Prøv avisen
Interview

Hukommelsen er en svigefuld historiefortæller

”Erindringer har interesseret mig længe, fordi vi forstår os selv gennem det, vi husker,” siger Sara Bouchet. – Foto: Sanne Berg

Alle mennesker skriver konstant på deres egne erindringer gennem de ofte selektive minder, man bygger myter op omkring sig selv med. Det mener forfatteren Sara Bouchet, der sætter fokus på folks fordrejede selvforståelser i spændingsromanen ”Min mands elskerinde”

Fortiden er altid til forhandling, når man mødes med en gammel klassekammerat eller måske ligefrem en bror eller søster, der burde have samme forudsætninger som en selv til at huske, hvad der engang skete. Selv de fire evangelier er forskellige, for det er ikke altid det samme, man husker.

”Jeg har selv tre søstre, og vi har hver vores opfattelse af vores opvækst, selvom vi har de samme forældre,” siger forfatteren Sara Bouchet, der tidligere har holdt kurser om erindringslitteratur og om at skrive livshistorier.

Nu er hun aktuel med spændingsromanen ”Min mands elskerinde”, der netop har den lunefulde hukommelse som et af sine store temaer.

”Erindringer har interesseret mig længe, fordi vi forstår os selv gennem det, vi husker. Jeg begyndte at interessere mig for området, fordi jeg opdagede, at så mange havde lyst til at nedskrive deres erindringer. Men på den måde arbejder vi alle sammen konstant på vores erindringer. Hukommelsen er bare mere uberegnelig og subjektiv, end man tror. Vi er grundlæggende historiefortællere og strukturerer, måske ofte ubevidst, vores erindringer som en fortælling. Vi bruger hukommelsen til at fortælle historier om os selv, men sommetider husker man kun, hvad man vil huske. Og det kan jo i sidste ende skabe myter, som vi selv tror på, omkring os selv,” siger hun.

Romanens hovedperson, Susanne, får gennem fortællingen udfordret sine egne erindringer som både datter, mor og hustru, efter at hendes mand, Karl, dør på en Molslinjen-færge, hvor han slet ikke havde noget at gøre. Han burde være på vej ned til hende i Frankrig, hvor de sammen ville begynde et nyt kapitel i livet ved at åbne et fransk gæstgiveri, efter at deres datter er flyttet hjemmefra. Men manden har en hemmelighed, som Susanne har fortrængt, mens hun bliver besat af idéen om, at han må have en affære.

Det vil være synd at afsløre spændingsromanens plot her, men romanen bliver helt ind i titlen solgt på at tage polyamori op som emne, og det bliver også behandlet, men på et dybere plan handler bogen om de løgne, man kan bygge et liv op på. Og allerede inden hun skrev romanen, vidste hun, at svigefulde erindringer ville blive et hovedtema:

”Historien er fiktion, men jeg har trukket på mine egne erfaringer og tanker. For eksempel er jeg begyndt at tænke mere over min barndom, efter jeg selv har fået børn og hele tiden reflekterer over, hvordan mine valg påvirker dem i fremtiden, og hvad de vil huske, sat over for, hvad jeg husker. Nu forstår jeg også mine egne forældre på en anden måde. Og det tror jeg er en meget almindelig erfaring. I min roman har Susanne selv en helt forskruet oplevelse af, hvordan hun har været som mor, og hvordan hendes ægteskab har været. Hun havde selv haft en opvækst med en mor, der var dårlig til at give hende kærlighed. Og et sted i romanen husker hun, hvordan hun kunne kramme moderens tomme cardigan blot for at mærke lidt af den kropsvarme, der stadig sad i den som et kærtegn. Men som mor bilder hun sig ind, at hun ikke har begået nogle af de samme fejl. Og det er smertefuldt for hende at erkende, at virkeligheden har været en anden end den, hun har husket,” siger forfatteren og tilføjer:

”Måske virker vores erindringer også som en mental beskyttelse, fordi den vinkler vores historier venligere, men faren er, at man måske fortrænger noget, man egentlig skulle have set i øjnene.”

Selve handlingen i romanen er ren fiktion, og afspejler hverken Sara Bouchets forhold til sine forældre eller hendes eget kærlighedsliv, selvom hendes børns far deler profession med Karl, der er ansat ved den lokale Natur & Miljø i Østjylland, hvor hun også selv bor, lidt uden for Randers. Som voksen har hun boet mange andre steder i verden – blandt andet i New York, men da parret fik børn, var det, som om hendes hjemstavn trak hende tilbage, selvom hun ikke kun har gode minder fra sin barndom i den lille by Kristrup.

”Jeg havde egentlig aldrig troet, at jeg ville vende tilbage. Jeg husker nogle af dagene i skolen som et mareridt, der bare skulle overstås. Jeg frygtede frikvartererne, for i en periode blev jeg mobbet og var outsideren, der bare ventede på at få fri, så jeg kunne komme hjem og læse i fred. Mine forældre opdagede det først, da jeg som 12-årig blev meget fuld for første gang, og i beruselsen fik sagt noget om, at jeg ikke vidste, hvem jeg var. Det blev et vendepunkt. For mine forældre reagerede hurtigt, og en måned efter blev jeg flyttet til en lille katolsk privatskole, hvor jeg blomstrede op socialt,” siger forfatteren og tilføjer:

”I mit eget selvbillede blev jeg en helt anden person, der pludselig også kunne være udadvendt. Det er en historie, jeg er vendt tilbage til mange gange, når jeg har skullet fortælle venner om mit liv, men også på det punkt har mine søstre kunne nuancere mine minder ved at fortælle, hvordan de husker mig, og at jeg stadig var udadvendt, sjov og pjattende derhjemme i den periode, som jeg selv husker som indadvendt og ensom. Men sådan opbygger vi vores egne fortællinger, der måske også bliver bedre og bedre, eller i hvert fald forandrer sig gradvist, når vi fortæller dem igen og igen. Og nogle minder bliver måske med tiden et helt lille helte-epos, hvor andre minder mere om tragedien.”

Indenfor erindringsforskning skelner man mellem den episodiske og semantiske hukommelse, der handler om at organisere og begrebsliggøre minder. Den episodiske erindring hænger mere sammen med sansninger af livets scener. De begynder tidligt i barndommen, men en af grundene til, at man typisk ikke husker noget fra før omkring treårsalderen, er, at man ikke havde nok sprog for det, man oplevede på det tidspunkt.

”Johannes V. Jensen er et godt eksempel på en forfatter, der drager eminent nytte af den episodiske hukommelse og erindringer i sit forfatterskab. Nogle af hans mest sansemættede og smukke myter er eksempler på det – blandt andet myten ’Ved Livets Bred’, der specifikt handler om et af de allerførste barndomsminder, hvor han sidder i marken ved Guldager Bæk. Johannes V. Jensen var overbevist om, at hans far havde samme erindring, men hvorvidt de to er vævet sammen og har transformeret sig til en fortælling over tid er uvist,” siger hun og tilføjer:

”Det er interessant, i hvor høj grad identitet og hukommelse er sammenvævet. Uden erindring ingen identitet, men erindringen er i høj grad en konstruktion. De er ikke sandheder eller i så fald en ret subjektiv sandhed.”

Senere i livet har man også en tendens til at fokusere rigtig meget på ungdomsårene, når man giver sine minder vægt, forklarer Sara Bouchet og tilføjer, at nogle også taler om de formative år i barndommen og ungdommen, som om resten af ens liv ikke kan forme et menneske. Men som voksen har hun også lagt mærke til, hvordan folk – inklusive hende selv – typisk vender tilbage til de samme ungdomshistorier, når de skal fortælle om sig selv.

”Jeg sad engang til et middagsselskab, hvor min bordherre ligefrem sagde ’Jamen, hvad har du så lavet de seneste 15 år?’, fordi jeg fokuserede på ungdomsårene som blandt andet udvekslingsstudent i Frankrig, på udlandsophold og tiden som litteraturstuderende. Der er jo sket en masse efter det, men det er nok nærmere på det indre plan, og jeg definerede mig meget efter de ydre milepæle, præstationer og erfaringer, jeg havde gjort i 20’erne. Det tror jeg er meget typisk, men jeg tror, at vi skal vænne os til at se hele livet som en lang og formativ opdagelsesrejse, der hele tiden kan lære os nye ting, selvom hjernen måske vil have os tilbage til de narrativer, som vi i forvejen forstår os selv igennem. Og sommetider tror jeg også, at man skal prøve at gøre oprør mod de fortællinger, man har om sig selv, og udfordre dem lidt. For det kan være, at det næsten er ren fiktion.”