Prøv avisen
Bog

Hudløs debutroman om at miste

4 stjerner

Amalie Langballe kan skrive, når hun ellers kaster den selvbevidste mediemenneskemaske af sig

Med et sælsomt sammensurium af sorgberetning, ”Sex and the City”-ånd og ornitologisk odyssé giver debuterende forfatter Amalie Langballe sit eget nøgterne sprog til sorgen. Men romanen løfter sig for sjældent fra klummestadiet.

Det handler om tab. Om at miste en elsket kræftsyg mor – et tab, der med dæmonisk dominoeffekt afføder en stribe andre tab; tabet af sig selv, af ens konkrete ansigt, af virkelighedsfornemmelsen, forbindelsen – til mennesker, fugle og meningen med det hele.

Amalie Langballe er kendt som bramfri klummeskribent for blandt andre BT og Information, hvor hun personligt og grænseløst beretter om alt fra kønssygdomme, sex og overgreb til kræft og om at miste sin mor i en alt for ung alder. Med debutromanen ”Forsvindingsnumre” fortsætter Langballe i samme ublu bekendelsesdur – men beklageligvis også med samme kække klummeattitude.

Der er ellers ansatser til noget særdeles interessant i Langballes inderlige bidrag til tidens sorglitteratur. Som en særlig styrke står værkets uforsonlighed; dets indædte insisteren på smerten og tabserfaringen som noget, der ikke lader sig lindre eller udglatte af letbenet opkog af selvhjælpslogik og positiv psykologi. Hun søger ikke nogen forsoning med sorgen. Den er ikke noget, der går over, eller noget, man ”lærer at leve med”. Den er der, som en tør konstatering, som noget, der måske slår én ihjel. Uden formildende omstændigheder eller anden æstetisering. Tabet får bare lov at stå så flosset, uskønt og afskyeligt åbent, som det er.

”Jeg tror ikke, man heler. Jeg tror heller ikke, at man kommer videre eller bearbejder det eller lærer at leve med det. Helt generelt har jeg fået mine tvivl om bevægelse som metode. Hverken gennem tid eller rum tror jeg på bevægelse længere. Jeg tror heller ikke på at blive, og jeg tror heller ikke på at blive væk.”

Romanen gør sig i det hele taget allerbedst i sin rå og ligefremme behandling af tabstemaet. Agnes, som Langballes antiheltinde af en hovedperson og – tør jeg godt sige – alter ego hedder, er ude på en svimlende sorgdrevet glemselsfærd gennem Københavns golde mediemiljø, Berlins pumpende klubber og Tel Aviv med de to tvivlsomme personer, Ofir og Josef, som selvdestruktionskumpaner.

Og selvfølgelig handler det meget om stoffer, udpenslet promiskuitet og forelskelser i de forkerte som obligate ”forsvindingsstrategier”, når man ikke kan holde sig selv ud for bare sorg. Den del er semi-uinteressant på sådan en ”Sex and the City”-vis. Men det handler også om en mor, der gradvist svinder ind til et afpillet fugleskelet, om den smertefulde, på én gang hæslige og hjertegribende sygdomssymbiose mor og datter imellem og om at leve med en ubærlig sorg, der giver anledning til flere træffende, prosalyriske passager som:

”Mor sagde ikke, at hun kæmpede mod noget, for hvordan kæmper man skaldet og tynd og afpillet og afsjælet fra en smal hospitalsseng med en for tynd madras på et gudsforladt hospital i provinsen. Hun mødte sin kræft som et menneske, der har fået en sygdom, og metaforer kan kurere ting som knuste hjerter, men ikke kræft. Aldrig kræft. Hun stod med sin frygt og med døden, der prøver at sidde lårene af hende, men hun kaldte det ikke andet end det. Kræft, død og frygt. Hun var en kvinde, der døde, og hun var min mor.”

Til sorgsporet føjer sig desuden et charmerende og ret løjerligt fugletema, som mod slutningen udvikler sig i decideret surreal retning, når Agnes drager mod Nordnorge for at finde den uddøde Gejrfugl i selskab med en talende voodoodukke. Hvad der lægger jævnt ”klummet” fra land, løfter sig således til mere helstøbte litterære højder i den afsluttende del. Men undervejs skal vi igennem ikke så lidt ”jeg tager min krop og seksualitet tilbage”-koketteri krydret med et til tider klodset tjubang-journalistisk billedsprog og lidt halvbagt filosoferen.

Den ikke altid lige interessante selvudlevering med minutiøse beskrivelser af kropsvæskers vandring mellem kønsåbninger eksempelvis virker ”villet” og på en metaagtig måde som en ubevidst bestræbelse på at lægge afstand til det sårbare. Især fordi det ikke rigtig fremgår, hvorfor vi partout skal helt ind i numsehullet på vores fortæller ad adskillige omgange. Det frustrerer, fordi Langballe kan, når hun indimellem lægger den selvbevidste mediemenneskemaske fra sig, skrive.