Prøv avisen

Hukommelsestab gør vores kultur fattigere

Joshua Foer fotograferet på Hotel Petri i København. Foto: Leif Tuxen

Vi glemmer i stigende grad at huske, og det er i færd med at gøre vores verden åndeligt fattigere, advarer den amerikanske forfatter Joshua Foer

Forleden fik Joshua Foer endnu en opsigtsvækkende mail. Han ryster på hovedet og slår ud med armene, mens han finder mailen frem på sin telefon.

Jeg får to-tre mail om dagen stadigvæk, og mange af dem er som den her. Prøv lige at se: Jeg er en fyr, der lige er blevet 40 år og længe har villet ændre mit liv. Men det blev din bog og hukommelsesteknikkerne, der gjorde det. Er det ikke skørt? Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle forandre folks liv. Og det var slet ikke meningen med min bog. Men det lader til, at folk får meget mere ud af den, end jeg har investeret i den. Jeg blev jo sådan set bare fascineret af muligheden for at kunne huske bedre, forklarer den 30-årige amerikanske freelancejournalist og forfatter til bogen Moonwalk med Einstein.

LÆS OGSÅ: Hukommelse vigtigere end intelligens for børns læring

Han ligner egentlig ikke noget særligt. Bare en helt almindelig fyr med et måske lidt akademisk udtryk, men helt nede på jorden og med en IQ, der godt nok er over gennemsnittet, men ikke noget ekstraordinært. Og det var netop det, der var udgangspunktet for bogen, da han gik i gang med den. For da han som journalist skulle dække det årlige amerikanske hukommelsesmesterskab, fandt han ud af, at deltagerne ikke var specielt intelligente eller på anden måde havde en medfødt god hukommelse. De havde lært sig at huske ved hjælp af mere end 2000 år gamle hukommelsesteknikker. Ikke bare huske, men huske ekstraordinært godt. Stormesteren Ben Pridmore kunne eksempelvis memorere et helt sæt spillekort på 32 sekunder (og 27 sæt spillekort på under en time). Han kunne gengive 50.000 decimaler i pi og huske, hvad der skete på 96 forskellige historiske datoer. Og det meste interessante: Han og alle de andre huskeatleter sagde, at enhver kunne lære at gøre det samme.

Det fik Foer til at beslutte sig for at forbedre sin egen hukommelse. Både som en udfordring og for at kunne skrive om det. Han satte sig ind i teknikkerne, i videnskaben og i historien bag menneskets forhold og evne til at kunne huske. Resultatet var uforglemmeligt: Et år senere vandt han hukommelsesmesterskabet, derefter skrev han debutbogen, som har solgt flere hundredtusinde eksemplarer på 31 sprog, og i dag holder han foredrag og giver interview om, hvordan vores hukommelse faktisk former vores liv.

Kristeligt Dagblad møder ham i København, hvor han er lokket til af sin danske forlægger som et mellemstop til Norge, hvor hans nu to år gamle bog først lige er udkommet. Der er ellers blevet længere mellem hans offentlige optrædener, særligt i forhold til det første år. Interessen har været overvældende og overraskende stor, siger han. For selvom hukommelsen indtil for få hundrede år siden blev ansat som den bedste vej til dannelse og i det hele taget et af menneskets vigtigste værktøjer til et godt liv, er det i dag reduceret til noget, kun få hundrede nørder virkelig går op i. Så hvorfor egentlig den store succes?

Måske fordi det er et emne, mange er usikre omkring. Mange er klar over, at de ikke husker så godt, som de har gjort, og tænker over, hvordan det kan være. Min bog bekæmper ikke demens, men den åbner en ny vej ind i det problem, alle rammer på et tidspunkt: At det ofte er svært at huske. Jeg oplever også, at mange er meget fascinerede af hukommelsens historie og det faktum, at vi lige nu står ved en slags skillevej, på kanten af en meget markant revolution i menneskets kulturelle historie.

Revolutionen, siger Foer, består i, at vi i stigende grad eksternaliserer vores hukommelse. Det vil sige, at i stedet for at lagre den internt, overlader vi stadig mere af vores hukommelse til den digitale verden. Et ekstremt tilfælde er Gordon Bell, computerekspert hos Microsoft. Han ser sig selv som fortroppen i en ny bevægelse hen imod helt at undslippe manglerne i vores biologiske hukommelse. Han er 73 år, glemmer mere og husker mindre for hver dag, så derfor har han skabt en digital reservehukommelse , som sikrer, at stort set alt, han oplever, bliver registreret og gemt på en computer. Et lille digitalt kamera om hans hals registrerer alt, hvad hans øjne ser. En digital lydoptager registrerer alle samtaler. Og hvert eneste stykke tekst, han læser, bliver straks scannet ind i computeren. Det har han gjort siden 1998, og han har også gravet tilbage i sin historie, genfundet alle papirer, billeder og mail, så han i dag har 100.000 e-mail, 60.000 fotografier, 100.000 dokumenter og 2000 samtaler i sin digitale hukommelse. Alt sammen gemt på en måde, så han lynhurtigt kan finde enhver tænkelig oplysning frem, som hans biologiske hukommelse for længst har glemt.

Og vi er alle på vej i den retning, mener Joshua Foer. Hvis hele den digitale verden gik i stå i morgen, ville vi have et alvorligt problem med al den viden, vi ikke umiddelbart kan genkalde os. Og det står i skærende kontrast til de mange hundrede år i hukommelsens historie, hvor det at lære udenad var helt essentielt i samfundet og afgørende for, hvor rigt og dannet et liv man kunne føre. Faktisk blev skriftsproget længe holdt tilbage af den opfattelse, at hvis man blot kunne skrive tingene ned, ville vi glemme at huske. Og det ville føre til et enormt tab for menneskeheden.

Og det er præcis det, der er sket og er i fuld gang med at blive forværret, forklarer Foer og giver et konkret eksempel: To venner går tur i en park. Den ene siger: Hvor er her dejligt, sikke smukke træer. Den anden, som er botaniker, ved ikke bare, hvad træerne og blomsterne hedder, han kender deres historie og ved, hvorfor de ser ud, som de gør. Derfor bliver hans oplevelse af turen i parken rigere. Hans ven kan selvfølgelig slå det meste op på sin telefon, men det er ikke det samme.

Vi bliver som mennesker ikke lige så naturligt engagerede i vores omgivelser, når vores forhold til dem er afhængigt af, at vi først slår viden op digitalt. Det er en fattiggjort oplevelse af verden, som skyldes, at vi er ved at opgive et indre liv, der er vigtigt for at leve et godt liv. Vi glemmer at huske, siger han.

Spørgsmålet er så, om det kan være anderledes. Om der ikke er noget naturligt over denne udvikling, som vel også fører mange positive ting med sig eksempelvis, at vi med digitale hjælpemidler faktisk kan indeholde mere viden, end hvis vi ikke brugte dem. Men den køber Foer ikke. Tag eksempelvis Googles nye opfindelse, Google Glass, som er et sæt briller med indbygget kamera, lydoptager og computer. Brillerne kan alt det, en moderne telefon kan, men de er fremme hele tiden og aktiveres af ens stemme, så man kan registrere og gemme alt i det øjeblik, tingene sker. Og er man i parken med sin ven, botanikeren, kan man få alle oplysninger om træerne vist på indersiden af brillerne, så man kan lyde lige så vidende som han. Og hvad mere er: Google har for nylig sagt, at det vil blive muligt at få indopereret en chip i hjernen, så man ikke engang behøver at bede computeren om at hente viden, man kan bare tænke spørgsmålet, så finder Google svaret til en.

Jeg er jo ikke bedre end alle andre, så jeg skal da også have de nye Google-briller, men jeg insisterer på, at vi som menneskehed samtidig træder et skridt tilbage og spørger os selv: Er det det rigtige teknologiske bjerg, vi så hurtigt kravler op ad? Er det dette liv, vi vil have, hvor vi bytter dybde ud med overfladiskhed? Information passerer bare lige igennem os, og det er blevet så integreret en del af vores kultur, at langt de fleste end ikke opdager det. Min bog forsøger at gøre opmærksom på, at der findes en anden måde at tænke og huske på. Og den gør det klart, at der foregår en slags hukommelsestabsepidemi i disse år. Mange ved jo ikke engang, at noget så centralt som vores hukommelse for ikke så længe siden blev brugt helt anderledes. Dengang var det at læse en bog eksempelvis ikke blot en oplevelse, det var en investering, fordi bogen blev en integreret del af en, så man kunne citere frit fra den.

Men skyldes det ikke også, at hele kulturen omkring hukommelse har ændret sig? I hvert fald i det danske uddannelsessystem bliver det i dag nærmest betragtet som noget negativt at skulle lære noget udenad.

Udenadspædagogikken er helt klart gået for langt. Men den rummer en basal visdom, nemlig at for at kunne lære noget nyt må man kunne relatere det til noget gammelt. Det kræver viden at få viden, så selvom vi selvfølgelig skal have et skolesystem, der lærer børn at rationalisere, har de også behov for en basisviden for at kunne orientere sig. Det tankevækkende er, at dette jo blev slået fast allerede for 2500 år siden, vi har bare glemt det igen.

Hvordan bruger du selv de hukommelsesteknikker, du lærte gennem din research og træning til hukommelsesmesterskaberne?

Jeg bruger dem ikke så meget, for i sig selv er de jo mest bare trick. Hvem har brug for at kunne huske et helt spil kort på et halvt minut? Men indimellem memorerer jeg særligt poesi og taler, jeg synes er vigtige, og som er med til at gøre mine samtaler og min oplevelse af verden lidt rigere. For nylig lærte jeg lingala-engelsk-ordbogen udenad, da jeg skulle på en journalistisk opgave i Congo.

Handler din næste bog også om ting, vi har glemt?

Ja, det gør den faktisk, men på en helt anden måde. Den kommer til at handle om jordens sidste jæger-samler-samfund, der lever i Congo. Og hvad vi kan lære af det. Vi bevæger os mod en verden, hvor alle gør alting på den samme måde, og vi har helt tabt tråden til, hvordan man også kan leve. Pygmæerne i Congo kunne eksempelvis godt have fat i den lange ende i forhold til, hvordan man tilrettelægger barndommen. I resten af verden bruger børn al deres tid med andre børn, der ligner dem. I Congo vokser man op med børn i alle aldre, og det gør blandt andet, at de udvikler sig hurtigere og slet ikke føler samme trang til oprør mod forældrene, fordi der ikke er det samme spænd mellem barn og voksen. Men den måde at leve og tænke på, som engang var helt naturlig, har vi for længst glemt.