Hovedstaden har højest hastighed, men provinsen giver plads til hovedet

KD - Kristian Ditlev Jensen -

Kristian Ditlev Jensen havde boet 20 år i København og rejst og boet i Italien, USA, Japan og England, inden han flyttede direkte fra London til Højer og derfra via Christiansfeld til Flensborg. Og reaktionerne var voldsomme blandt hans københavnske venner. - Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

Når man begynder at gøre tingene langsommere, så bliver man klogere.
Kristian Ditlev Jensen, forfatter

Danmark er så lille et land, at det er latterligt at tale om ”Udkantsdanmark”. Det mener forfatteren Kristian Ditlev Jensen, der selv pendler fra Flensborg til sit arbejde og teologistudium i København

En stor måge svæver i luften syd for den dansk-tyske grænse. Det ligner et selvmordsforsøg, idet den styrtdykker ned mod havnefronten i Flensborg, men så tager vingerne fat og fører den videre i den hårde vind. Lidt efter lander fuglen sikkert på en pæl og sætter sig stille til rette i tågen.

Dér får forfatteren og journalisten Kristian Ditlev Jensen begejstret øje på mågen, mens han selv bliver fotograferet på den brede havnefront, hvor skibe med både tyske og danske flag har lagt til. Hver femte indbygger er dansksindede her i den nordtyske provinsby. Det kan man ikke kun mærke i det danske tog fra København til Flensborg, hvor togføreren umærkeligt glider over i tysk i højttalerne, når han krydser grænsen, men også her i byen, hvor en del af bankerne, beværtningerne og vejskiltene både har danske og tyske navnebetegnelser. Alle skal tilsyneladende kunne finde byens ”jobcenter”!

Trods lave lønninger kæmper Flensborg med høj arbejdsløshed, ligesom mange andre steder i ”Udkantstyskland”.

Engang bugnede byen ellers af ikke mindst danske industrivirksomheder, men nu står det mere sløjt til. Og det presser priserne ned på alting.

Det var det, der dybest set lokkede Kristian Ditlev Jensen til at flytte herned, efter han var gået personlig konkurs under finanskrisen, men stadig havde en drøm om at arbejde så lidt, at han også kunne læse teologi. Her har han både råd til studiet, en stor bil og en herskabelig lejlighed med to balkoner og et karbad. Lejligheden koster kun 5000 kroner at leje om måneden - inklusiv varme, selvom den ligger lige ned til havnen. Og nu pendler han så fra Flensborg til København for at passe sine teologistudier og bogprojekter. For nylig udsendte han for eksempel en stor anmelderrost bog om Sønderjylland.

Kristian Ditlev Jensen havde boet 20 år i København og rejst og boet i Italien, USA, Japan og England, inden han flyttede direkte fra London til Højer og derfra via Christiansfeld til Flensborg. Og reaktionerne var voldsomme blandt hans københavnske venner.

”Nogle af mine facebook-venner syntes, at jeg var sindssyg, da jeg skrev, at jeg ville flytte herned,” siger Kristian Ditlev Jensen, da vi sidder med den dampende kaffe og ser tågen blive til vintermørke uden for en havnecafé, der stadig er fyldt med julepynt i bedste tyske ”more is more”-stil.

Men Ditlev Jensen nyder det og bestiller senere hjemmevant ”Nürnberger Würstle mit Sauerkrat” på Hansens Brauerei, så vi rigtig kan mærke, at vi er over grænsen.

”Her er jeg både en fremmed og hjemme på én gang. Det passer mig fint, men på Facebook mødte jeg ikke altid forståelse, selvom nettet jo paradoksalt nok er et globalt fælleskontor. Her er det egentlig ligegyldigt, hvor man bor. Men flere af mine facebookvenner himlede alligevel op: 'Hvordan kan man bo der, så langt fra alting?', lød det provinsielt fra mine københavnske kunstnervenner.”

Kristian Ditlev Jensen forsøgte forgæves at gøre opmærksom på, at han jo faktisk flyttede tættere på storbyen. For selvom Hamborg med en times kørsel fra Flensborg ikke er hovedstaden i Tyskland, er den trods alt betydeligt større end København.

”Der bor fem millioner mennesker i Hamborg og omegn. Og der har de to operaer,” siger Kristian Ditlev Jensen og fortsætter:

”Men det er, som om man i København ikke kan forstå, at der kan findes mere end ét centrum i et land. Det er vel derfor, man taler om Udkantsdanmark, selvom begrebet ikke kun er nedladende, men også latterligt i betragtning af, hvor lille et land Danmark er. Jeg tror, det er et københavnerbegreb, opfundet af kommentatorer og journalister, der opfatter alt andet end hovedstaden som periferi. Men dét er i bund og grund en provinsiel tankegang. For ligesom Hamborg er en af flere storbyer i Tyskland, har man jo heller ikke kun et midtpunkt i Frankrig eller Italien. Og det samme burde jo gælde i Danmark. Odense eller Tønder er jo regionale centre i deres egen ret.”

Første Verdenskrig er stadig levende i Sønderjylland, mens bornholmerne stadig husker russernes besættelse af øen indtil 1946, men fra Tyskland ser Danmark stadig sammenhængende ud, mener han:

”Når man kører helt ud over kanten, som jeg har gjort - jeg plejer for sjov at sige, at jeg er flyttet til Afgrundsdanmark! - kan man måske få et lidt mere ydre blik på sig selv som nation. Når folk for eksempel taler om at få frataget dagpengeretten, som om det var selve dommedag i Danmark, kan man hernede møde et land med en mindsteløn, der er meget lavere end den danske. Her har man allerede 'working poor', som man ellers kun troede, at man kunne møde i USA - mennesker, der arbejder 37 timer om ugen og stadig sulter. Der er jo en grund til, at danske slagterier flytter til Tyskland, hvor arbejderne har dårligere overenskomster. Så bruger man bare lidt smart spin, så man kan sælge de såkaldt sønderjyske bøffer fra de såkaldte 'marskokser' billigere hjemme i Irma. Men hvis man tror, det er sønderjysk kød, så tager man muligvis fejl. De er i hvert fald slagtet i Husum i Tyskland,” siger han og sætter sin tallerken med sauerkraut fra sig.

”Selvfølgelig er der også problemer i Danmark, og den sociale deling af landet er et af dem. Medierne giver et indtryk af, at børn bliver slået mere i provinsen, at al incest finder sted i Jylland, og at der bliver drukket mere uden for byerne. Og mange steder i provinsen er i reel risiko for at blive socialt drænet for såkaldt ressourcestærke mennesker. Når industrijobbene forsvinder, flytter de, der har andre talenter, til byerne. Og en del af dem, der bliver tilbage, bliver, fordi de ikke har andre muligheder. Men det er heldigvis kun et lidt fortegnet billede af virkeligheden.”

Et smil breder sig i skægget på Kristian Ditlev Jensen, da han tilføjer:

”Jeg stod engang og talte med den gamle kroejer fra Rudbøl Kro, som ligger præcis på grænsen. Da jeg sagde til ham, at der godt nok var langt fra København til Rudbøl, svarede han: 'Det ved jeg godt, at I siger. Men det er jo sjovt. For vi synes ikke, at der er særlig langt til København'. Og det er fuldstændig rigtigt. For en københavner er der langt til Valby, men for en sønderjyde er det ikke noget problem at sætte sig ind i bilen for at køre til Frankfurt,” siger han, da jeg selv begynder at tænke på at finde bussen for at besøge mine bedsteforældre på Als på vej hjem til København.

”Det skal du ikke tænke på. Jeg kan sagtens køre dig. Jeg skal alligevel besøge en ven i Gråsten,” siger Kristian Ditlev Jensen, som om han lige ville demonstrere sin pointe om, at afstande er relative, når man bor uden for København.

Det regner, da vi forlader Kristian Ditlev Jensens nye hjemby for at køre mod Danmark.

”Sådan en bil her havde jeg aldrig haft råd til i Danmark, men det skyldes nok også, at beslutningstagerne i Danmark alle sammen tænker som københavnere. I den optik er det jo fornuftigt nok at lægge store afgifter på bilkøb, så der bliver færre osende biler i København, hvor alle jo ikke kan køre rundt i store biler. Men hvis man bor i provinsen med langt til arbejde, er det rart at have en trafiksikker bil, der ligger godt på vejen. Det forstår man i store lande som Sverige og Tyskland, hvor man aldrig ville finde sig i at betale tre gange så meget for en bil. Jeg tror, at det faktisk ville være godt for Danmark, hvis man - i positiv forstand - gjorde forskel på by og land. Måske burde det faktisk være nærmest ulovligt at have en firhjulstrækker i indre by i København. Men så skulle man til gengæld kunne få den for en slik, hvis man boede i Tønder,” siger han og griner, da han drejer ud på motorvejen.

”Forleden fik jeg også en fartbøde hernede. Jeg blev straks ærgerlig, men nu har jeg fået regningen - på 10 euro! Ikke engang 80 kroner. Sådan er der så mange forskelle mellem landene,” siger han, inden han vender tilbage til forskellen mellem by og land.

”Jeg hørte lige i dag i radioen, at Dansk Kennelklub kaldte sig kulturbrobyggere, fordi de underviser skolebørn i, hvordan man omgås hunde. For mange muslimske børn virker det surrealistisk, at man kan have en hund boende derhjemme. Men der bor faktisk en hund i hver fjerde danske hjem. Og sådan kan der også opstå parallelsamfund mellem by og land. For ligesom det kan virke eksotisk for et muslimsk barn at klappe en hund, kan det være eksotisk for et dansk bybarn at se en levende ko. Og Danmark bliver på den måde delt stadig mere op. For uanset hvad, findes der jo stadig folk, der dyrker markerne, malker køerne og fanger fiskene til os andre inde i byerne. Men det er byens børn blevet fremmedgjorte over for. De tror, at alting handler om byen, men det er jo andre, der forsyner byen, så folk kan leve der,” siger han, da vi krydser grænsen ved Padborg.

”Se for eksempel derovre,” siger han og peger ud mod et svagt lysskær i mørket på den anden side af motorvejen, hvor der åbenbart ligger en hel ”hemmelig by af containere, pornobutikker og pomfritsteder”, som han siger:

”Første gang jeg så Padborg, tænkte jeg: Hold da op, hvor er der i virkeligheden meget, der skal transporteres. Og jeg tror faktisk ikke, at de ved ovre i København, at det kræver så meget at få Danmark til at køre rundt, mens folk sidder foran deres skærme i byerne og bestiller varer, som om de kommer af sig selv. Og jeg er faktisk bange for, at vi i fremtiden vil ende som sådan nogle flødeboller, der bare sidder et sted i byen låst fast af vores egen selvfedme og fordomme foran vores skærme og helt glemmer, at der findes græssende køer, vidder og natur, som man for eksempel kan finde hernede i Sønderjylland.”

Regnen fortsætter sin trommehvirvel på taget af Kristian Ditlev Jensens bil, mens vi kører videre ind i det mørke Sønderjylland, hvor et brunt skilt fra Dybbøl Banke pludselig markerer, at det var her et sted, at tusindvis af danske soldater mistede livet i 1864. En af dem var forfatterens egen tipoldefar, fremhæver han stolt. Og her, langt fra København, tabte danskerne mod Tyskland, og det er stadig et tabersted i mange fordomsfulde københavneres øjne, mener Kristian Ditlev Jensen:

”Man kan tydeligt mærke arrogancen lige under overfladen på hele den diskurs, vi bruger til at tale om landsdelene. Pointen synes at være, at hvis man bor inde i byen, så har man i en eller anden forstand vundet, og hvis man bor på landet, så har man tabt. Sønderjylland er måske så ikke det stærkeste billede på 'Taberdanmark' for københavnerne. For her er unægtelig smukt, her er sønderjysk kaffebord, her er egnsretter og her er dannebrogsflag. Det bliver nærmest betragtet som et stort frilandsmuseum, og det kan folk godt lide. Men hvis man spørger en københavner, om han har lyst til at flytte til Nakskov på Lolland, vil han formentlig nærmest hellere dø. Men det er en utrolig sørgelig måde at dele det hele op på. For den fede del af Danmark ligger ikke nødvendigvis i byen.”

Måske er det ligefrem omvendt. Måske er det slet ikke sundt at bo i byen, hvor man altid kun ser menneskeskabte ting og bygninger. Herude i det såkaldte Udkantsdanmark er naturen selvfølgelig også tæmmet, men i mindre grad, tilføjer han:

”Og når man først står og kigger ud over noget, der ligner et hollandsk landskabsmaleri på en blikstille vinterdag med en uendelig stilhed og skønhed, mens en hare måske hopper forbi, så føler man jo, at man netop har valgt den gode del af Danmark.”

Et smil breder sig i skægget på ham, mens han taler om den lille sønderjyske by Højer, som han flyttede til for fire år siden.

”Jeg har selv boet 20 år i København, men ingen steder har jeg kunnet skrive som her i Sønderjylland. Det er også det eneste sted, jeg har savnet for alvor, efter jeg er flyttet fra det. Og de mennesker, jeg har haft på besøg i Højer, de får nærmest tårer i øjnene, når de taler om det. 'Det var efterår, og vi gik forblæste rundt på digerne, inden vi kom hjem, og så lavede vi lammekølle',” siger han med en drillende forvrænget stemme og ler:

”Mine venner husker nærmest hver eneste detalje fra den ene overnatning, de havde, fordi naturen gjorde større indtryk på dem end alle de sædvanlige film, de ser inde i biografen Grand i København hver mandag. Og da kan man mærke, at der simpelthen er en kæmpe afstand til de helt naturlige oplevelser, man kan få, når man bor på landet. Hovedstaden har højest hastighed på alle områder. Dér er en trafik af mennesker og kulturer og kommunikation, som provinsen ikke kan matche. Men det høje tempo er netop også Hovedstadens største svaghed. Og herude kan man få hovedet og sjælen med. Her har man ro til at finde fred og få styr på sine tanker.”

Men du kan alligevel ikke undvære byen?

”Nej, jeg vil helst have adgang til begge dele. Jeg mener også, at landet har bedst af, at byen og provinsen befrugter hinanden. Nu er jeg også begyndt at læse teologi i København. Måske for at blive præst en dag. Det ved jeg ikke endnu. For mit teologistudium udspringer egentlig dybest set bare af, at jeg genfandt min kristne tro, efter jeg skulle holde en forfatterprædiken, som jeg egentlig havde tænkt mig skulle tilbagevise evangeliet. Men dér forstod jeg pludselig, at der var noget, jeg skulle undersøge nærmere. Så nu har jeg meldt mig ind i folkekirken igen, og nu har jeg snart en bachelorgrad i teologi. Det kan man trods alt ikke i Flensborg. Men undervejs har jeg tit tænkt over, at præsterne historisk set har udfyldt en rolle i samfundet, fordi man fik bredt intelligentsiaen mere ud over hele landet. Det er jo ikke tilfældigt, at Det Teologiske Fakultet i København ligger i nærheden af Gråbrødre Torv, hvor der engang lå et kloster. Det udviklede sig til et universitet. Og derfra uddannede man præster, der ikke kun spredte evangeliet, men også viden ud til alle de små sogne, så der var nogle, der kunne læse og skrive alle steder i landet.”

I dag tror han på samme måde, at politikerne skal være mere kreative, så man kan få flere akademikere ud på landet. For dér er noget at komme efter for de tænksomme, mener han:

”Der er meget mere stress, intensitet, handel og udveksling af kommunikation i storbyen, men udkantens fortrin er netop det modsatte. Når man begynder at gøre tingene langsommere, så bliver man klogere. Det er nemt at gøre ting hurtigt. Man kan slå et menneske ihjel på under et minut, men retssagen tager måske et halvt år. For det kræver ro og tid at forstå tingene i dybden. Og det gode ved Udkantsdanmark er netop nærværet og langsommeligheden, der gør, at man kan få hovedet med på en anden måde end i hovedstaden,” siger han, da vi kører ind på gårdspladsen til mine bedsteforældres gamle slægtsgård i Majbøl på Als, hvor de venlige, hvidhårede alsinger venter med egnsretter og sønderjysk nødekultur.

Her er hverken måger eller myldretrafik, men dér, midt på gårdspladsen, står stadig den enorme hængebøg, som min oldefar plantede som barn engang i 1800-tallet som et vidnesbyrd om, at man godt kan blive stor, hvis man bliver på samme sted.