Hovedspørgsmålet er, hvor længe man vil være neutral?

Jeg er blevet lamslået over, hvor dæmonisk det nazistiske regime var helt ned i detaljen, siger den prisvindende forfatter Kirsten Thorup. Hun er aktuel med romanen ”Indtil vanvid, indtil døden” og ser flere ligheder mellem 1940’erne og nu, ikke mindst i kropsdyrkelsen

Kirsten Thorup voksede op med mange historier om Anden Verdenskrig, men det er først med sin nye roman, ”Indtil vanvid, indtil døden”, at hun nu har skrevet om krigen – inspireret af en kvinde, hun har kendt i virkeligheden. – Foto: Julie Mehlhede Kristensen.
Kirsten Thorup voksede op med mange historier om Anden Verdenskrig, men det er først med sin nye roman, ”Indtil vanvid, indtil døden”, at hun nu har skrevet om krigen – inspireret af en kvinde, hun har kendt i virkeligheden. – Foto: Julie Mehlhede Kristensen.

Rygter kan spredes som en coronavirus, der umuligt kan inddæmmes, før sandheden som regel siver ud til sidst. Men det kan være svært at vide, hvad man skal tro på undervejs. For enhver tid har sine forvirrende informationståger og fortrængninger, så ubehagelige fakta hurtigt kan blive affejet som ”fake news”.

Det skete ikke mindst under Anden Verdenskrig, hvor mange for eksempel nægtede at tro på modstandsbevægelsens beretninger om forholdene i de tyske kz-lejre.

”Mange kunne ikke tro på det, og mange ville måske heller ikke tro det, for sandheden kan være svær at leve med, men de, der ønskede at kende sandheden, kunne finde informationerne om udryddelseslejrene dengang. For det stod blandt andet i den München-baserede studentergruppe Hvide Roses flyveblade allerede i efteråret 1942, som jeg også citerer fra i romanen,” siger forfatteren Kirsten Thorup. Hun blev født i netop 1942, hvor hendes nye roman ”Indtil vanvid, indtil døden” også udspiller sig i de dramatiske måneder frem mod 1943, da krigslykken vendte for nazisterne.

Som efterkrigstidsbarn var Kirsten Thorup længe så træt af at høre om krigen i skolen, at hun skyndte sig at skrive om helt andre ting, da hun i en tidlig alder debuterede som forfatter. Siden har hun skabt et stort og anerkendt forfatterskab – senest modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris i 2017 for romanen ”Erindring om kærligheden” – men nu har krigen altså alligevel indhentet hende i form af den nye store roman, der handler om en dansk kvinde på besøg i Hitlers Tyskland, hvor vanviddet og propagandakrigen tog til, mens folk forsøgte at lukke øjnene for uhyrlighederne for at komme igennem dagligdagen undervejs.

Det er derfor ikke for ingenting, at hun har hentet mottoet til sin nye roman fra den polske forfatter Olga Tokarczuk, som i ”Rejsende” skriver:

”Hvis der hverken havde eksisteret rationaliseringer, sublimeringer eller fortrængninger, og hvis det havde været muligt at se ærligt og modigt på verden uden nogen form for forsvarsmekanismer, ville alle vore hjerter briste.”

Kirsten Thorup sidder stille et øjeblik, efter hun har gengivet mottoet mellem sine egne bogreolerne i hjemmet på Frederiksberg ved København:

”Jeg tror, at det er så sandt,” kommer det så:

”Jeg fandt citatet ret sent i skriveprocessen, men jeg synes, at det passer godt til min roman, der også handler om, om man kan forholde sig neutral, når man får en ubehagelig viden, ligesom det jo i dag kan være svært at leve med tanken om alle de børn og voksne, der drukner i Middelhavet. Det er en anden tid nu, men fortrængningens forsvarsmekanismer er de samme.”

Men i dag er der jo også flere versioner af sandheden. Se bare hvordan de strides om den i USA for tiden, så måske er der ikke kun tale om fortrængning, men også om forskellige forståelser af tiden?

”Ja, der er virkelig også kamp om sandheden i dag. Der flyder modstridende informationer i alle retninger. Og Donald Trump forsøger for eksempel selv at udlægge alting på Twitter udenom de kritiske medier. Men i dag har vi trods alt fri adgang til informationerne, mens Hitler med vold og magt forsøgte at eliminere alt andet end sin egen propaganda. Der var dødsstraf for at lytte til udenlandsk radio. Og det forstærkede nok også fortrængningen blandt mange tyskere, fordi de levede i en boble, hvor de med tiden tilpasssede sig og vænnede sig til den nazistiske ideologi som noget ’normalt’, selvom den i virkeligheden var en dødskult.”

For hovedpersonen Harriet i Kirsten Thorups nye roman er det mildest talt også uklart, hvad hun skal tro på, da hun i en sorgreaktion over sin mands død efterlader sine to små sønner for at tage ned til nogle bekendte i München og møde krigens hjemmefront på nært hold. Romanen er fortalt i første person, og vi møder den menstruationsramte Harriet i et tætpakkede tysk tog på vej til München, hvor hun i mere end en forstand kæmper for at finde tilbage til sin tunge bagage.

Manden, Gerhard, var pilot på tysk side i krigen mod Sovjetunionen, og han blev skudt ned over Østfronten. Han var ikke medlem af nazistpartiet, men havde alligevel erklæret den tyske fører troskab for at ramme kommunisterne, som han mente var mest farlige. Nazisternes tankegang var ham heller ikke helt fremmed. Parret havde nemlig mødt hinanden på Niels Bukhs Gymnastikhøjskole i Ollerup, hvor en del af skolens daværende filosofi flirtede med ideen om et overmenneske og den perfekte nordiske krop.

Hjemme i København havde parret derfor også fundet sammen med venner, der sympatiserede med tyskerne. Og det var her i København, hun lærte Gerhards tyske officerkollega Klaus og hans danske kone Gudrun at kende.

Foto: Julie Mehlhede Kristensen

Klaus er nu blevet generalløjtnant i Luftwaffe, og ægteparret i München hører til den nazistiske overklasse. Men bag deres facade af luksus gemmer der sig en grum virkelighed. For hurtigt viser det sig, at tjenestepigerne er tvangsarbejdere ligesom millioner af andre østeuropæere, som er blevet tvunget til Tyskland for at blive slavearbejdere.

”Det var den største overraskelse for mig, at der fandtes så mange lejre med tvangsarbejdere i Tyskland under krigen. Alene i München var der over 400 arbejdslejre, som folk må have kendt til, men lejrene var ikke omgivet af pigtråd, så befolkningen lod sig bilde ind, at tvangsarbejderne bare var såkaldte fremmedarbejdere, der var kommet frivilligt. Og det er faktisk først de seneste årtier, at man er begyndt at forske i den historie,” siger Kirsten Thorup, som blandt andet har lavet research til sin roman på det nyoprettede forskningscenter, NS-dokumentationszentrum i München:

”Jeg vidste, at virkeligheden var gruopvækkende i Nazityskland, men djævelen ligger i detaljen, som man siger, og jeg er blevet lamslået over, hvor dæmonisk det regime var helt ned i detaljen, hvor folk blev henrettet for de mindste ting, og der herskede en udbredt angst og mistro til selv de nærmeste.”

Uden at afsløre hele handlingen er der sågar et af Klaus og Gudruns familiemedlemmer, der gemmes væk på en institution for handikappede undermennesker, mens de selv koster rundt med deres ”underbegavede” tjenestefolk. Den del af historien er opdigtet, men Harriet bygger til gengæld på en kvinde, som Kirsten Thorup engang kendte i virkeligheden.

”Hovedpersonen er inspireret af en kvinde, jeg kendte meget godt fra jeg var ung, indtil hun døde for 25 år siden. Hendes mand var også flyverofficer i det tyske luftvåben og blev skudt ned over Sovjetunionen af russisk antiluftskyts. Og kort tid efter tog hun til München. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle skrive hendes historie, så det er kun brudstykker fra hendes rejse, jeg har med, mens resten af romanen er fiktion bygget på research”.

Kan det ikke lyde uforståeligt, at man som mor og enke forlader sine små børn for at opsøge krigen?

”Ja, det lyder nok også mere drastisk i dag, hvor forældrerollerne har ændret sig. Dengang var det mere almindeligt at sende sine børn på børnehjem, hvis man havde brug for at få dem passet. Jeg siger heller ikke, at jeg forstår Harriet, men jeg har forsøgt at skildre hendes valg. Måske ville hun i kontakt med det system, som manden var en del af, eller måske var det en ubevidst selvmordsrejse. Men Gerhard var hendes livs kærlighed. Og den tids kvinder fulgte loyalt deres ægtemænd – i hvert fald udadtil.”

Det er også sådan, man skal forstå romanens titel, der er et citat fra romanen, hvor Harriet tænker, at hun vil følge Gerhard ”indtil vanvid, indtil døden”, ligesom hun en overgang også betragter sig som sin døde mands inkarnation. Men i München må hun i mødet med den nazistiske virkelighed træffe sine egne valg for – måske – at finde tilbage til sin egen anstændighed og ikke mindst sine efterladte børn.

”På den måde synes jeg også, at historien handler om, at man ikke kan være neutral i længden. Men man må forholde sig til sin egen tids uretfærdigheder og uligheder. Efterhånden som jeg skrev romanen, gik det op for mig, hvor mange paralleller, der egentlig er til vores egen tid. Det er jo ikke sådan, at vores egen tids kropsfiksering automatisk fører til nazisme. Men vi ser træk i tiden, som bør føre til eftertanke, fordi man dyrker det perfekte menneske og dermed kommer til at rangopdele folk,” siger hun med et suk udover spisebordet, inden hun tilføjer:

”Alle kan i dag se, at det var uhyrligt, at man under nazismen anbragte folk i udryddelseslejre, fordi man betragtede dem som undermennesker. Men når man i dag lader flygtninge drukne i Middelhavet, fordi man mener, at deres liv alligevel ikke er lige så meget værd som vores, så skader det ikke kun de mennesker, de går udover, men hele samfundsmoralen, fordi man lige så langsomt flytter sine værdier, så man ikke opdager, at der er sket en erosion af vores medmenneskelighed,” siger forfatteren og tilføjer.

”Det er derfor, at det er vigtigt at læse og søge indsigt. En roman kommer ikke med svarene, men den rejser mange spørgsmål, som man måske ellers har glemt at stille sig selv. Og hovedspørgsmålet her er, hvor længe man vil være neutral, når man inderst inde godt ved, hvad der er forkert?”