk – blot på et dybere niveau end de politiske begivenheders. Han registrerer med iskold præcision udviklinger og afviklinger i modernitetens åndløse mentalitet, og også i ”Sérotonine” afskydes serier af frysende små kulturanalyser.

Houellebecq er den mest intelligente nulevende forfatter og har samtidig et forunderligt følsomt hjerte bankende bag sin voldsomme kynisme. En bunden varme skælver mellem de uhyggeligt desillusionerede linjer, og mange af hans korte personportrætter bliver uforglemmelige, fordi de med deres rørende ømhed kommer helt bag på én.

Vi er med ”Sérotonine” på kendt Houellebecq-grund: atter en ulykkelig midaldrende mand med base i Paris, der støt drikkende synker ned i sort fortvivlelse. Romanen er dermed knap på højde med de tre store, ”Elementarpartikler”, ”Kortet og landskabet” og ”Underkastelse”, men en Houellebecq på rutinen giver alligevel de fleste baghjul.

Den 46-årige agronom Florent-Claude Labrouste bor sammen med en 20 år yngre japansk pige, der er en iskold ”golddigger”. Florent beslutter sig for at forsvinde fra både konkubine og karriere og rykke ind på et mikroskopisk hotelværelse på et af de sidste hoteller i Paris, hvor man endnu må ryge.

Herfra beretter han om sit liv, hvor han har kendt mange kvinder. På et tidspunkt i ungdommen var hans foretrukne jagtmark Cité Universitaire med de mange nationers kollegier, og på La Maison Danoise scorer han danske Kate; ubetinget det mest intelligente menneske, han har mødt.

Hun var ham inderligt hengiven, men han lod hende fare uden at kunne redegøre for grunden. Den moderne, tragiske lethed.

Et tiår senere bliver han kærester med den kun 19-årige, blide dyrlægestuderende Camille, der elskede den modne agronom ubetinget. Et lille tegn fra ham, og hun havde giftet sig med ham og var blevet husmor. Men som alle sine jævnaldrende var han kodet til at anse kvindens karriere som ”et absolut kriterium, overskridelsen af barbariet, udgangen af middelalderen”.

Så han gav ikke tegnet; en dumhed af rang, som han nu med smertelig fortrydelse erkender. Et sidespring fra hans side gør kort efter ende på lykken.

Han pines frygteligt ved bevidstheden om, at han lod begge kvinder fare, fordi tidsånden tilsagde, at man skulle holde mulighederne åbne, undgå binding og huske at høste lyst. Men det blev ulykke, han høstede.

I de gode gamle romantiske dage kunne der findes en kvinde i en mands fortid, som præger al hans nutid. I disse postmoderne tider er der altså to.

Mellem tilbageblikkene drager vores hovedperson rundt i Frankrig i sin dyre Mercedes firehjulstrækker. Han opsøger en tidligere kollega og næsten ven – hos Houellebecq findes ikke virkelige venskaber – der har overtaget det fædrene herresæde i Normandiet og er blevet mælkeproducent. Portrættet er indfølende og hjerteskærende. Landbrugets store problemer knækker vennen, og Houellebecqs sympatier ligger klart hos de pressede, hårdtarbejdende franskmænd i provinsen; dem, der nu har iført sig de gule veste.

En tur langs Normandiets kyst får Florent til at huske, at Kate forresten kom fra Sønderborg, hvor de to gik langs en tilsvarende betagende kyst ved et besøg hos hendes forældre. Og fortrydelsens smerte skærer som et sværd gennem ham.

Siden gør han et gribende forsøg på at opsøge Camille, som han kredser om i uger, svælgende sin ensomhed. En dramatisk plan er nær ved at få et tragisk resultat, men her resulterer hans handlingslammelse i et lykkeligt resultat.

Florents nedtur tager fart; titlens serotonin er det aktive stof i et antidepressivum, som holder ham oppe, men som også gør ham impotent, så seksualiteten fylder mindre end vanligt hos Houellebecq.

Florent søger til slut ”det tomme, det hvide og det nøgne”, en stille sammensynken i intethed. Imens glimter og lyner bestandig en besk kulturkritik, indfarvet med den sorte, syrlige humor, som er Houellebecqs kendemærke.

Undervejs har man holdt øje med, om der skulle dukke spor af kristendom op, som der gør i både "Underkastelse" og "Kortet og landskabet". I ”Kortet og landskabet” gjorde hovedpersonen nemlig et alvorligt, men forgæves forsøg på tilnærmelse til kirken. Der uddeles dog kun nogle irriterede æselspark under konstatering af Frankrigs næsten fuldkomne afkristning.

Og så – på romanens sidste linjer – trækker forfatteren håndbremsen lige før afgrunden, så romanen kurer omkring på hvinende dæk: Gud tænker uafbrudt på sine skabninger, lyder det, og prøver hele tiden at råbe os op, mens Kristus irriteres over vore hårde hjerter. Og Houellebecq slutter dér – med Kristi spørgsmål, om hans tegn til idioterne bør være tydeligere.

Det havde man ikke set komme! Håb hinsides håb.